Afslag på tilladelse til direkte fiskeri efter hjertemuslinger i Limfjorden på grund af manglende retsgrundlag

En fisker ansøgte den 30. august 2017 Fiskeristyrelsen om tilladelse til direkte fiskeri efter hjertemuslinger i Limfjorden med østersskrabere. Fiskeren begrundede ansøgningen med, at den lave østerskvote gjorde det svært at opretholde en fornuftig økonomi, og at der var store bestande af hjertemuslinger.

Fiskeristyrelsens afslag

Fiskeristyrelsen meddelte afslag den 4. september 2017 med den begrundelse, at direkte fiskeri efter hjertemuslinger er et nyt fiskeri, som der ikke er fastsat regler for. Styrelsen henviste til, at der i henhold til Fiskerilovens § 1 skal tages hensyn til miljø og bæredygtighed, og at der manglede tilstrækkelig biologisk rådgivning om hjertemuslingebestanden til at fastsætte en bæredygtig kvote. Derfor er fiskeri efter hjertemuslinger kun tilladt som bifangst i blåmuslingefiskeriet.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Fiskeren klagede over afgørelsen og anførte, at der i praksis allerede foregår et direkte fiskeri efter hjertemuslinger, da de ikke fanges i de samme områder som blåmuslinger. Klageren fandt det urimeligt, at det kun var muslingefiskere, der havde adgang til ressourcen, og at det reelt ikke var en bifangst.

Fiskeristyrelsens bemærkninger til klagen

I sine bemærkninger fastholdt Fiskeristyrelsen, at de gældende regler kun tillader hjertemuslinger som bifangst, og at dette er for at undgå et øget fiskeritryk på Limfjorden. Styrelsen præciserede, at selvom fiskeriet måtte foregå på forskellige lokaliteter, betragtes det juridisk som bifangst, da bifangstprocenter beregnes for den samlede landing pr. fangstrejse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fiskeristyrelsens afgørelse om afslag på tilladelse til direkte fiskeri efter hjertemuslinger i Limfjorden.

Nævnets retlige vurdering

Nævnet lagde til grund, at ministeren for fiskeri kan fastsætte regler for erhvervsmæssig udnyttelse af fiskeressourcer og kan kræve tilladelse til fiskeri, jf. Fiskerilovens § 34, stk. 1 og § 36, stk. 1. Desuden fremgår det af Bekendtgørelse om regulering af fiskeri efter muslinger i Danmark og om østersfiskeri i Limfjorden § 3, stk. 1, at fiskeri efter muslinger og østers kræver en specifik tilladelse.

Nævnet konstaterede, at der ikke er fastsat specifikke regler for et direkte, kommercielt fiskeri efter hjertemuslinger i Limfjorden. Da en sådan regulering er en forudsætning for at kunne meddele tilladelse, fandt nævnet, at Fiskeristyrelsen ikke havde hjemmel til at imødekomme ansøgningen.

Klagerens argument om, at der i praksis allerede foregår et direkte fiskeri, blev ikke tillagt betydning. Nævnet fastslog, at en eventuel ulovlig praksis hos andre fiskere ikke kan skabe et retsgrundlag for at udstede en tilladelse, når de lovgivningsmæssige rammer for et sådant fiskeri mangler.