Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om genoprettelse af landbrugsejendom ejet af selskab

Sagen omhandler en klage over Landbrugsstyrelsens afslag på en ansøgning om supplering og oprettelse af en ejendom i Svinninge som en ny selvstændig landbrugsejendom. Ejendommen, der tidligere var nedlagt som landbrugsejendom i 2002, ønskes anvendt som et opholdssted for børn og unge og suppleret med et tilstødende areal, så det samlede areal udgør 2,6 ha.

Landbrugsstyrelsens afslag

Landbrugsstyrelsen meddelte afslag på ansøgningen med henvisning til Landbrugslovens § 30, stk. 3. Styrelsen begrundede afslaget med, at ejendommen ejes af et selskab ([V1] ApS), og at ejendomme, der ønskes oprettet, normalt skal være personligt ejet. Styrelsen fandt ikke særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation fra kravet om personligt ejerskab eller opfyldelse af bopælspligten, som ifølge styrelsens praksis kun kan opfyldes af en fysisk person.

Klagers argumenter

Klager, der er den øverste leder af holdingselskabet, som ejer både [V1] ApS og [V2] ApS (der skal drive opholdsstedet), anførte, at opholdsstedet skal ligne et rigtigt hjem for de indskrevne børn og unge. Klager mente derfor, at de indskrevne børn og unge, de tilknyttede pædagoger samt afdelingslederen bør sidestilles med en fysisk person, der beboer ejendommen, og at bopælspligten derved er opfyldt.

Landbrugsstyrelsens bemærkninger til klagen

Landbrugsstyrelsen fastholdt sin praksis og henviste til Landbrugslovens § 4, stk. 3, idet der kun dispenseres fra kravet om personligt ejerskab og bopælspligt, når særlige forhold taler for det. Styrelsen gentog, at formålet med reglerne om oprettelse af landbrugsejendomme er at skabe små ejendomme, der fastholder livet på landet, og at selskaber ikke kan supplere og oprette landbrugsejendomme ifølge styrelsens vejledning og forarbejderne til loven.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 23. november 2016 og hjemviste sagen til fornyet behandling i Landbrugsstyrelsen.

Nævnets vurdering af hjemmelsgrundlaget

Nævnet fandt, at der ud fra det foreliggende retsgrundlag ikke er hjemmel for Landbrugsstyrelsens praksis, hvorefter juridiske personer ikke kan supplere og oprette en tidligere nedlagt landbrugsejendom som en ny selvstændig landbrugsejendom. Nævnet anerkendte, at Landbrugsstyrelsen har et udpræget skøn efter Landbrugslovens § 30, stk. 3, men understregede, at betingelser for skønnet kræver udtrykkelig lovhjemmel eller klar fortolkning af lovgrundlaget.

Fortolkning af lovens forarbejder og formål

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at selvom bestemmelsen i sin nuværende form blev indsat ved ændringslov nr. 436 af 1. juni 1994, er erhvervelsesbetingelserne for juridiske personer betydeligt lempet ved ændringslov nr. 1372 af 16. december 2014. Denne ændring har udvidet kredsen af juridiske personer, der kan erhverve landbrugsejendomme, og gjort bopælspligten upersonlig, så det ikke længere er et krav, at en selskabsdeltager skal opfylde den. Nævnet henviste til de almindelige bemærkninger til lovforslaget for ændringslov nr. 1372 af 16. december 2014, som tydeligt viser et formål om at fjerne barrierer for kapitaltilførsel til landbruget og modernisere loven.

Nævnet konkluderede, at forarbejderne til ændringslov nr. 436 af 1. juni 1994 skal fortolkes i overensstemmelse med den strukturudvikling, som landbrugsloven tilstræber at tilgodese. Det forhold, at forarbejderne ikke udtrykkeligt omhandler selskabers adgang til at supplere og oprette en landbrugsejendom, kan ikke føre til et andet resultat, da sagen skal afgøres efter den nugældende udgave af loven. Nævnet tog ikke stilling til sagens øvrige klagepunkter, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11.