Miljø- og Fødevareklagenævnet fastholder afslag på ophævelse af landbrugspligt

Sagen omhandler Vesthimmerlands Kommunes klage over Landbrugsstyrelsens afslag på ansøgning om ophævelse af landbrugspligten på fem delarealer af matr. nr. [F1] og [F2]. Kommunen ønskede at arealoverføre disse delarealer til tilgrænsende parcelhusejendomme, der er helårsbeboelse i byzone, med henblik på haveformål. Kommunen havde ikke givet zonetilladelse, da de mente, at overgang fra landbrugs- til haveformål ikke var en ændret anvendelse, og ansøgte derfor om dispensation efter Landbrugslovens § 7, stk. 2.

Kommunens argumenter

Kommunen anførte i sin klage, at der ikke var risiko for dannelse af nye frie jorder, da arealerne ville forblive i landzone og arealoverføres til eksisterende parcelhusejendomme. De foreslog, at en deklaration om tilbageførsel af landbrugspligt kunne tinglyses. Desuden fremhævede kommunen, at nogle af arealerne i mange år havde været anvendt til haveformål efter aftale med den tidligere Gammel Aars Kommune og derfor allerede fremstod som haveanlæg. Endelig blev det anført, at arealerne på grund af højdeforskelle ikke kunne anvendes landbrugsmæssigt.

Landbrugsstyrelsens afgørelse og begrundelse

Landbrugsstyrelsen afslog ansøgningen med henvisning til Landbrugslovens § 7, stk. 2 og Landbrugslovens § 7, stk. 5. Styrelsen begrundede afslaget med en restriktiv praksis for ophævelse af landbrugspligt ved supplering af ejendomme i byzone eller sommerhusområde, primært for at undgå dannelse af nye frie jorder. Styrelsen vurderede, at jordens bonitet eller anvendelsesgrad ikke udgjorde et særligt forhold, der kunne begrunde ophævelse af landbrugspligten. De understregede, at enkeltstående tilladelser ikke skulle ændre den fysiske planlægnings grænse mellem land og by. Styrelsen havde dog givet tilladelse til ophævelse af landbrugspligten på fire andre delarealer af matr. nr. [F8] på baggrund af anerkendt hævd, små arealstørrelser og beliggenhed i et tætbebygget område.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i Vesthimmerlands Kommunes klage og stadfæstede Landbrugsstyrelsens afslag på ophævelse af landbrugspligten på de fem delarealer.

Nævnets vurdering af særlige forhold

Nævnet bemærkede, at den påtænkte anvendelse af delarealerne til haveformål, som er et privat, rekreativt formål, skærper kravene til de særlige forhold, der skal tale for ophævelse af landbrugspligten, jf. Landbrugslovens § 7, stk. 2. Ifølge lovbemærkningerne bør landbrugspligten normalt ikke ophæves på arealer, der agtes anvendt til private, rekreative formål. Nævnet lagde til grund, at der ikke var vundet hævd på arealerne, og at den eksisterende anvendelse som have ikke havde en tidsmæssig udstrækning, der opfyldte hævdskriterierne.

Betydning af deklaration og hensigtsmæssighed

Det forhold, at der efter Landbrugslovens § 7, stk. 5 kan tinglyses en deklaration om sammenlægning med en eksisterende landbrugsejendom ved et senere frasalg, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet vurderede, at denne bestemmelse er en mulighed, når særlige forhold allerede er konstateret, og ikke et hensyn der indgår i vurderingen af de særlige forhold. Ligeledes kunne kommunens argument om, at arealoverførsel var mest hensigtsmæssig, ikke tillægges betydning, da hensigtsmæssighed ikke indgår som et relevant forhold i vurderingen af særlige omstændigheder.

Dannelse af frie jorder og jordbrugsmæssig anvendelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at ophævelse af landbrugspligten på delarealerne ville medføre dannelse af nye frie jorder, da arealerne er beliggende i landzone og ikke planlægges overført til byzone. Dette strider mod lovens formål om at modvirke dannelse af nye frie jorder. Nævnet fandt heller ikke, at delarealernes uegnethed til landbrugsmæssig udnyttelse på grund af højdeforskelle udgjorde et særligt forhold. Dette skyldes, at ansøgningen ikke opfyldte kravet i lovbemærkningerne til kapitel 5 om, at jorderne varigt skal inddrages til en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse, der udelukker fremtidig jordbrugsmæssig anvendelse. Da arealerne skulle anvendes til haveformål i landzone, og kommunen ikke ønskede at overføre dem til byzone, ansås de ikke for varigt inddraget til ikke-jordbrugsmæssige formål.

Sammenligning med andre delarealer

Endelig afviste nævnet, at det forhold, at delareal nr. 7 var på størrelse med et delareal på matr. nr. [F8], hvor landbrugspligten var ophævet, kunne føre til et andet resultat. Nævnet understregede, at Landbrugsstyrelsens tilladelse for matr. nr. [F8] var baseret på en samlet vurdering af særlige forhold, herunder anerkendt hævd og beliggenhed i et tætbebygget område, hvilket ikke var tilfældet for de omhandlede fem delarealer.