Afgørelse om afslag på kompensation for manglende direkte betalinger

En landbruger ansøgte om kompensation for manglende enkeltbetaling for støtteårene 2009-2011 vedrørende arealer i Thisted Kommune. Ansøgningen omhandlede mark nr. 26-4 (18,78 ha) for 2009 og mark nr. 26-0 (18,20 ha) for 2010 og 2011, i henhold til Bekendtgørelse om kompensation til landbrugere for manglende direkte arealstøtte og om tildeling af betalingsrettigheder § 2, stk. 2 og Bekendtgørelse om kompensation til landbrugere for manglende direkte arealstøtte og om tildeling af betalingsrettigheder § 1, stk. 5. Landbrugsstyrelsen afslog ansøgningen den 20. december 2016. Sagen blev efterfølgende overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 1. februar 2017, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 24, stk. 6.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har ikke givet medhold i klagen over Landbrugsstyrelsens afgørelse om afslag på kompensation for manglende enkeltbetaling for støtteårene 2009-2011. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.

Nævnets prøvelse og begrundelse

Nævnet begrænsede sin prøvelse til klagers berettigelse til kompensation for støtteårene 2009 og 2011, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Det fremgår af Bekendtgørelse om kompensation til landbrugere for manglende direkte arealstøtte og om tildeling af betalingsrettigheder § 1, stk. 1, at kompensation ydes til landbrugere, der har rådet over arealer med både landbrugsmæssig og ikke-landbrugsmæssig anvendelse, og som er ophørt med at søge direkte arealstøtte som følge af Landbrugsstyrelsens afgørelser eller vejledninger. Kompensationsberettigede arealer er defineret i Bekendtgørelse om kompensation til landbrugere for manglende direkte arealstøtte og om tildeling af betalingsrettigheder § 2, stk. 1 som landbrugsarealer, hvor landbrugsaktiviteten ikke har været væsentligt hæmmet af ikke-landbrugsmæssig anvendelse, jf. EU-Domstolens afgørelse af 2. juli 2015 i sag C-684/13.

Nævnet lagde vægt på, at klager havde udnyttet alle sine betalingsrettigheder for støtteårene 2009 og 2011. Dette betød, at der ikke var sket en inddragelse af betalingsrettigheder som følge af, at klager ikke havde søgt direkte arealstøtte til de pågældende arealer. Dermed opfyldte klager ikke betingelserne for kompensation i henhold til Bekendtgørelse om kompensation til landbrugere for manglende direkte arealstøtte og om tildeling af betalingsrettigheder § 2, stk. 2. Det forhold, at klagers søn havde betalingsrettigheder til rådighed, kunne ikke føre til et andet resultat, da disse rettigheder ikke var overdraget til klager og derfor ikke var til rådighed for klager i den relevante periode.