Skønsmæssig forhøjelse på grund af negativt privatforbrug – påstået kontantopsparing ikke anset for dokumenteret

Sagen omhandler en skønsmæssig forhøjelse af en skatteyders indkomst for 2013 og 2014 med henholdsvis 357.000 kr. og 505.000 kr. SKAT foretog forhøjelsen, da beregninger viste et betydeligt negativt privatforbrug for klagerens husstand, som bestod af to voksne og tre børn. Dette var særligt relevant, da familien i perioden havde store udgifter til køb af grund og opførelse af et nyt hus.

Klageren forklarede det negative privatforbrug med, at han havde finansieret en stor del af udgifterne med en kontantopsparing på 600.000-700.000 kr., som var oparbejdet over mange år. Derudover henviste han til et lån fra sin bror og en arv fra sin mor. SKAT anerkendte lånet og arven, men fandt det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at klageren havde haft en kontantopsparing af den påståede størrelse. En gennemgang af familiens økonomi i de foregående år viste ifølge SKAT ikke et indkomstgrundlag, der kunne muliggøre en så stor opsparing.

Klageren gjorde desuden gældende, at SKATs afgørelse var ugyldig, da han ikke var blevet vejledt om sin ret til ikke at inkriminere sig selv, jf. Retssikkerhedsloven § 10. Landsskatteretten afviste dette argument og stadfæstede SKATs afgørelse fuldt ud, da bevisbyrden for kontantopsparingens eksistens ikke var løftet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten delte sin afgørelse op i to hovedpunkter: selvinkriminering og skattepligtig indkomst.

Ugyldighed – Selvinkriminering

Landsskatteretten afviste klagerens påstand om, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af brud på forbuddet mod selvinkriminering. Retten henviste til Retssikkerhedsloven § 10, stk. 1, som fastslår, at oplysningspligten ikke gælder, hvis der er en konkret mistanke om en strafbar lovovertrædelse.

Retten fandt, at SKATs indledende henvendelser var en del af sagens oplysningsfase, hvor der endnu ikke forelå en konkret mistanke om et strafbart forhold. SKAT forsøgte at afklare årsagen til det beregnede negative privatforbrug. Klageren blev ikke pålagt en pligt til at udlevere oplysninger, men blev gjort opmærksom på, at manglende medvirken kunne få processuel skadevirkning. Derfor konkluderede retten, at SKAT ikke havde handlet i strid med forbuddet mod selvinkriminering, og afgørelsen var derfor gyldig.

Skattepligtig indkomst

Landsskatteretten stadfæstede SKATs skønsmæssige forhøjelse af klagerens indkomst for 2013 og 2014. Retten fandt, at SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse i henhold til den dagældende Skattekontrollovs § 5, stk. 3, da klagerens privatforbrugsopgørelser viste et betydeligt negativt resultat, hvilket indikerer, at ikke alle indtægter var selvangivet.

Retten fandt SKATs privatforbrugsopgørelser for retvisende, da de var baseret på dokumenterede indtægter, udgifter og formuebevægelser. SKATs beregninger viste et negativt privatforbrug på 97.765 kr. i 2013 og 208.769 kr. i 2014, selv før medregning af almindelige leveomkostninger.

Landsskatteretten var enig i SKATs opgørelse af husstandens faktiske udgifter og fandt SKATs skøn på 100.000 kr. årligt til dagligvarer, tøj, transport m.v. for en familie på fem personer for at være rimeligt og velbegrundet. Klagerens påstand om, at familien kunne leve for kun 48.000 kr. årligt, blev anset for udokumenteret og usandsynlig.

Den centrale del af sagen var klagerens forklaring om en kontantopsparing på 600.000-700.000 kr. Landsskatteretten fandt det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at klageren havde kunnet opspare et sådant beløb. En analyse af husstandens indkomster og privatforbrug i årene 2000-2012 viste et gennemsnitligt årligt forbrug på 215.634 kr., hvilket ikke efterlod rum for en opsparing i den påståede størrelsesorden. Retten afviste også, at klagerens ophold i Tyskland ville medføre et lavere samlet privatforbrug, da dobbelthusførelse typisk øger omkostningerne.

På baggrund af ovenstående stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse fuldt ud.