Manglende opfyldelse af vederlagskrav ved forskerskatteordning

Sagen omhandlede en klagers anmodning om beskatning efter forskerskatteordningen, jf. Kildeskatteloven §§ 48 E-F, i forbindelse med påbegyndelse af et ansættelsesforhold i Danmark i januar 2018. Skattestyrelsen havde afvist ansøgningen med den begrundelse, at klageren ikke opfyldte vederlagskravet i Kildeskatteloven § 48 E, stk. 3, nr. 3 for indkomståret 2018.

Skattestyrelsen opgjorde klagerens faste månedsløn til 55.833 kr. og medregnede en sign-on bonus på 84.000 kr. (svarende til 7.000 kr. pr. måned) i beregningen af den samlede løn. Dog afviste Skattestyrelsen at medregne en flyttegodtgørelse (relocation-pakke), da denne var betinget af, at klageren forblev ansat i mindst et år, og dermed først ville være endeligt retserhvervet i 2019. Skattestyrelsen konkluderede, at den samlede månedsløn på 62.833 kr. ikke opfyldte mindstelønskravet på 65.100 kr. for 2018.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at vederlagskravet var opfyldt. Repræsentanten argumenterede for, at både sign-on bonussen og relocation-pakken skulle medregnes, da begge havde forholdsmæssige tilbagebetalingskrav, hvilket indebar en løbende retserhvervelse af beløbene. Det blev fremhævet, at ordlyden i kontrakten vedrørende tilbagebetaling var ens for begge ydelser. Endvidere gjorde repræsentanten gældende, at selskabet dækkede skatten af relocation-ydelserne som A-indkomst, hvilket burde indgå i opgørelsen af vederlagskravet. Klagerens beregning af den månedlige gennemsnitsløn var som følger:

Denne opgørelse oversteg det krævede minimumsvederlag for 2018.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om afslag på beskatning efter forskerskatteordningen.

Retten henviste til, at betingelserne for anvendelse af forskerskatteordningen, jf. Kildeskatteloven § 48 E, stk. 1, kræver, at vederlaget i penge er garanteret i ansættelseskontrakten og som et gennemsnit inden for samme kalenderår udgør et grundbeløb på mindst 59.500 kr. (2010-niveau) om måneden, reguleret efter Personskatteloven § 20. For indkomståret 2018 udgjorde dette krav 65.100 kr. pr. måned.

Landsskatteretten fandt, at:

• Klagerens bruttoårsløn på 670.000 kr. (svarende til 55.833 kr. pr. måned) skulle medregnes.
• Sign-on bonussen på 84.000 kr. skulle medregnes med 1/12 pr. måned (7.000 kr.), da der skete en løbende retserhvervelse, idet tilbagebetalingskravet var forholdsmæssigt.
• Løntillægget til udligning af beskatningen af relocation-ydelser ikke kunne medregnes. Dette skyldtes, at størrelsen af tillægget var afhængig af, hvor mange ydelser klageren valgte at benytte, og dermed ikke var garanteret i ansættelseskontrakten. Selvom klagerens repræsentant anførte, at der blev udbetalt et kontantbeløb, og at der ikke blev foretaget en endelig afstemning, ændrede dette ikke på, at beløbet ikke var garanteret i kontrakten.

Den samlede garanterede månedlige indkomst for klageren blev således opgjort til 62.833 kr. (55.833 kr. + 7.000 kr.).

Da den garanterede månedlige indkomst på 62.833 kr. var lavere end minimumskravet på 65.100 kr. for indkomståret 2018, fandt Landsskatteretten, at klageren ikke opfyldte vederlagskravet i Kildeskatteloven § 48 E, stk. 3, nr. 3.