Afvisning af klage vedrørende Energitilsynets afgørelse om varmeforsyningstariffer

Energiklagenævnet modtog den 21. marts 2017 en klage fra XXX over Energitilsynets afgørelse af 13. marts 2017. Afgørelsen vedrørte EnergiMidt a.m.b.as (nu Eniig a.m.b.a.) introduktionstilbud og graduerede abonnementsbidrag. Klagen blev afvist på grund af manglende klageberettigelse.

Energitilsynets oprindelige afgørelse

Energitilsynet havde vurderet, om EnergiMidts introduktionstilbud, som indebar en halveret BBR m² betaling for nye kunder tilsluttet efter 31. december 2015, var i strid med Varmeforsyningsloven § 20, stk. 5 jf. Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1, eller urimeligt i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4. Ligeledes blev det vurderet, om det graduerede abonnementsbidrag for store og små kunder var i strid med Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1 eller urimeligt efter Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4.

Energitilsynet fandt ikke, at introduktionstilbuddet var i strid med loven. Baggrunden for tilbuddet var et ønske om at øge tilslutningsprocenten, og det blev lagt til grund, at det ikke øgede det faste bidrag for eksisterende kunder og forventedes at gavne dem fra senest 2020. Energitilsynet vurderede også, at det graduerede abonnementsbidrag ikke var i strid med loven, da forskellen skyldtes omkostninger til drift og vedligeholdelse af forskellige målerstørrelser.

Klagerens argumenter for klageberettigelse

Klageren anførte flere synspunkter til støtte for sin klageberettigelse:

• Klager henviste til Folketingets Ombudsmands praksis vedrørende partsbegrebet og kravet om væsentlig og retlig interesse.
• Det blev fremført, at Energiklagenævnet er forpligtet til at realitetsbehandle sagen, uanset klageberettigelse, hvis der er mistanke om lovovertrædelse af større eller principiel betydning, med henvisning til FOU 1990.83 og en tidligere afgørelse fra Energiklagenævnet (j.nr. 1021-13-123).
• Klager argumenterede for, at det var uden betydning for klageberettigelsen, at spørgsmålet om lovligheden af tariferingen også havde betydning for andre kunder.
• Klager mente, at kravene til partsstatus ikke gjaldt, da klager var adressat for Energitilsynets afgørelse, og at partsbegrebet kunne udvides.

Forsyningstilsynets bemærkninger

Forsyningstilsynet fastholdt, at klager ikke var part i sagen, da klager ikke havde den fornødne individuelle interesse. Afgørelsen var rettet mod virksomheden, og det faktum, at klagers henvendelse havde initieret sagen, gav ikke klager partstatus. Forsyningstilsynet henviste desuden til en tidligere afgørelse fra Energiklagenævnet (j.nr. 1021-16-27), hvor klager ligeledes ikke blev anset for at have den fornødne interesse i en lignende sag om EnergiMidts tarifering.

Energiklagenævnet afviste klagen over Energitilsynets afgørelse af 13. marts 2017 på grund af manglende klageberettigelse.

Retsgrundlag for klageberettigelse

Energiklagenævnet behandler klager i henhold til Varmeforsyningsloven § 26, stk. 1. Da varmeforsyningsloven ikke udtømmende regulerer klageberettigelse, anvendes de almindelige forvaltningsretlige regler. Disse regler kræver, at en klager har en væsentlig og individuel interesse i, at afgørelsen ændres. Begge betingelser skal være opfyldt:

• Væsentlig interesse: Betydningen af afgørelsen for klageren skal være af en vis styrke og intensitet, ud over en moralsk eller generel interesse.
• Individuel interesse: Afgørelsen skal være mere indgribende over for klageren end for andre berørte personer. Hvis en større kreds af personer berøres på samme måde, foreligger der ikke en individuel interesse.

Energiklagenævnets vurdering og afgørelse

Efter en samlet og konkret vurdering fandt Energiklagenævnet, at klager ikke var klageberettiget. Nævnet lagde vægt på, at Energitilsynets afgørelse ikke var mere indgribende over for klager end for de øvrige forbrugere. Der blev ikke fundet yderligere omstændigheder, der kunne begrunde en individuel interesse i en efterprøvelse af Energitilsynets vurdering vedrørende BBR m² opkrævning for nye kunder og det graduerede abonnementsbidrag.

På baggrund heraf afviste Energiklagenævnet klagen. Afgørelsen er truffet i henhold til delegation fra nævnets formand, jf. Bekendtgørelse om forretningsorden for Energiklagenævnet § 4, stk. 1. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Søgsmål til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder efter meddelelse, jf. Varmeforsyningsloven § 26, stk. 4.