Døgnplejer Anses for Lønmodtager – Fradrag for Driftsomkostninger Hjemvist (2015-2017)

Sagen omhandler en klager, der driver døgnplejevirksomhed, og hvorvidt indkomsten herfra skal anses som lønmodtagerindkomst eller indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed for indkomstårene 2015-2017. Skattestyrelsen havde anset klageren for lønmodtager, hvilket medførte en nedsættelse af overskud af virksomhed til 0 kr., annullering af øvrige fradrag i personlig indkomst, og flytning af renteudgifter fra virksomhed til personlig indkomst. Desuden blev rentekorrektion under virksomhedsordningen ikke godkendt, da ordningen ikke kan anvendes for lønmodtagere.

Klageren har siden 1989 drevet døgnplejevirksomhed som enkeltmandsvirksomhed i virksomhedsordningen. Indkomsten stammer primært fra to kommuner, [by1] Kommune og [by2] Kommune, for døgnophold og aflastningsophold af tre plejebørn. Kontrakterne, der formelt skulle genforhandles årligt, blev lagt til grund som gældende for de påklagede år.

Virksomhedens økonomi

Klagerens årsrapporter for de påklagede år viste følgende resultater:

Fordelingen mellem erhverv og privat i regnskaberne var baseret på antal dage for plejebørn og klagerens egen husstand. Klageren havde ansat sin datter til socialpædagogisk arbejde, med en kontraktuel arbejdstid på 28 timer pr. måned.

Kontraktforhold og regulering

Kontrakterne med kommunerne indeholdt bestemmelser om:

• Faste månedlige vederlag og skattefri omkostningsdækning for kost og logi.
• Opsigelsesvarsel (14 dage de første 3 måneder, derefter 1 måned).
• Klagerens forpligtelse til at følge råd og anvisninger fra sagsbehandleren, herunder skærpet underretningspligt og overholdelse af samværsplaner.
• Krav om halvårlig statusbeskrivelse til kommunen.
• Tilbud om supervision og obligatorisk deltagelse i kursusdage.
• Kommunens tilsyn med barnet og anbringelsen.
• Kommunens ansvarsforsikring for anbragte børn, med en selvrisiko for plejefamilien.
• Manglende arbejdsskadeforsikring og rejseforsikring dækket af kommunen for plejefamilien.
• En erklæring i kontrakten om, at plejefamilien ikke betragtes som lønmodtagere.

Skattestyrelsen fastholdt sin afgørelse med henvisning til en samlet konkret vurdering af kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven og Østre Landsrets dom SKM2017.739.ØLR. Skattestyrelsen lagde vægt på det faste vederlag, opsigelsesvarsel, kommunens tilsyn og kontrol, samt manglende økonomisk risiko for klageren.

Klagerens repræsentant påstod, at døgnplejevirksomheden skulle anses som selvstændig erhvervsvirksomhed, og subsidiært, at der var ret til fradrag for driftsomkostninger efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Ligningsloven § 9, stk. 1.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om, at klageren skulle anses for lønmodtager for døgnplejeaktiviteten i indkomstårene 2015-2017. Retten lagde vægt på en samlet vurdering af forholdet mellem klageren og kommunerne, baseret på kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven og praksis fastlagt af Højesteret og Østre Landsret, herunder dommen SKM2017.739.ØLR.

Landsskatterettens begrundelse for lønmodtagervurderingen inkluderede følgende punkter:

• Længerevarende arbejdsforhold og fast vederlag: Klageren havde et længerevarende arbejdsforhold med de samme to hvervgivere, og vederlaget fulgte takstreguleringen uden individuel kontraktforhandling. Vederlaget blev udbetalt månedligt med et fast beløb, bortset fra aflastningsforholdet, hvor vederlaget varierede.
• Opsigelsesvarsel: Kontrakterne indeholdt et opsigelsesvarsel på 14 dage de første 3 måneder og 1 måned derefter, hvilket er karakteristisk for et lønmodtagerforhold.
• Instruktionsbeføjelse og tilsyn: Klageren var underlagt kommunernes instruktionsbeføjelse, herunder tilsyn og kontrol i henhold til Serviceloven § 66a, stk. 1 og 4. Klageren var forpligtet til at følge råd og anvisninger fra sagsbehandleren, overholde samværsplaner og fremsende statusbeskrivelser. Begrænsningen i adgangen til flere hvervgivere og krav om oplysning om andre plejeforhold talte også for et lønmodtagerforhold.
• Manglende økonomisk risiko: Vederlaget fra kommunen, herunder den takstmæssigt opgjorte betaling for kost og logi, tilsigtede at dække de almindelige udgifter ved plejeaktiviteten. Klageren havde ikke godtgjort at have afholdt væsentlige nødvendige eller sædvanlige udgifter, der oversteg den fastsatte godtgørelse. Dette betød, at klageren ikke handlede for egen regning og risiko.
• Ansættelse af datter: Selvom klageren havde ansat sin datter, blev dette ikke anset for at tale for selvstændig erhvervsvirksomhed, da datterens arbejdstid (28 timer pr. måned) ikke oversteg den daglige indsats på 3-4 timer, der ellers skulle udføres af fremmed arbejdskraft, som krævet i personskattecirkulæret for nærtstående.
• Ikke afgørende momenter: Selvom manglende arbejdsskadeforsikring og rejseforsikring fra kommunen, samt en selvrisiko på 500 kr. for skader, talte for en vis risiko, var disse ikke tilstrækkelige til at ændre den samlede vurdering. Ligeledes blev den økonomiske risiko ved ændring af aflastningsforholdet for plejebarn 3 ikke tillagt afgørende vægt.

Landsskatteretten bemærkede, at kommunens egen erklæring om, at plejefamilier ikke er lønmodtagere, ikke var afgørende, da den skattemæssige klassificering sker på baggrund af de faktiske forhold og kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994.

Fradrag for driftsomkostninger

Landsskatteretten hjemviste spørgsmålet om adgang til fradrag for driftsomkostninger, herunder den eventuelle beløbsmæssige opgørelse heraf, til Skattestyrelsen. Dette skulle ske i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Ligningsloven § 9, stk. 1, og kun for udgifter, der ikke var dækket af kommunale godtgørelser. Bevisbyrden for merudgifter påhviler klageren.