Spillevirksomhed nægtet fradrag for gevinster grundet manglende bevis for retlig forpligtelse

Sagen omhandlede, hvorvidt et selskab, der drev en spillehal som forhandler for [virksomhed2], var berettiget til fradrag for udbetalte gevinster på 280.405 kr. i indkomståret 2014. Selskabet havde som dokumentation fremlagt håndskrevne notater, bankoverførsler til to privatpersoner og senere 107 gevinstkuponer.

Skattestyrelsen nægtede fradraget med henvisning til væsentlige mangler i selskabets bogføring, herunder manglende kasserapporter og utilstrækkelige bilag. Skattestyrelsen fandt det ikke dokumenteret, at udgifterne var fradragsberettigede driftsomkostninger i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Selskabet argumenterede, at bankoverførslerne til eksterne parter var tilstrækkelig dokumentation for, at der var tale om en reel driftsomkostning og ikke et privat udtag. Landsskatteretten fandt det dog ikke bevist, at selskabet var retligt forpligtet til at afholde udgiften, især da forhandlerkontrakten med [virksomhed2] ikke blev fremlagt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Retten fastslog, at fradragsret for driftsomkostninger efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a kræver, at skatteyderen er retligt forpligtet til at afholde udgiften. Bevisbyrden herfor påhviler skatteyderen, jf. Højesterets dom i SKM2004.162.HR.

Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke havde løftet denne bevisbyrde. Retten lagde afgørende vægt på følgende punkter:

• Forhandlerstatus: Selskabet fungerede som forhandler for [virksomhed2], og det måtte derfor formodes, at selskabet handlede for [virksomhed2]s regning ved håndtering af spilprodukter, herunder indløsning af gevinster.
• Manglende dokumentation: Selskabet havde trods anmodning ikke fremlagt forhandlerkontrakten med [virksomhed2]. Denne kontrakt kunne have dokumenteret, om selskabet var retligt forpligtet til selv at afholde udgifterne til gevinster.
• Utilstrækkelige bilag: De fremlagte gevinstkuponer dokumenterede ikke, at selskabet var den endelige bærer af udgiften.

Da selskabet ikke kunne dokumentere en retlig forpligtelse til at afholde udgiften, blev fradraget nægtet.