Skattepligt af udbetalte godtgørelser og betaling af private udgifter

Sagen omhandler en hovedanpartshaver, der er eneejer af et kurerkørselsselskab, og som har modtaget betydelige beløb i skattefri godtgørelse for rejse- og befordringsudgifter i indkomstårene 2014-2016, samtidig med en lav månedsløn på ca. 5.000 kr. Derudover har selskabet betalt for private bukser til klageren i 2016.

Skattestyrelsen anså de udbetalte godtgørelser for skattepligtige, da den lave løn i forhold til de udbetalte godtgørelser blev anset for at være en lønomlægning i strid med modregningsforbuddet i Ligningsloven § 9, stk. 4, 3. pkt.. Skattestyrelsen henviste til, at klagerens gennemsnitlige timeløn i en periode var 23,50 kr., hvilket var langt under en overenskomstmæssig mindsteløn. Desuden fandt Skattestyrelsen, at de indsendte kørselsrapporter for dele af perioden var mangelfulde og ikke muliggjorde tilstrækkelig kontrol. Betalingen for bukserne blev også anset for en skattepligtig privat udgift, da der ikke var dokumentation for, at de var arbejdstøj med synligt logo.

Klagerens repræsentant bestred Skattestyrelsens omkvalificering af godtgørelserne til løn og anførte, at kravet om en vis lønstørrelse var opfyldt. Det blev også anført, at Skattestyrelsen havde foretaget forkerte periodiseringer og gennemsnitsberegninger. Subsidiært gjorde klageren gældende, at der skulle ske fradrag efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, da udgifterne var af erhvervsmæssig karakter. Mere subsidiært blev det anført, at sagen burde hjemvises til fornyet behandling på grund af åbenbart forkerte beregninger.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om beskatning af udbetalte godtgørelser og private udgifter.

Skattefri godtgørelser

Landsskatteretten fandt, at klagerens månedlige løn på ca. 5.000 kr. i indkomstårene 2014-2016 var af symbolsk og ubetydelig karakter. I forhold til de betydelige udbetalte skattefrie godtgørelser (henholdsvis 216.410 kr., 380.223 kr. og 223.257 kr. årligt), var der et åbenbart misforhold. Dette misforhold indikerede, at der var sket en lønomlægning i strid med modregningsforbuddet i Ligningsloven § 9, stk. 4, 3. pkt.. Retten henviste til praksis, herunder SKM2006.181.SR, SKM2014.767.SR, SKM2017.75.SR, SKM2017.591.LSR og SKM2012.463, som understøtter, at lønnen ikke må være ubetydelig, og at der ikke må ske lønomlægning.

Landsskatteretten bemærkede desuden, at de fremlagte kørselsrapporter for perioden 2014 til og med marts 2016 ikke var fyldestgørende. De manglede specifikke oplysninger om kørslens erhvervsmæssige formål, delmål, anvendte satser og beregning af godtgørelsen. Dette betød, at selskabet ikke havde haft mulighed for at føre den fornødne kontrol med udbetalingerne, som krævet i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2. Manglerne blev ikke anset for bagatelagtige. Bevisbyrden for opfyldelse af betingelserne for skattefri udbetaling påhvilede klageren, jf. SKM2013.136.BR.

Landsskatteretten fastslog, at klageren ikke kunne opnå fradrag efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, men henviste til muligheden for fradrag efter Ligningsloven § 9 C via Ligningsloven § 9 B, stk. 4, 2. pkt.. Da der ikke forelå en opgørelse af et befordringsfradrag, og dette ikke var behandlet af Skattestyrelsen, blev opgørelsen af et eventuelt befordringsfradrag hjemvist til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Indkøb af bukser

Landsskatteretten vurderede, at de af selskabet indkøbte bukser til 1.800 kr. var til privat brug. På baggrund af manglende dokumentation for et synligt logo og betaling for forandring af bukserne, fandt retten, at selskabet havde afholdt private udgifter for klageren. Disse udgifter blev anset for skattepligtig løn omfattet af Kildeskatteloven § 43, stk. 1 og Statsskatteloven § 4 c. Klageren skulle endvidere betale arbejdsmarkedsbidrag af beløbet i henhold til Arbejdsmarkedsbidragsloven § 1. Bukserne var ikke omfattet af bagatelgrænsen i Ligningsloven § 16, stk. 3, da de ikke i overvejende grad var ydet af hensyn til klagerens arbejde.