Landsskatteretten: Fradrag for kost og logi – Skirejsebureauansatte – Ligningslovens § 9 A

Sagen omhandler en klagers ret til fradrag for kost og logi i indkomstårene 2015 og 2016, hvor klageren var ansat i et dansk rejsebureau, der drev hoteller i udlandet. Klageren arbejdede henholdsvis 35 dage i 2015 og 100 dage i 2016. Arbejdsgiveren havde stillet logi til rådighed, og der var et dagligt nettotræk på 160 kr. på lønsedlen, som klageren hævdede dækkede udgifter til logi og en egenbetaling på 45 kr. for kost.

Skattestyrelsen havde alene godkendt fradrag for småfornødenheder svarende til 25 % af standardsatsen for kost, da de anså klageren for at have modtaget fri kost. Fradrag for logi blev ikke godkendt. Klageren påstod fuldt fradrag for kost og logi, subsidiært fradrag for faktiske udgifter.

Klagepunkter og afgørelser

Klagerens argumentation

Klagerens repræsentant argumenterede for, at medarbejderne havde ret til fuldt fradrag for kost i henhold til Ligningsloven § 9 A, da de havde en aftale om at betale 45 kr. netto pr. dag for kost. Dette beløb blev trukket fra lønnen og oversteg arbejdsgiverens kostpris. Det blev fremført, at ordningen var sammenlignelig med en kantineordning, hvor medarbejderen betaler med beskattede midler, og at kosten derfor ikke var "fri" i skattemæssig forstand. Der blev henvist til Ligningsloven § 16, stk. 3 om køb af virksomhedens egne produkter til kostpris. For logi blev det anført, at klageren havde en dokumenteret udgift på 160 kr. pr. dag, som ikke var dækket af arbejdsgiveren, og derfor skulle være fradragsberettiget i henhold til Ligningsloven § 9a, stk. 1 og Ligningsloven § 9a, stk. 7. Repræsentanten påpegede, at en "lønforklaring" udleveret til medarbejderne specificerede, at de 160 kr. dækkede kost og logi, og at dette skulle anses som et tillæg til ansættelseskontrakten. Der blev også fremlagt lønsedler for kokke, der viste et minimumstræk på 60 kr., hvoraf 45 kr. angiveligt dækkede kost og 15 kr. liftkort, som bevis for den interne politik om kostprisen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og fandt, at klageren ikke var berettiget til det fulde fradrag for kost og logi. Begrundelsen herfor var som følger:

• Bevisbyrde: Bevisbyrden for, at en udgift er fradragsberettiget, påhviler den skattepligtige, jf. SKM2004.162.HR.
• Kostfradrag:
  • Ansættelseskontrakterne var ensartede og indeholdt ingen oplysninger om fri kost eller mulighed for at købe kost af arbejdsgiveren.
  • Lønsedlerne viste et ensartet træk på 160 kr. pr. dag, uden at det fremgik, hvad beløbet dækkede, eller om det varierede, hvis kost blev fravalgt.
  • Det fremlagte bilag "lønforklaring" blev ikke anset for at indeholde en klar fastlæggelse af, hvad der blev betalt for.
  • Landsskatteretten fandt det ikke bevist, at der var betalt for kost, eller i givet fald hvor meget.
  • En eventuel egenbetaling på 45 kr. for kost kunne efter Landsskatterettens opfattelse ikke anses for at være afholdelse af egne udgifter til kost i Ligningsloven § 9 A, stk. 7's forstand. Dette betød, at klageren ikke var berettiget til at anvende standardsatsen for kost.
  • Klageren var derfor alene berettiget til fradrag for udgifter til småfornødenheder med 25 % af standardsatsen, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 7.
• Logifradrag:
  • Klageren var ikke berettiget til fradrag for logi, da det direkte fremgik af ansættelseskontrakten, at indkvartering blev stillet til rådighed af arbejdsgiveren.
  • Det var ikke godtgjort, om og hvor meget der var betalt for logi.
  • Landsskatteretten bemærkede desuden, at der var kommet skiftende forklaringer på sammensætningen af beløbet på 160 kr.

Landsskatteretten kunne som klageinstans kun bedømme de påklagede forhold og tog derfor ikke stilling til andre fradrag, f.eks. for liftkort.