Landsskatteretten: Skattepligtig befordringsgodtgørelse og rejseudgifter – manglende dokumentation

Sagen omhandler en hovedanpartshaver og direktør, der i indkomståret 2012 modtog skattefri befordringsgodtgørelse fra sin arbejdsgiver, [virksomhed2] A/S, samtidig med at han havde en fri firmabil (VW Sharan Van) til rådighed fra sit eget selskab, [virksomhed1] ApS. Klageren havde modtaget 59.902 kr. i skattefri kørselsgodtgørelse for 15.764 km kørsel til og i Polen i forbindelse med opstart af en fiskefabrik. Klageren hævdede, at kørslen var foretaget i hans samlevers ældre Citroën Xsara for at undgå for mange kilometer på firmabilen, og at kilometertælleren på Citroënen var defekt. SKAT forhøjede klagerens personlige indkomst med det fulde beløb, da de ikke fandt det dokumenteret, at kørslen var foretaget i samlevers bil, og fordi fri bil udelukker skattefri befordringsgodtgørelse.

Klageren havde desuden selvangivet et fradrag på 37.050 kr. for rejseudgifter (kost og logi) i forbindelse med opholdet i Polen, baseret på 57 udedøgn og standardsatsen. SKAT godkendte kun et fradrag på 6.484 kr. (25% af standardsatsen for småfornødenheder), idet de mente, at arbejdsgiveren havde afholdt alle udgifter til kost og logi. Dette var baseret på en telefonisk oplysning fra den daværende direktør for [virksomhed2] A/S. Klageren bestred dette og fremlagde mails fra både den tidligere og nuværende direktør, der afviste, at selskabet havde afholdt disse udgifter for klageren. Klageren fremlagde også kontoudtog fra [virvirksomhed2] A/S, der viste rejseomkostninger for andre navngivne personer, men ikke for klageren.

Klageren fastholdt, at han kun skulle beskattes af 11.544 km af befordringsgodtgørelsen, da firmabilen maksimalt kunne have kørt dette antal kilometer i den relevante periode, og subsidiært, at han skulle indrømmes fradrag efter Ligningsloven § 9 C for de resterende 4.212 km. Vedrørende rejseudgifterne fastholdt klageren retten til det fulde selvangivne fradrag, idet han mente, at bevisbyrden for, at arbejdsgiveren havde dækket udgifterne, lå hos SKAT, og at standardsatsen netop dækker udokumenterede udgifter.

Landsskatterettens afgørelse

Skattefri befordringsgodtgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren skulle beskattes af den fulde modtagne befordringsgodtgørelse på 59.903 kr. Dette skyldtes, at arbejdsgiveren ikke havde ført den nødvendige kontrol med, hvilken bil der var anvendt til kørslen, hvilket er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse jf. Ligningsloven § 9, stk. 4 og Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 2. Selvom klageren hævdede at have brugt sin samlevers bil, og reparationsregninger indikerede, at den frie firmabil maksimalt kunne have kørt 11.544 km af de 15.764 km, blev det ikke anset for dokumenteret, at betingelserne for skattefrihed var opfyldt. Landsskatteretten lagde vægt på, at:

• Kørselsregnskabet ikke specificerede den anvendte bil.
• Arbejdsgiveren ikke havde ført kontrol med brugen af egen bil.
• Klageren havde fri firmabil til rådighed, hvilket udelukker skattefri godtgørelse for kørsel i denne.
• Samleverens bil (Citroën Xsara) ifølge synsrapporterne ikke levnede plads til den påståede kørsel, og det var ikke påvist, at rapporterne var misvisende.

Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse om beskatning af hele beløbet.

Fradrag for befordring mellem hjem og arbejde

Klagerens subsidiære påstand om fradrag for 4.212 km efter Ligningsloven § 9 C blev ikke godkendt. Landsskatteretten henviste til Ligningsloven § 9 C, stk. 7, som fastslår, at fri bil til rådighed reelt udelukker fradrag for kørsel mellem hjem og arbejde, medmindre den personlige indkomst forhøjes med et tilsvarende beløb. Da klageren havde fri bil, fandtes han ikke berettiget til dette fradrag.

Fradrag for rejseudgifter

Landsskatteretten fastholdt SKATs afgørelse om, at klageren kun var berettiget til fradrag for 6.484 kr. til dækning af småfornødenheder. Dette skyldtes, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at klageren selv havde afholdt udgifterne til kost og overnatning i Polen, jf. Ligningsloven § 9 A. Retten lagde vægt på, at SKAT den 5. april 2013 telefonisk havde fået oplyst af den daværende direktør for [virksomhed2] A/S, at alle klagerens omkostninger var betalt af selskaberne i Danmark eller Polen. Direktørens efterfølgende udtalelse om, at han ikke kunne erindre at have sagt dette, og at det ikke var tilfældet, blev ikke tillagt afgørende vægt. Det blev heller ikke godtgjort, at direktørens oprindelige udtalelse ikke omhandlede klageren. Da udgifterne ikke var dokumenteret afholdt af klageren selv, kunne kun fradrag for småfornødenheder godkendes.