Selskabs betaling af fagligt kontingent for hovedanpartshaver beskattes som personlig indkomst

Sagen omhandlede en kiropraktor, der var direktør og hovedanpartshaver i et anpartsselskab. Selskabet havde i indkomstårene 2015-2017 betalt kontingent til [Forening1], en interesseorganisation for danske kiropraktorer. Kontingentet udgjorde 17.200 kr. i 2015 og 20.000 kr. i både 2016 og 2017. Det blev oplyst, at klageren personligt var medlem af foreningen, selvom kontingentet fra 2014 blev indberettet på selskabets CVR-nummer. Foreningen havde ikke foretaget en fordeling af kontingentudgiften i en privat og en erhvervsmæssig andel.

SKATs afgørelse

SKAT anså selskabets betaling af kontingentet som yderligere løn til klageren. Begrundelsen var, at kontingentet ikke udgjorde en erhvervsmæssig driftsudgift for selskabet, men derimod en privat udgift for klageren, afholdt af selskabet. SKAT henviste til, at private udgifter betalt af et selskab normalt anses for skattepligtigt udbytte, jf. Ligningsloven § 16a, stk. 1, men at udgiften i praksis kunne godkendes som yderligere løn, der skulle medregnes i klagerens lønindkomst, jf. Statsskatteloven § 4, stk. 1. SKAT anførte, at forpligtelsen til at betale kontingentet påhvilede klageren som medlem. Selvom klageren kunne foretage et ligningsmæssigt fradrag for beløbet, var dette begrænset til 6.000 kr. og betinget af indberetning fra foreningen, jf. Ligningsloven § 13, stk. 1. Da foreningen ikke havde opdelt kontingentet, kunne der ikke godkendes et ligningsmæssigt fradrag.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at kontingentet var en fradragsberettiget driftsomkostning for selskabet, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, og derfor ikke skulle anses for yderligere løn til klageren. Repræsentanten argumenterede for, at SKATs henvisning til vejledningen om selvstændigt erhvervsdrivendes fordeling af kontingent var misvisende, da den ikke gjaldt for selskaber. Det blev fremhævet, at [Forening1] varetog medlemmernes faglige, økonomiske og sociale interesser, herunder forhandlede overenskomster, og at medlemskabet var en forudsætning for selskabets løbende indtjening, især i forhold til at modtage patienter med offentligt tilskud. Repræsentanten henviste til en tidligere Landsskatteretskendelse (LSR 11. december 2001, 2-3-1836-1366), hvor et tandlægeselskabs kontingentudgift blev anset for en driftsudgift, da selskabets indkomst var direkte afhængig af tandlægens medlemskab. Det blev understreget, at selskabet var medlem, og at kontingentsatsen for ejere af klinikker var højere end for ansatte, hvilket understøttede, at det var en erhvervsmæssig udgift for selskabet og ikke et fagforeningskontingent for en ansat.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og fandt, at selskabets betaling af kontingent til [Forening1] skulle beskattes hos klageren som personlig indkomst. Retten lagde til grund, at personlig indkomst omfatter alle indkomster, der indgår i den skattepligtige indkomst, og som ikke er kapitalindkomst, jf. Personskatteloven § 3, stk. 1. Der er fradrag for udgifter til kontingenter til faglige sammenslutninger, der varetager erhvervsgruppens økonomiske interesser, jf. Ligningsloven § 13, stk. 1.

Landsskatteretten fastslog, at forpligtelsen til at betale kontingent til en faglig forening påhviler medlemmet. Når en arbejdsgiver betaler kontingent for en ansat, er det en udgift, der påhviler den ansatte, og beløbet skal derfor medregnes til den ansattes personlige indkomst som lønindkomst. Den ansatte kan herefter foretage et ligningsmæssigt fradrag for beløbet, jf. tidligere praksis som LSR 7. september 2010, jr.nr. 09-03011 og LSR 8. november 2006, TfS 2007, 220LSR.

Retten lagde vægt på, at det var klageren personligt, der var medlem af [Forening1], hvilket fremgik af foreningens vedtægter, der fastsatte kontingent for ordinære medlemmer, der er ejer eller medejer af en kiropraktisk klinik. Forpligtelsen til at betale kontingentet påhvilede derfor klageren som følge af hans medlemskab.

Selskabets betaling af kontingentet blev således anset for en privat udgift for klageren, som skulle beskattes som personlig indkomst. Klageren kunne herefter fratrække kontingentet som et ligningsmæssigt fradrag, jf. Ligningsloven § 13, stk. 1.

Landsskatteretten fandt ikke, at den af klagerens repræsentant fremhævede afgørelse af 11. december 2001 (LSR 2-3-1836-1366) kunne føre til et andet resultat. Retten henviste i stedet til LSR 8. november 2006, TfS 2007, 220LSR, hvor selskabets betaling af kontingent skulle beskattes som personlig indkomst hos den ansatte tandlæge.

På baggrund heraf stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse.