Manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag – fast driftssted

Sagen omhandler Skattestyrelsens opgørelse af manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for indkomståret 2015 for en polsk virksomhed, [virksomhed1] v/ [person1]. Skattestyrelsen havde opgjort de manglende beløb til henholdsvis 354.377 kr. i A-skat og 56.028 kr. i arbejdsmarkedsbidrag, baseret på overførsler til en polsk konto benævnt "Pensje" (lønninger) på i alt 700.350 kr. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Virksomheden, der var stiftet i 2009 og registreret i både Polen og Danmark, udførte entrepriser inden for byggeri og vedligeholdelse af ejendomme. Virksomhedens ejer forklarede, at hovedvirksomheden blev drevet fra Polen, hvor løn og skat blev afregnet for de ansatte. Den danske adresse i [by1] blev primært brugt til opbevaring af maskiner og materialer samt som opholdssted og overnatning for de ansatte, der typisk opholdt sig i Danmark i ca. to uger ad gangen. Virksomhedens ejer var selv i Danmark 4-5 dage ved opstart af opgaver og varetog kundekontakt, tilsyn, instruktion og materialelevering. Fakturaer blev udarbejdet i [by1] eller Polen, men den danske adresse og danske telefonnumre fremgik af virksomhedens danske hjemmeside.

Skattestyrelsen blev i november 2015 kontaktet af Arbejdstilsynet, der havde truffet to af virksomhedens ansatte i Danmark. Virksomheden var ikke registreret med A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag i Danmark. Skattestyrelsen anså virksomheden for at have et fast driftssted i Danmark og dermed pligt til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Skattestyrelsen henviste til [dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen artikel 5, stk. 1 og 2], som omfatter et kontor eller et sted, hvorfra et foretagende ledes, som fast driftssted. Skattestyrelsen argumenterede, at den danske adresse, brugen af danske telefonnumre, fakturering fra [by1] og manglende dokumentation for polsk aktivitet understøttede etableringen af et fast driftssted.

Virksomhedens repræsentant bestred afgørelsen og henviste til, at SKAT i juni 2015, efter en kontrol af momsangivelser, havde oplyst, at der "pt. ikke kan statueres skattemæssigt fast driftssted i Danmark". Repræsentanten mente, at virksomheden havde handlet i god tro og tillid til denne besked, og at en ændret afgørelse med tilbagevirkende kraft til 2015 var i strid med retssikkerheden. Det blev også oplyst, at polske myndigheder havde kontrolleret virksomheden uden anmærkninger, og at ansatte betalte skat i Polen.

Skattestyrelsen fastholdt, at nye oplysninger for 2015 ændrede vurderingen af fast driftssted i forhold til den tidligere kontrol. Landsskatteretten skulle derfor vurdere, om der var et fast driftssted, og om virksomheden hæftede for den manglende indeholdelse af skatter og bidrag.

Landsskatterettens afgørelse

Fast driftssted

Sagen drejede sig primært om, hvorvidt virksomheden i indkomståret 2015 havde etableret et fast driftssted i Danmark. Landsskatteretten henviste til [dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen artikel 7, stk. 1], som fastslår, at fortjeneste fra en polsk virksomhed kun kan beskattes i Polen, medmindre virksomheden driver erhvervsvirksomhed i Danmark gennem et fast driftssted. I så fald kan den del af fortjenesten, der kan henføres til det faste driftssted, beskattes i Danmark.

For at statuere et fast driftssted skal der ifølge [dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen artikel 5, stk. 1] eksistere et forretningssted, der er etableret på et givent sted med en vis grad af varighed, hvorfra virksomheden helt eller delvist udøves. Udtrykket omfatter ifølge [dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen artikel 5, stk. 2] bl.a. et sted, hvorfra et foretagende ledes, en filial eller et kontor. Et bygnings-, anlægs- eller installationsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis det er opretholdt i mere end 12 måneder, jf. [dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen artikel 5, stk. 3].

Landsskatteretten bemærkede, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten stemmer overens med 2014-udgaven af OECD’s modeloverenskomst, hvis kommentarer definerer "forretningssted" som alle lokaler, indretninger eller installationer, der benyttes til at udøve foretagendets virksomhed, og som skal være faste og have en vis grad af varighed (sædvanligvis mere end seks måneder).

Retten henviste til relevant praksis, herunder:

• SKM2019.185.ØLR: Østre Landsret fandt formodning for fast driftssted, hvor dansk lejemål fungerede som ledelses- og koordinationssted for en polsk håndværkervirksomhed med primært danske kunder.
• SKM2017.710.ØLR: Østre Landsret fandt begrænset skattepligt for polsk entreprenørvirksomhed med fast driftssted i Danmark, baseret på lejet ejendom til overnatning, dansk adresse/telefonnummer på hjemmeside og ejerens aktive deltagelse i opgaver i Danmark.
• SKM2017.460.BR: Retten i [by3] fandt ikke fast driftssted, da dansk adresse alene blev brugt til overnatning, og det ikke var bevist, at virksomhed blev udøvet derfra.

Landsskatteretten fandt, at virksomheden ikke opretholdt en byggeplads i mere end 12 måneder, hvorfor [dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen artikel 5, stk. 3] ikke var opfyldt. Dog havde virksomheden etableret et forretningssted i [by1], der var både tidsmæssigt og geografisk fast, idet virksomheden var registreret på adressen fra 1. juli 2009 til 21. marts 2019, og der var fremlagt husleje fakturaer for 2015.

Efter en samlet vurdering af de faktiske forhold, herunder at virksomhedens ejer typisk opholdt sig i Danmark på adressen i [by1] ved opstart af opgaver, at fakturaer blev udarbejdet i [by1], at den danske adresse og telefonnumre fremgik af virksomhedens danske hjemmeside, og at ejeren varetog kundekontakt, tilsyn, instruktion og materialelevering, fandt retten, at virksomheden delvist blev udøvet gennem det lejede forretningssted i Danmark. Betingelserne for etablering af et fast driftssted var derfor opfyldt efter [dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen artikel 5, stk. 1 og 2].

Det ændrede ikke resultatet, at det daværende SKAT i 2015 havde oplyst, at der ikke kunne statueres fast driftssted, da brevet også angav, at beskatning kunne ske, hvis de faktiske forhold senere viste sig at være anderledes.

A-skat og arbejdsmarkedsbidrag

Landsskatteretten skulle herefter tage stilling til, om virksomheden hæftede for manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Pligt til at svare indkomstskat påhviler personer, der erhverver vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført i Danmark, jf. [Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 1]. Vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold henregnes til A-indkomst, jf. [Kildeskatteloven § 43, stk. 1]. Den, for hvis regning udbetalingen foretages, skal indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb, jf. [Kildeskatteloven § 46, stk. 1]. Hvis der ikke er modtaget skattekort, skal der indeholdes 55 % A-skat, jf. [Kildeskatteloven § 48, stk. 7]. Arbejdsmarkedsbidrag udgør 8 % af grundlaget, jf. [Arbejdsmarkedsbidragsloven § 1] og [Arbejdsmarkedsbidragsloven § 2, stk. 1, nr. 1].

Virksomheden hæfter for manglende indeholdelse af skatter og bidrag, medmindre det godtgøres, at der ikke er udvist forsømmelighed, jf. [Kildeskatteloven § 69, stk. 1] og [Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7].

Virksomhedens ejer havde fremlagt arbejdsaftaler for to arbejdere, der var ansat som murere. Skattestyrelsen havde anset overførsler til en polsk konto med benævnelsen "Pensje" (lønninger) som lønudbetalinger til ansatte. Den samlede lønudbetaling for 2015 blev opgjort til 700.350 kr., og Skattestyrelsen beregnede A-skat til 354.377 kr. og arbejdsmarkedsbidrag til 56.028 kr. Virksomhedens ejer havde oplyst, at ansatte fik udbetalt løn og betalte skat i Polen, og Skattestyrelsens beregning var ikke bestridt.

Landsskatteretten fandt, at overførslerne på samlet 700.350 kr. kunne henføres til lønudbetaling for arbejde udført for virksomheden. Virksomheden var derfor ansvarlig for den manglende indbetaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag og kunne ikke fritages for hæftelsesansvar.

Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.