Skattepligt af befordrings- og rejsegodtgørelse – manglende dokumentation og kontrol

Sagen omhandler en klagers skattepligt af modtagne befordrings- og rejsegodtgørelser i indkomstårene 2008-2016, samt spørgsmålet om Skattestyrelsens adgang til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne. Klageren, der var administrerende direktør og salgschef i en virksomhed, havde ifølge sin ansættelseskontrakt arbejdssted i hjemmet i [by1], men virksomheden havde adresse på Sjælland, hvor klageren også havde adgang til en lejet lejlighed.

Klageren modtog skattefri befordringsgodtgørelse i alle de omhandlede år og skattefri rejsegodtgørelse i årene 2013-2015. Skattestyrelsen forhøjede klagerens skattepligtige indkomst med de udbetalte godtgørelser og godkendte skønsmæssigt et kompenserende befordrings- og rejsefradrag. Skattestyrelsen begrundede afgørelsen med, at den fremlagte dokumentation for de udbetalte godtgørelser ikke opfyldte kravene i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1 og 2. Derudover mente Skattestyrelsen, at klageren ikke havde været på rejse i skattemæssig forstand, da rejsebegrebet i Ligningsloven § 9a, stk. 5 kræver, at rejsen varer mindst 24 timer, og at arbejdsstedet er midlertidigt. Virksomhedens adresse kunne ikke anses for midlertidig, da klageren havde kørt dertil i flere år. Skattestyrelsen anførte også, at der var uoverensstemmelse mellem de udbetalte kilometergodtgørelser og klagerens faktiske kørte kilometer i egne biler, og at der ikke var ført kontrol med overholdelse af 60-dages reglen i Ligningsloven § 9b, stk. 1, litra a.

For så vidt angår ansættelsesfristerne, mente Skattestyrelsen, at den forkortede ligningsfrist for indkomstårene 2008-2013 kunne tilsidesættes, da klageren eller nogen på dennes vegne (arbejdsgiveren) havde handlet groft uagtsomt, jf. Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. For indkomstårene 2014-2016 var genoptagelsen inden for den ordinære frist.

Klageren nedlagde påstand om, at skatteansættelserne skulle nedsættes til det selvangivne, og at godtgørelserne var skattefrie. Subsidiært ønskede klageren en genberegning af kompenserende fradrag. Klageren anførte, at hans hjem var hans arbejdssted, og at der var etableret en godkendelsesprocedure for udbetalingerne, som involverede økonomichefen og klagerens linemanager. Klageren fremlagde dokumentation for kørte kilometer, herunder for biler, som Skattestyrelsen ikke havde medtaget i deres beregninger, og påpegede fejl i Skattestyrelsens skønsmæssige opgørelse. Klageren bestred, at han havde handlet groft uagtsomt, da han havde indleveret al dokumentation til arbejdsgiveren, og det var uden for hans kontrol, om arbejdsgiveren opfyldte sine forpligtelser til kontrol. Han mente derfor, at årene 2008-2012 var forældede i henhold til Skatteforvaltningsloven § 26.

Landsskatterettens afgørelse

Formelle del - fristregler

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens genoptagelse af indkomstårene 2008-2013 var ugyldig. Dette skyldtes, at klageren ikke kunne anses for at have handlet minimum groft uagtsomt, hvilket er en forudsætning for ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. Retten lagde vægt på, at klageren havde forsøgt at efterleve reglerne, men ikke kunne indhente den fornødne dokumentation fra sin tidligere arbejdsgiver.

For indkomståret 2016 blev genoptagelsen anset for at være foretaget inden for den korte ligningsfrist, jf. Bekendtgørelse om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold § 1, stk. 1, nr. 4. For indkomstårene 2014-2015 fandt retten, at klageren var omfattet af den ordinære ansættelsesfrist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, da der var tale om "helt tilsvarende forhold" som for 2016. Skattestyrelsens varsel og afgørelse for disse år blev anset for at være inden for fristen.

Skattefri befordringsgodtgørelse

Landsskatteretten fandt, at den udbetalte befordringsgodtgørelse var skattepligtig. Begrundelsen var, at betingelserne for skattefrihed ikke var fyldestgørende dokumenteret. Selskabets bilag manglede følgende oplysninger, som kræves i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2:

• Modtagerens navn, adresse og CPR-nr.
• Kørslens erhvervsmæssige formål.
• Dato for kørslen.
• Kørslens mål og eventuelle delmål.
• De anvendte satser.

Retten bemærkede desuden, at kørsel mellem klagerens private bopæl og arbejdsstedet ikke kunne anses for erhvervsmæssig i henhold til Ligningsloven § 9b, da bopælen ikke kan anses som en arbejdsplads i skattemæssig forstand, selvom det fremgik af ansættelseskontrakten. Den såkaldte 60-dages regel i Ligningsloven § 9b, stk. 1, litra a var heller ikke dokumenteret overholdt. Klagerens angivne antal kørte kilometer kunne desuden ikke rummes i Skattestyrelsens kørselsregnskab, og der var ikke ført kontrol med udbetaling af befordringsgodtgørelse for biler, hvor klagerens søn var registreret som bruger. Konsekvensen af den manglende effektive kontrol er, at hele den udbetalte godtgørelse anses som skattepligtig, jf. bl.a. SKM2002.525.VLR, SKM2007.247.HR, og SKM2009.430.HR.

Skattefri rejsegodtgørelse

Landsskatteretten fandt, at den udbetalte rejsegodtgørelse var skattepligtig. Dette skyldtes, at betingelserne for skattefrihed ikke var fyldestgørende dokumenteret. Selskabets bilag manglede følgende oplysninger, som kræves i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1:

• Modtagerens adresse og CPR-nr.
• Rejsens erhvervsmæssige formål.
• Rejsens start- og sluttidspunkt.
• De anvendte satser.
• Beregning af rejsegodtgørelsen.

Det blev også bemærket, at klageren ikke kunne anses for at være på rejse i skattemæssig forstand i alle tilfælde, da arbejdsgiverens adresse ikke kunne betragtes som et midlertidigt arbejdssted, når klageren havde været ansat i selskabet siden 1990. Konsekvensen af den manglende effektive kontrol er, at hele den udbetalte godtgørelse anses som skattepligtig, jf. bl.a. SKM2007.247.HR, SKM2006.229.LSR, og SKM2002.525.VLR.

Genberegning af kompenserende rejse- og befordringsfradrag

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens skønsmæssigt godkendte kompenserende befordringsfradrag for indkomstårene 2014-2016 og rejsefradrag for indkomstårene 2014-2015. Klageren havde ikke fremlagt materiale, der godtgjorde, at Skattestyrelsens skøn skulle tilsidesættes. Det blev desuden fastslået, at der ikke er hjemmel til at beskatte kun det for meget udbetalte beløb, hvis kontrolkravene ikke er opfyldt, jf. Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1, stk. 3 og Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 3.