Landsskatteretten: Underkendelse af investerings- og lånearrangement, men ændring af afmeldelse som indberetningspligtig

Sagen omhandlede SKATs underkendelse af et investerings- og lånearrangement udbudt af [virksomhed1] ApS (tidligere [virksomhed2] ApS) og SKATs afmelding af selskabet som indberetningspligtig. SKAT havde truffet afgørelse om, at [virksomhed1] ApS havde udbudt et skattearrangement, jf. Skattekontrolloven § 10 F.

[virksomhed1] ApS, stiftet i 2013, havde til formål at drive udlåns- og investeringsvirksomhed. Selskabet havde skiftende direktører og ejere, herunder et engelsk moderselskab, [virksomhed8] Ltd, der var et såkaldt ”1 pund selskab” med minimal egenkapital. [virksomhed1] ApS var associeret med flere danske selskaber, hvoraf mange var under tvangsopløsning og ligeledes havde lav egenkapital. Selskabet havde fravalgt revision, og lønudgifterne var minimale.

[virksomhed1] ApS indberettede i årene 2014-2017 renteudgifter og gæld for 110 navngivne personer for i alt 7.803.908 kr. Selskabet oplyste, at det beskæftigede sig med udlån til økonomisk trængte privatpersoner, men at de lånte penge ikke blev udbetalt til kunderne. I stedet blev pengene angiveligt investeret i optioner i Asien via associerede selskaber, med finansiering fra det engelske moderselskab.

SKATs undersøgelse afslørede, at der ingen reelle pengetransaktioner var mellem selskaberne, bortset fra kundernes indbetalinger af ydelser og stiftelsesomkostninger. De eneste faktiske indtægter for [virksomhed1] ApS og dets associerede selskaber stammede fra kundernes indbetalinger. Selskaberne genererede ingen nævneværdige overskud, og balancen bestod primært af interne mellemregninger. De optioner, som [virksomhed1] ApS solgte til kunderne, blev anset for værdiløse.

SKAT fandt, at lånene var uden økonomisk realitet, da de aldrig blev udbetalt til kunderne, og der forelå derfor ikke et reelt, rentebærende gældsforhold. Dette betød, at renteudgifterne ikke kunne fradrages hos kunderne. SKAT konkluderede, at [virksomhed1] ApS ikke havde nogen økonomisk risiko ved arrangementet, og at lånet fra [virksomhed8] Ltd til [virksomhed1] ApS var fiktivt, da det var dateret efter kundelånene, og der ikke var dokumentation for pengeoverførsler.

Online debatfora viste, at arrangementet blev præsenteret for kunderne som en opsparing, og at de blev instrueret i at stoppe med at betale deres øvrige kreditorer. SKATs gennemgang af kundernes gældsposter bekræftede, at mange kunder stoppede med at betale andre kreditorer efter at have optaget lån hos [virksomhed1] ApS.

[virksomhed1] ApS fastholdt, at aktiviteterne var reelle, og at der var økonomiske risici for både selskabet og investorerne. Selskabet anførte, at SKAT ikke havde hjemmel til at nægte adgang til indberetning af renteudgifter og gæld, og henviste til, at Finanstilsynet havde undersøgt selskabet og konkluderet, at det ikke havde tilsidesat reglerne om bankvirksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at Skattekontrolloven § 8 P, stk. 1 forudsætter, at en virksomhed faktisk yder eller formidler lån mod forrentning for at være indberetningspligtig. Ligeledes giver Skattekontrolloven § 10 F, stk. 1 SKAT bemyndigelse til at forlange dokumentation for realiteten i skattearrangementer, hvor formålet fortrinsvis er at nedbringe eller udskyde skattebyrden. Udbyderen eller formidleren hæfter solidarisk med den skattepligtige for en eventuel forhøjelse af indkomstskatten, hvis dispositionerne ikke anerkendes som reelle.

Landsskatteretten lagde til grund, at [virksomhed8] Ltd var moderselskab til [virksomhed1] ApS. Selskabets målgruppe var økonomisk trængte privatpersoner, hvis indberettede renteudgifter automatisk blev overført til deres årsopgørelse og medførte en nedsættelse af den skattepligtige indkomst, ofte med udbetaling af overskydende skat, som var transporteret til [virksomhed1] ApS.

Retten fandt, at de bagvedliggende aftaler angik indgåelse af kontrakter med udenlandske underkapitaliserede selskaber, der enten ikke havde offentliggjort regnskaber eller havde indgivet summariske, ikke-reviderede regnskaber. De danske selskaber var ledet af stort set samme personkreds, og der var ingen oplysninger om ledelsen i de udenlandske selskaber.

Det blev ikke godtgjort, at [virksomhed1] ApS i 2014 havde finansiel kapacitet til at foretage udlån på 9.210.000 kr. Den fremlagte låneaftale med [virksomhed8] Ltd var dateret den 31. december 2015, altså efter de påståede kundelån. Der var ingen dokumenterede pengestrømme vedrørende lån og udlån; de bogførte lån og udlån blev anset for at være indholdsløse bogholderimæssige posteringer. På grund af tilbagekøbspligten med modregning i gælden fandt Landsskatteretten, at låne- og investeringsarrangementet reelt var selvlikviderende og uden risiko for de implicerede parter.

Efter en samlet helhedsbedømmelse af de indgåede aftaler fandt Landsskatteretten, at der var tale om en række forud fastlagte dispositioner uden egentligt forretningsmæssigt indhold for de implicerede selskaber og personer. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse om, at der forelå et skattearrangement omfattet af Skattekontrolloven § 10 F, stk. 1, hvilket medførte solidarisk hæftelse med den skattepligtige for den eventuelle forhøjelse af indkomsten som følge af SKATs underkendelse af udlånene.

Afmelding af indberetningspligt

Vedrørende SKATs afgørelse om at afmelde selskabet som indberetningspligtig efter Skattekontrolloven § 8 P og Skattekontrolloven § 10 B, ændrede Landsskatteretten SKATs afgørelse. Selvom det var godtgjort, at selskabet ikke reelt havde ydet eller formidlet lån mod forrentning svarende til dets indberetninger, fandtes der ingen bestemmelser i skattekontrolloven eller den relevante bekendtgørelse, der hjemlede adgang for SKAT til at begrænse eller lukke en virksomheds adgang til at indberette i henhold til disse paragraffer.