Manglende dokumentation for reelt gældsforhold medførte nægtet rentefradrag

Sagen omhandler klagerens anmodning om fradrag for renteudgifter til selskaberne [finans1] ApS, [finans2] ApS og [finans3] ApS for indkomstårene 2010-2012 samt forskud for 2013. SKAT havde ikke godkendt disse fradrag, hvilket Landsskatteretten stadfæstede.

Klageren, der modtog pension på ca. 130.000 kr. årligt, havde i de omhandlede år indberettet betydelige renteudgifter til [finans1] ApS. I 2010 var der indberettet 62.691 kr., i 2011 72.685 kr., og i 2012 107.010 kr. For 2013 var der forskudsregistreret 87.600 kr. i renteudgifter.

Investerings- og lånearrangementet

Sagen drejede sig om et investeringsarrangement kaldet "[finans6].dk", udbudt af [finans1] ApS. Arrangementet involverede en tegningsaftale for andele i [finans6] og et gældsbrev på 1.000.000 kr. med en fast rente på 15 % p.a. til [finans1] ApS. Samtidig udstedte [finans1] ApS en garanti, der lovede en gennemsnitlig årlig stigning på 17 % i den investerede kapital over 5 år, med en garanteret minimumsværdi på 2.149.450 kr. ved udgangen af 2015. Garantien inkluderede en kaution for at købe investeringen tilbage til kurs 100 og en modregningsadgang i lånet, hvis det lovede afkast ikke blev opnået.

En integreret del af låneaftalen var en "BonusFerie-ordning", hvor en årlig udbetaling på 9.600 kr. til en BonusFerie skulle dække en del af renteudgifterne. Den månedlige indbetaling på 4.000 kr. til arrangementet skulle dækkes af skatteværdien af renteudgiften, hvilket resulterede i et estimeret overskud/underskud på 0 kr. pr. måned. Beløbet fra BonusFerie-ordningen kunne udbetales kontant med et fradrag på 15 %.

Den medfølgende investeringsoversigt for 100 stk. investeringsbeviser a 10.000 kr. viste følgende:

Opgørelse af investeringen efter 5 år:

Selskabernes forhold og SKATs kontrol

[finans1] ApS overdrog sine arrangementer til [finans3] ApS og [finans2] ApS med virkning fra 1. december 2012. SKAT forsøgte at kontrollere [finans1] ApS, men modtog ikke den anmodede dokumentation for renteindtægter, låneansøgninger, gældsbreve, kontoudtog mv. SKAT indgav politianmeldelse mod personkredsen bag selskaberne. SKAT begrundede sin afgørelse med, at der ikke var tale om reelle renteudgifter, da investorerne ikke havde rådighed over lånet, og renterne angiveligt blev betalt via en kassekredit oprettet af kreditor, som ikke var oplyst til SKAT. Selvom [finans2] ApS efterfølgende indsendte bankoverførsler, anså SKAT dette ikke som dokumentation for, at klageren faktisk havde fået udbetalt lån. SKAT henviste til Skattekontrolloven § 10 F, der pålægger udbydere af skattearrangementer at dokumentere realiteten af dispositionerne. SKAT anvendte den korte ligningsfrist, men begrundede ændringen for 2010 og 2011 med, at den var begrundet i et helt tilsvarende forhold som for indkomståret 2012, jf. bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 § 1, stk. 1, nr. 4.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at godkende fradrag for renteudgifter for indkomstårene 2010-2012 og forskudsregistreringen for 2013.

Retten lagde vægt på, at det er en grundlæggende forudsætning for fradrag for renteudgifter, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e, at der foreligger en reel og retligt bindende låneaftale, som indebærer en forpligtelse til både at betale gælden og forrente den. Det er klagerens ansvar at dokumentere dette.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at hun faktisk havde optaget og fået udbetalt et lån fra de omhandlede selskaber ([finans1] ApS, [finans2] ApS og [finans3] ApS). Denne manglende dokumentation, kombineret med sagens øvrige oplysninger om arrangementets struktur, herunder den automatiske dækning af renteudgifter via skatteværdien og BonusFerie-ordningen, understøttede, at der ikke var tale om et reelt gældsforhold. SKATs manglende modtagelse af den anmodede dokumentation fra selskaberne, som påkrævet efter Skattekontrolloven § 10 F for skattearrangementer, blev også tillagt vægt.

Klagerens argument om, at SKAT ikke havde specificeret den ønskede dokumentation, blev ikke fundet tilstrækkeligt til at ændre afgørelsen, da det primære ansvar for at dokumentere et reelt gældsforhold påhviler skatteyderen.