Landsskatteretten: Forhøjelse af indkomst nedsat til 0 kr. - Tilbagebetaling af lån anset som videreformidling

Sagen omhandler en klager, der af SKAT blev forhøjet i sin skattepligtige indkomst for indkomstårene 2015 og 2016 med henholdsvis 139.717 kr. og 93.400 kr. Forhøjelsen skyldtes indsætninger på klagerens bankkonto fra selskabet [virksomhed1] ApS, som SKAT anså for skattepligtig indkomst.

Klageren, der er førtidspensionist og stort set blind, bestred forhøjelsen og anførte, at hun aldrig havde været ansat i selskabet eller modtaget løn derfra. Hun forklarede, at indsætningerne var tilbagebetalinger af udlæg, hun havde foretaget for sin datter, [person1], til dækning af datterens MasterCard. Datteren, der er samlever med selskabets nuværende hovedanpartshaver, [person2], havde angiveligt brugt MasterCardet til betalinger for selskabet, men manglede likviditet til at dække trækket. Klageren havde derfor lånt sin datter penge, som datteren derefter tilbagebetalte via selskabets konto.

SKAT fastholdt sin afgørelse med henvisning til, at klageren havde haft råderet over beløbene, og at en af overførslerne i selskabets bogføring var anført som løn. SKAT henviste til Statsskatteloven § 4, stk. 1 og Personskatteloven § 3, stk. 1 som grundlag for beskatningen. SKAT foretog desuden en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2015 i henhold til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1 og Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5, da klageren ikke havde oplyst om indsætningerne.

Klagerens repræsentant fremlagde detaljerede kontoudtog, der viste en tidsmæssig og beløbsmæssig sammenhæng mellem klagerens overførsler til datterens MasterCard og de modtagne indsætninger fra selskabet. Det blev anført, at klageren havde udlånt i alt 317.125,17 kr. og fået tilbageført 281.117,06 kr., hvoraf en del kom fra selskabet. Klageren havde ingen indflydelse på, hvorfra pengene stammede, og det var datterens ansvar at afklare eventuelle mellemværender med selskabet. Det blev understreget, at der var tale om et banalt låneforhold mellem mor og datter, og at tilbagebetaling af lån ikke er skattepligtig indkomst for modtageren.

De indsætninger, klageren modtog fra [virksomhed1] ApS, fordelte sig som følger:

Indkomståret 2015

Indkomståret 2016

Landsskatteretten fandt, at klageren havde godtgjort, at overførslerne alene var modtaget som led i videreformidling, og at de ikke havde haft indkomstvirkning for klageren. SKATs afgørelse blev derfor ændret, og forhøjelserne nedsat til 0 kr. for begge indkomstår.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten indledte med at fastslå, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4. Det påhviler skatteyderen at selvangive sin indkomst og dokumentere indtægts- og formueforhold, jf. Skattekontrolloven § 1 (dagældende). Hvis selvangivelsen ikke er fyldestgørende, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. Skattekontrolloven § 5, stk. 3 (dagældende). Retten henviste til fast praksis, herunder SKM2011.208H og SKM2008.905H, der fastslår, at indkomst kan forhøjes, hvis skatteyderen ikke kan godtgøre, at modtagne indtægter stammer fra allerede beskattede eller skattefri midler. Det blev også fremhævet, at forklaringer skal underbygges af objektive kendsgerninger, jf. SKM2017.233.BR.

Landsskatteretten bemærkede, at når der er tale om lån og gaver inden for et snævert interessefællesskab, stilles der krav om sikker og objektiv konstaterbar dokumentation for de påståede dispositioner, jf. SKM2004.156.ØLR. Ved usædvanlige låneforhold stilles der strenge krav til bevisbyrden for et reelt låneforhold, jf. eksempelvis SKM2010.500.BR.

Landsskatteretten fandt indledningsvist ikke, at klageren havde godtgjort, at der var tale om et låneforhold. Dette blev begrundet med, at der ikke var udarbejdet et lånedokument, på trods af de ikke-ubetydelige beløb. Desuden blev det bemærket, at tilbagebetalingerne var modtaget fra selskabet, som ikke var den rette debitor i det påståede låneforhold.

Dog fandt Landsskatteretten efter en konkret vurdering, og med henvisning til den tætte tidsmæssige og beløbsmæssige sammenhæng mellem klagerens overførsler til datterens MasterCard og de modtagne indsætninger fra selskabet, at klageren havde godtgjort, at overførslerne alene var modtaget som led i videreformidling. Det blev herved også lagt til grund, at overførslerne ikke havde haft indkomstvirkning for klageren. Dette princip kan udledes af SKM2018.573.BR, hvor en konto alene fungerede som transitkonto.

På baggrund heraf ændrede Landsskatteretten SKATs afgørelse og nedsatte forhøjelsen af den skattepligtige indkomst til 0 kr. for både indkomståret 2015 og 2016.