Skattepligt af indbetalinger på mellemregningskonto og aktionærlån

Sagen omhandler en klager, der ejer både en enkeltmandsvirksomhed og et anpartsselskab, og drejer sig om to hovedpunkter: beskatning af private udlån og et aktionærlån.

Klageren havde i sin enkeltmandsvirksomhed en konto for "Udlån", hvor der i 2015 blev krediteret i alt 327.400 kr. Klagerens revisor oplyste, at disse beløb var tilbagebetalinger af private lån ydet til venner, familie og bekendte. Klageren havde ingen gældsbreve for disse lån, hvilket blev begrundet med kulturelle forhold, hvor det anses for respektløst at kræve gældsbreve mellem nære relationer, og at gældsbreve blev destrueret ved betaling. SKAT forhøjede klagerens personlige indkomst med 327.400 kr., da de mente, at der ikke var dokumentation for, at beløbene vedrørte tilbagebetaling af private udlån, og at der ikke var godtgjort, at midlerne var beskattede. SKAT anså beløbene for yderligere omsætning i virksomheden, skattepligtig efter Statsskatteloven § 4, stk. 1 og Personskatteloven § 3, med arbejdsmarkedsbidrag efter Arbejdsmarkedsloven § 4, stk. 1.

Klageren nedlagde påstand om nedsættelse af forhøjelsen til 0 kr. og fastholdt, at der var tale om låneforhold, og at transaktionerne var bekræftet af bogføring og kontoudtog. Det blev fremhævet, at indbetalinger af en sådan størrelse var usandsynlige som omsætning for en kiosk og Western Union-agent.

Aktionærlån

Det andet klagepunkt vedrørte et aktionærlån. Klagerens enkeltmandsvirksomhed havde en gæld til klagerens anpartsselskab på 1.470.346 kr. pr. 31. december 2015. Denne gæld opstod primært fra ubetalte fakturaer fra selskabet til enkeltmandsvirksomheden vedrørende "konsulentydelser", som ifølge repræsentanten bestod af klagerens egen arbejdskraft. SKAT forhøjede klagerens aktieindkomst med 1.470.346 kr., da de anså gælden for et aktionærlån, der skulle beskattes som udbytte i henhold til Ligningsloven § 16 e, stk. 1 og Ligningsloven § 16 a, stk. 1. SKAT argumenterede, at dispositionerne ikke var normale forretningsmæssige dispositioner mellem uafhængige parter, idet der ikke skete betaling af fakturaerne, og der ikke blev pålagt renter som aftalt.

Klageren nedlagde påstand om nedsættelse af aktieindkomsten til 0 kr. og anførte, at klageren allerede havde indbetalt betydelige beløb til selskabet (1.693.074,86 kr. mod et samlet tilgodehavende på 1.892.950 kr.), og at den resterende saldo på 199.875,14 kr. skulle anses som et tilgodehavende og ikke maskeret udlodning. Klageren mente, at kontospecifikationen for konto 15780 var retvisende og skulle lægges til grund.

Landsskatterettens afgørelse vedrørende private udlån

Landsskatteretten bemærkede, at den skattepligtige har pligt til at selvangive sine indtægter, jf. Skattekontrolloven § 1 (dagældende). Hvis der konstateres yderligere indtægter, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse stammer fra allerede beskattede eller undtagne midler, jf. SKM2008.905.HR. Forklaringer skal underbygges af objektive kendsgerninger, jf. SKM2013.389.ØLR og SKM2017.233.BR.

Det følger af praksis, at forklaringer om stiftelse af lån skal bestyrkes ved objektive kendsgerninger, såsom lånedokumenter, aftaler om forrentning og afvikling, eller påvisning af pengestrømme. Dette gælder også private lån og familielån, jf. SKM2009.37.HR og U.2011.1599 H. De almindelige skatteretlige beviskrav gælder uanset trosbekendelse og kulturelle forhold, jf. SKM2009.37.HR.

Landsskatteretten fandt, at det hverken var dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at de 327.400 kr. indsat på konto 15170 stammede fra allerede beskattede midler. Klagerens forklaring om afdrag på gæld var ikke underbygget af objektive kendsgerninger, herunder manglende gældsbreve. Det forhold, at klageren ikke havde gældsbreve som følge af trosbekendelse eller kulturelle forhold, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Indbetalingerne blev derfor anset som skattepligtig indkomst for klageren, jf. Statsskatteloven § 4, stk. 1.

Landsskatterettens afgørelse vedrørende aktionærlån

Landsskatteretten henviste til Ligningsloven § 16 e, stk. 1, hvorefter lån fra et selskab til en fysisk person, hvor der er forbindelse efter Ligningsloven § 2, behandles som hævninger uden tilbagebetalingspligt. Klageren og selskabet var omfattet af personkredsen i Ligningsloven § 16 e, stk. 1. Enhver postering på mellemregningskontoen, der øger et lån til klageren, anses for omfattet af bestemmelsen, jf. SKM2021.357.ØL, SKM2021.422.VLR, og SKM2019.127.BR.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til Ligningsloven § 16 e, at bestemmelsen skal fjerne incitamentet til at udbetale løn eller udbytte i form af lån. Undtagelsen for lån ydet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition omfatter ikke alle reguleringer via en mellemregningskonto, men afhænger af, hvad de enkelte reguleringer dækker over. Lån til klagerens personligt ejede virksomhed, som er skattemæssigt transparent, betragtes som lån til klageren selv.

Landsskatteretten fandt, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at lånet på 1.470.346 kr. var ydet af selskabet som en sædvanlig forretningsmæssig disposition. Klageren var derfor skattepligtig af lånet som udbytte, jf. Ligningsloven § 16 a.

SKATs afgørelse blev stadfæstet i sin helhed.