Manglende momsfritagelse ved salg af køretøjer til Tjekkiet - [Momsloven § 34, stk. 1, nr. 1](/ref/momsloven_§_34)

Sagen omhandler en enkeltmandsvirksomheds salg af køretøjer til et tjekkisk selskab i perioden fra den 1. juli 2014 til den 31. december 2014. Virksomheden havde angivet salgene som momsfrie eksportsalg, men SKAT forhøjede afgiftstilsvaret med 2.061.207 kr., da de ikke anså salgene for omfattet af momsfritagelsesreglerne i Momsloven § 34, stk. 1, nr. 1.

Faktiske forhold

Virksomheden købte tidligere leasingkøretøjer i Danmark og fakturerede dem til det tjekkiske selskab, [virksomhed2] s.r.o., med 0,00 kr. i moms. Salgene blev ikke angivet i momsangivelsens rubrik B, og der blev ikke indberettet til VIES-systemet. En tysk mellemmand afhentede køretøjerne og betalte kontant. Virksomheden havde ikke direkte kontakt med det tjekkiske selskab. Tjekkiske myndigheder oplyste, at kun 10 ud af 169 køretøjer var indregistreret i Tjekkiet, og at [virksomhed2] s.r.o. ingen aktivitet, omsætning eller ansatte havde haft i 2014-2015 og ingen erhvervelser fra andre EU-lande siden 2011. En notarbekræftet erklæring fra det tjekkiske selskabs daværende direktør, dateret efter perioden, bekræftede købene, men SKAT bestred direktørens identitet og erklæringens gyldighed.

SKATs afgørelse

SKAT fastholdt, at betingelserne for momsfritagelse ikke var opfyldt, da der manglede dokumentation for købers identitet, fuldmagt til mellemmanden, og bevis for, at det tjekkiske selskab var den egentlige erhverver. SKAT henviste til, at virksomheden ikke havde udvist den fornødne omhu og derfor ikke var i god tro. De formelle krav til fakturaer (Momsbekendtgørelsen § 64, stk. 2) og indberetning til VIES og rubrik B (Momsbekendtgørelsen § 99, stk. 1 og Momsloven § 54, stk. 1) var heller ikke opfyldt. SKAT krævede oprindeligt 25% moms, men åbnede op for 20% hvis sælger ikke kunne efteropkræve momsen fra køber.

Virksomhedens opfattelse

Virksomheden påstod principalt, at momskravet skulle bortfalde, da salgene var sket til en momsregistreret aftager i Tjekkiet, og de formelle fejl ikke i sig selv kunne begrunde et momskrav. Subsidiært påstod virksomheden, at forhøjelsen maksimalt kunne udgøre 20% af de fakturerede salg (1.648.966 kr.), da de ikke havde efteropkrævet momsen fra køber. Virksomheden fremhævede, at den tjekkiske køber var gyldigt momsregistreret, og at 10 af bilerne var indregistreret i Tjekkiet. De mente at have udvist fornøden omhu ved at sikre sig købers momsregistrering og anvende en betroet mellemmand. De henviste til, at de skærpede dokumentationskrav for kontantsalg først trådte i kraft pr. 1. januar 2015.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle vurdere, om SKATs forhøjelse af virksomhedens afgiftstilsvar for perioden 1. juli 2014 til 31. december 2014 var berettiget, idet SKAT ikke havde anset salget af køretøjer for omfattet af momsfritagelse i henhold til Momsloven § 34, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten bemærkede, at det er virksomheden, der skal godtgøre, at betingelserne for momsfritagelse er opfyldt for de enkelte transaktioner. Ifølge Momsloven § 3, stk. 1 er afgiftspligtige personer juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. Momsloven § 4, stk. 1 fastslår, at der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet, og leveringsstedet er her i landet, når varen ikke forsendes eller transporteres og befinder sig her på leveringstidspunktet, jf. Momsloven § 14, stk. 1, nr. 1. Momsloven § 34, stk. 1, nr. 1 implementerer Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1.

Landsskatteretten fandt, i overensstemmelse med SKAT, at den tyske virksomhed [virksomhed3] GmbH ved [person2] var den faktiske køber af de omhandlede køretøjer. Dette skyldtes, at køretøjerne blev afhentet og kontant betalt af [person2]. Det blev ikke godtgjort, at [person2] handlede på vegne af det tjekkiske selskab, og de fremlagte dokumenter dateret den 10. april 2018 ændrede ikke denne vurdering. Derfor var det med urette, at virksomheden havde udstedt fakturaer uden angivelse af dansk moms, da betingelserne i Momsloven § 34, stk. 1, nr. 1 ikke var opfyldt for transaktionerne, jf. Momsloven § 52, stk. 1.

Vedrørende momsbeløbets størrelse henviste Landsskatteretten til EU-Domstolens dom i de forenede sager C-249/12 og C-250/12 (Tulică og Plavosin). Da det blev vurderet, at virksomheden ikke ville have mulighed for at få tilbagebetalt den af SKAT opkrævede moms af erhververen, blev forhøjelsen nedsat til samlet 1.648.966 kr., svarende til 20% af de fakturerede salg.

SKATs afgørelse blev således ændret delvist, idet virksomhedens subsidiære påstand blev imødekommet.