Skønsmæssig forhøjelse af overskud af virksomhed og skattefri kørselsgodtgørelse

Sagen drejede sig om SKATs skønsmæssige fastsættelse af klagerens overskud af virksomhed for indkomstårene 2014, 2015 og 2016, samt beskatning af udbetalt kørselsgodtgørelse. Klageren havde været filialbestyrer og direktør i flere virksomheder inden for gulvbelægning og malerforretning, som i perioder var tvangsopløst eller under konkurs. Det fremgik, at klagerens private bankkonto blev anvendt til virksomhedernes transaktioner, da det angiveligt ikke var muligt at oprette separate erhvervskonti.

SKAT havde konstateret betydelige indsætninger på klagerens private bankkonto, som ikke kunne afstemmes med indberettet indkomst eller bilagsmateriale. SKAT anså disse indsætninger for at være skattepligtig omsætning fra uregistreret personlig virksomhed, jf. Statsskatteloven § 4. Da klageren ikke havde fremlagt tilstrækkeligt regnskabsmateriale, fastsatte SKAT indkomsten skønsmæssigt, jf. Skattekontrolloven § 5, stk. 3 og Skattekontrolloven § 6, stk. 6, og tillod et skønsmæssigt fradrag på 15% for driftsudgifter, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

SKAT forhøjede klagerens overskud af virksomhed med:

Derudover havde klageren modtaget skattefri kørselsgodtgørelse, som SKAT anså for skattepligtig, da de fremlagte kørebøger ikke opfyldte kravene i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1 og 2.

Klagerens revisor påstod, at indsætningerne stammede fra selskabernes drift og var overførsler mellem klagerens egne konti, og at kørselsgodtgørelsen var korrekt udbetalt. Revisoren anførte også, at klageren ikke havde modtaget SKATs agterskrivelse.

SKATs begrundelse

SKAT begrundede sin afgørelse med, at klageren var regnskabspligtig efter Bogføringsloven § 1, stk. 1 og fuld skattepligtig efter Kildeskatteloven § 1. Da klageren ikke havde fremlagt det anmodede materiale, herunder skatteregnskab og bankudskrifter for virksomhedernes erhvervskonti, var dokumentationspligten ikke opfyldt, jf. Skattekontrolloven § 6, stk. 1. Dette gav SKAT ret til at ansætte indkomsten skønsmæssigt, jf. Skattekontrolloven § 5, stk. 3. SKAT anså indsætningerne på klagerens private konto for omsætning fra uregistreret personlig virksomhed, da selskaberne ikke havde indsendt selvangivelser. Vedrørende kørselsgodtgørelsen fastholdt SKAT, at kørebøgerne ikke opfyldte betingelserne for skattefrihed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at SKAT med rette havde foretaget en skønsmæssig ansættelse af klagerens indkomst for indkomstårene 2014, 2015 og 2016. Dette skyldtes, at klageren ikke havde fremlagt det nødvendige regnskabsmateriale, herunder årsregnskaber og kontospecifikationer, for de virksomheder, klageren var tilknyttet. Manglen på dokumentation forhindrede en afstemning af virksomhedernes omsætning med indsætningerne på klagerens private bankkonto. Retten henviste til Skattekontrolloven § 5, stk. 3 og Skattekontrolloven § 6b, stk. 1, samt principperne i SKM 2008.905 H, der pålægger skatteyderen at godtgøre, at indtægter stammer fra allerede beskattede eller undtagne midler.

Overskud af virksomhed

Landsskatteretten konstaterede, at der var betydelige kontante indsætninger og overførsler til klagerens konto, hvoraf mange henviste til fakturanumre. Retten fandt det ikke dokumenteret, at disse indsætninger tilhørte selskaberne, eller at de var videreført til selskaberne, da der manglede regnskabsmateriale for selskaberne.

Landsskatteretten foretog dog en nedsættelse af den skønsmæssige forhøjelse baseret på en gennemgang af klagerens kontoudskrifter:

• Indkomståret 2014:

  • Indsætninger på 9.500 kr. (1. oktober 2014) og 13.700 kr. (3. november 2014) blev anset for overførsler mellem klagerens egne konti og derfor ikke skattepligtig indkomst.
  • Andre indsætninger, som klageren hævdede var overførsler mellem egne konti (f.eks. 5.000 kr. den 3. februar 2014, 6.000 kr. den 2. januar 2014), blev fastholdt som skattepligtige, da pengestrømmen ikke kunne følges, ofte fordi de var indsat kontant.
  • En indsætning på 15.000 kr. (7. november 2014) blev også fastholdt som skattepligtig, da afsenderkontoen ikke var en af klagerens egne.
  • Den skønsmæssige forhøjelse blev nedsat til 238.580 kr.

• Indkomståret 2015:

  • Indsætninger på 6.000 kr. (1. april 2015), 4.000 kr. (17. juli 2015) og 4.000 kr. (2. november 2015) blev anset for overførsler mellem klagerens egne konti og derfor ikke skattepligtig indkomst.
  • Andre indsætninger, som klageren hævdede var overførsler mellem egne konti (f.eks. 4.000 kr. den 2. februar 2015), blev fastholdt som skattepligtige, da pengestrømmen ikke kunne følges.
  • En indsætning på 15.000 kr. (3. december 2015), som klageren hævdede var tilbagebetaling af et lån fra datteren, blev fastholdt som skattepligtig, da der manglede dokumentation for lånet og indsætningens oprindelse.
  • Den skønsmæssige forhøjelse blev nedsat til 236.508 kr.

• Indkomståret 2016:

  • Indsætninger på 2.000 kr. (11. januar 2016), 3.000 kr. (1. februar 2016), 5.000 kr. (18. juli 2016) og 13.700 kr. (1. november 2016) blev anset for overførsler mellem klagerens egne konti og derfor ikke skattepligtig indkomst.
  • Andre indsætninger, som klageren hævdede var overførsler mellem egne konti (f.eks. 8.000 kr. den 4. januar 2016), blev fastholdt som skattepligtige, da pengestrømmen ikke kunne følges.
  • En indsætning på 10.000 kr. (9. februar 2016) blev fastholdt som skattepligtig, da afsenderkontoen ikke var en af klagerens egne.
  • Den skønsmæssige forhøjelse blev nedsat til 412.760 kr.

Skattefri kørselsgodtgørelse

Landsskatteretten fandt, at den fremlagte dokumentation for kørselsgodtgørelse ikke opfyldte kravene i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1 og 2. Kørselsregnskaberne manglede specifikke oplysninger som navn, adresse, CPR-nr., anvendt sats, beregning af godtgørelse, og identifikation af den anvendte bil. Desuden manglede der ofte detaljer om erhvervsmæssigt formål og delmål, samt kilometertællerens tal ved endt kørsel. Arbejdsgiveren havde derfor ikke et tilstrækkeligt grundlag for at føre den fornødne kontrol. De udbetalte befordringsgodtgørelser blev derfor anset for skattepligtige efter Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra a.

Formalitet

Vedrørende spørgsmålet om manglende modtagelse af agterskrivelsen, fandt Landsskatteretten ikke, at klageren havde sandsynliggjort, at brevet ikke var fremsendt. SKATs oplysning om, at brevet var sendt og ikke returneret, blev anset for tilstrækkelig. Afgørelsen var derfor ikke ugyldig og var foretaget inden for fristerne i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.