Hovedanpartshaver beskattet af fri bolig, mens sag om honorar og biludgifter blev hjemvist

Sagen omhandlede en hovedanpartshaver, hvis indkomst for 2014 og 2015 var blevet forhøjet af SKAT med skønnede honorarer, værdi af fri bil og værdi af fri bolig. Et centralt problem var manglende regnskabsmateriale, som klageren hævdede var i en tidligere bogholders besiddelse.

Landsskatteretten traf en delt afgørelse:

• Honorar: Sagen blev hjemvist. Landsskatteretten fandt, at SKAT i strid med officialprincippet havde undladt at forsøge at indhente regnskabsmaterialet fra tredjemand, som de var forpligtet til ifølge Skattekontrolloven § 6, stk. 3. Afgørelsen var derfor truffet på et mangelfuldt grundlag.

• Fri bil: For 2014 blev beskatningen af fri bil nedsat til 0 kr., da selskabet ikke ejede eller leasede biler. Dog blev sagen hjemvist til Skattestyrelsen for at opgøre den skattepligtige værdi af, at selskabet havde betalt udgifter til klagerens private biler. For 2015 blev sagen ligeledes hjemvist, da SKAT ikke havde undersøgt, om en leaset varebil blev brugt privat.

• Fri bolig: SKATs afgørelse blev stadfæstet. Da klageren som hovedanpartshaver havde fået stillet bolig til rådighed af selskabet, skulle hun beskattes af markedsværdien, som var den af selskabet betalte leje. Klageren havde ikke bevist, at dele af lejemålene udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog indledningsvist, at klageren var hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS i henhold til Aktieavancebeskatningsloven § 4, da hun sammen med sin ægtefælle og søn ejede en væsentlig del af selskabet.

Honorar

Landsskatteretten fandt, at SKATs afgørelse om beskatning af honorar var baseret på et utilstrækkeligt grundlag. Klageren havde oplyst, at regnskabsmaterialet var hos en tredjepart (en tidligere bogholder), og anmodet SKAT om at indhente det. Ifølge Skattekontrolloven § 6, stk. 3 har skattemyndighederne pligt til at indhente materiale fra tredjemand. Da SKAT undlod at gøre dette, handlede de i strid med officialprincippet. Manglen blev anset for væsentlig, da materialet potentielt kunne have afklaret, hvem der reelt havde modtaget de bogførte betalinger. Sagen blev derfor hjemvist til fornyet behandling hos Skattestyrelsen på dette punkt.

Bil

Indkomståret 2014 Landsskatteretten fandt, at klageren ikke skulle beskattes af værdi af fri bil efter Ligningsloven § 16, stk. 4, da selskabet ikke ejede eller leasede biler i dette år. Til gengæld havde selskabet afholdt driftsudgifter for biler, der var privatejet af klageren og hendes søn. Disse betalinger blev anset for skattepligtig indkomst for klageren i henhold til Statsskatteloven § 4, som skulle beskattes som personlig indkomst jf. Personskatteloven § 3. Da klageren som hovedanpartshaver ikke kunne løfte den skærpede bevisbyrde for, at udgifterne var rent erhvervsmæssige, blev den talmæssige opgørelse af de skattepligtige udgifter hjemvist til Skattestyrelsen.

Indkomståret 2015 For 2015 havde selskabet leaset en varebil. Landsskatteretten fandt, at SKAT ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt, om betingelserne for skattefrihed var opfyldt, herunder om der var betalt tillægsafgift for privat benyttelse, og om momsen var fratrukket. Desuden var det uklart, hvem af hovedanpartshaverne der eventuelt havde benyttet bilen privat. Denne del af sagen blev derfor hjemvist. Ligesom i 2014 havde selskabet afholdt biludgifter, hvoraf en del formodedes at vedrøre klagerens private bil. Spørgsmålet om beskatning af disse udgifter blev ligeledes hjemvist til Skattestyrelsen for en talmæssig opgørelse.

Fri bolig

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om beskatning af fri bolig. Klageren var som hovedanpartshaver med væsentlig indflydelse på egen aflønning omfattet af personkredsen i Ligningsloven § 16, stk. 9. Da selskabet lejede de boliger, klageren boede i, skulle værdien fastsættes til markedslejen i henhold til Ligningsloven § 16, stk. 3, hvilket svarer til den leje, selskabet betalte.

Klageren havde ikke dokumenteret, at en del af ejendommene udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt, og hun havde derfor fuld privat rådighed. Landsskatteretten fandt det korrekt, at SKAT havde beskattet klageren af 50 % af den samlede husleje, da hun boede der sammen med sin ægtefælle, som også var hovedanpartshaver. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet på dette punkt.