Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om udtagelse af ikke erhvervsmæssigt udlån fra virksomhedsordning

Sagen omhandler en statsautoriseret revisor, der i en årrække havde et tilgodehavende på 900.174 kr. fra et konkursramt selskab (konkurs i 2000) medtaget som et omsætningsaktiv i sin virksomhedsordning. SKAT anså tilgodehavendet for et privat formuetab, der ikke vedrørte virksomheden, og krævede det hævet ud af virksomhedsordningen ultimo 2015, hvilket medførte konsekvensændringer i overskudsdisponeringen.

Klageren fastholdt, at udlånet var kommercielt begrundet og foretaget fra virksomhedens bankkonto, og at det ikke var ydet til nærtbeslægtede. Han bestred SKATs henvisninger til SKM2001.201.LR og SKM2013.505.HR, da disse omhandlede udlån til nærtbeslægtede eller egne finansieringsselskaber. Klageren gjorde gældende, at SKATs afgørelse var ugyldig, da den ikke opfyldte forvaltningsmæssige grundprincipper og anvendte styresignal SKM2017.622.SKAT i strid med dets retningslinjer. Han argumenterede for, at aktivet skulle have været udtaget i 2000 (tabstidspunktet) eller senest i 2013 (første indkomstår inden for genoptagelsesfristen) til en handelsværdi på 0 kr., og at SKAT ikke havde overholdt 6-månedersfristen for ekstraordinær genoptagelse, ligesom der ikke var vejledt om omvalg efter Skatteforvaltningsloven § 30.

Landsskatterettens afgørelse

Sagens realitet

Landsskatteretten fandt, at udlånet på 900.174 kr. til det konkursramte selskab ikke kunne anses for et erhvervsmæssigt aktiv, der kunne medtages i virksomhedsordningen. Dette skyldes, at udlånet ikke havde en direkte tilknytning til driften af klagerens revisionsvirksomhed, og det måtte derfor anses for ydet for at tilgodese klagerens private interesser uden for virksomhedsordningen. Klageren havde i strid med reglerne i Virksomhedsskatteloven ladet beløbet henstå i virksomhedsordningen, herunder i kapitalafkastgrundlaget for 2015. Det udlånte beløb skulle derfor bogføres ud af virksomhedsordningen via hæverækkefølgen, jf. Virksomhedsskatteloven § 5.

Retten bemærkede, at selvom det finansielle aktiv reelt ikke havde eksisteret siden selskabets konkurs i 2000, og de udlånte beløb burde have været bogført ud til privatøkonomien til værdien på udlånstidspunktet, så havde klageren ladet beløbet henstå i virksomhedsordningen. Skattemyndigheden blev først på et meget senere tidspunkt klar over, at regnskabsposten ”udlæg” dækkede over et tidligere privatudlån. Disse omstændigheder kunne ikke føre til et andet resultat end, at aktivet skulle bogføres ud til den bogførte værdi på 900.174 kr. Påstanden om, at aktivet skulle udtages til en handelsværdi på 0 kr., kunne derfor ikke tiltrædes.

Landsskatteretten henviste til tidligere afgørelser, herunder SKM2013.505.HR, SKM2006.555.LSR, og SKM2010.96.LSR, der alle understøtter princippet om, at udlån uden erhvervsmæssig tilknytning til virksomheden skal anses for private hævninger.

Sagens formalitet

Landsskatteretten fandt, at Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1 og Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24 om begrundelse var overholdt. SKATs varsling af ændringen for indkomståret 2015 den 15. november 2017 og ansættelsen den 17. januar 2018 var foretaget inden for varslings- og ansættelsesfristen i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.

Selvom Styresignal SKM2017.622.SKAT af 2. november 2017 angiver, at aktiver, der uretmæssigt er anbragt i virksomhedsordningen, skal udtages i det første indkomstår inden for den ordinære genoptagelsesfrist (i dette tilfælde 2014), fandt Landsskatteretten, at udlånet kunne hæves ud af virksomhedsordningen i indkomståret 2015. Dette var i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse SKM2018.467.LSR. Den omstændighed, at ændringen ikke var foretaget i det første indkomstår inden for genoptagelsesfristen, kunne ikke føre til et andet resultat, idet klageren ikke havde lidt noget retstab, men blot havde haft lånet i ordningen lidt længere. Ansættelsen kunne derfor ikke anses for ugyldig.

SKATs afgørelse for indkomståret 2015 blev derfor stadfæstet.