Nægtet fradrag for udgifter til fremmed arbejde - manglende dokumentation for betaling

Sagen omhandlede en enkeltmandsvirksomheds nægtede fradrag for udgifter til fremmed arbejde, specifikt vedrørende underleverandøren [virksomhed3], for indkomståret 2015. SKAT havde nægtet fradrag på i alt 86.912 kr. ekskl. moms, fordelt på to fakturaer, grundet manglende dokumentation for betaling og overholdelse af reglerne for betaling via pengeinstitut.

Faktiske omstændigheder

Klageren, der drev enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] inden for post- og kurertjenester, havde bogført udgifter til fremmed arbejde fra [virksomhed3]. De omstridte beløb vedrørte to fakturaer:

• Faktura nr. 22 (30.464 kr. ekskl. moms): Beløbet blev overført fra virksomhedens bankkonto til klagerens private bankkonto. Klagerens revisor oplyste, at det ikke var muligt at finde dokumentation for, at beløbet var sendt videre til [virksomhed3].
• Faktura nr. 23 (56.448 kr. ekskl. moms): Det samlede beløb (inkl. moms) blev overført i tre separate transaktioner til tre forskellige bankkonti, der tilhørte ansatte i klagerens virksomhed. Klagerens revisor forklarede, at disse overførsler var private lån fra klageren til de ansatte, men der blev ikke fremlagt dokumentation herfor, og sammenhængen med fakturaen fra [virksomhed3] blev ikke nærmere redegjort for.

SKAT begrundede afgørelsen med, at der ikke var dokumenteret betaling via et pengeinstitut, som krævet i Ligningsloven § 8 Y, stk. 1, for faktura nr. 22. For faktura nr. 23 mente SKAT, at der ikke var redegjort for og dokumenteret, at der var tale om en fradragsberettiget udgift i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, og at betalingen, hvis den var kontant, heller ikke opfyldte betingelserne i Ligningsloven § 8 Y, stk. 1.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant påstod, at fradraget skulle godkendes. For faktura nr. 22 forklarede repræsentanten, at klageren havde hjulpet [virksomhed3] med kørsel og lagt ud for [virksomhed3], da denne ikke havde betalt klageren. Beløbet skulle derfor figurere som leverandørgæld til [virksomhed3]. For faktura nr. 23 forklarede repræsentanten, at klagerens virksomhed havde udlånt medarbejdere til [virksomhed3], og da [virksomhed3] ikke betalte medarbejderne, overførte klageren pengene som private lån til sine ansatte. Repræsentanten anførte, at klageren havde mistanke om, at [virksomhed3] ikke var arbejdsgiverregistreret. Der blev dog ikke fremlagt yderligere dokumentation, herunder gældsbreve, til støtte for disse forklaringer.

Landsskatterettens begrundelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at nægte fradrag for de bogførte udgifter til underleverandøren [virksomhed3]. Retten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, som fastslår, at driftsudgifter skal være afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, og at der skal være en direkte og umiddelbar forbindelse mellem udgiften og indkomsterhvervelsen. Bevisbyrden for afholdelse og fradragsberettigelse af en udgift påhviler den skattepligtige, og beviskravet skærpes ved usædvanlige omstændigheder.

Retten lagde vægt på følgende:

• Faktura 22 (30.464 kr. ekskl. moms): Det fulde beløb på 38.080 kr. (inkl. moms) blev overført til klagerens private bankkonto. Der var ingen fremlagt dokumentation for, at beløbet efterfølgende blev videreført til [virksomhed3].
• Faktura 23 (56.448 kr. ekskl. moms): Tre beløb, der samlet udgjorde 70.560 kr. (inkl. moms), blev overført til tre af virksomhedens ansatte medarbejdere. Klagerens forklaring om private lån til medarbejderne og udlån af medarbejdere til [virksomhed3] blev ikke understøttet af dokumentation, såsom aftaler om udlån eller gældsbreve.

Fælles for de to fakturaer var, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at betalingen rent faktisk var sket direkte til udstederen, [virksomhed3], i overensstemmelse med Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Derudover blev det fremhævet, at betalingen af beløbene ikke var sket via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler. Dette er et krav for fradrag af udgifter over 10.000 kr. ifølge Ligningsloven § 8 Y, stk. 1. Da betingelserne i Ligningsloven § 8 Y, stk. 1 ikke var opfyldt, og der heller ikke var indberettet oplysninger om købene via told- og skatteforvaltningens hjemmeside som anført i Ligningsloven § 8 Y, stk. 3, blev fradraget nægtet. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse om at forhøje klagerens skattepligtige resultat med 30.464 kr. og 56.448 kr. eksklusive moms.