Landsskatteretten stadfæster forhøjelse af indkomst baseret på uanmeldte bankindsætninger

Sagen omhandler SKATs forhøjelse af klagerens indkomst for indkomståret 2014 med 311.413 kr., baseret på udeklarerede bankindsætninger. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse.

Klageren var registreret som fuldt ansvarlig deltager i enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] fra maj 2014. For indkomståret 2014 havde klageren selvangivet et overskud af virksomhed på 34.872 kr. og ingen A-indkomst eller anden personlig indkomst. SKAT konstaterede i forbindelse med en gennemgang af klagerens bankkontoudtog betydelige indsætninger, som efter SKATs opfattelse havde et erhvervsmæssigt islæt. De samlede indsætninger udgjorde 762.736 kr. inkl. moms, svarende til 610.189 kr. ekskl. moms.

Bankindsætninger i 2014

SKAT opgjorde de fradragsberettigede driftsudgifter til 263.892 kr. baseret på hævninger fra bankkontoen og fremlagt bilagsmateriale, herunder køb i udlandet. SKAT afviste fradrag for udgifter af privat karakter, såsom benzin og dagligvareindkøb.

SKATs godkendte fradrag

Klageren gjorde gældende, at klageren var offer for bedrageri begået af en person ved navn T... T..., som reelt havde drevet virksomheden i klagerens navn og haft rådighed over bankkontoen. Klageren forklarede, at klageren havde underskrevet oprettelsespapirerne til bankkontoen og virksomheden i god tro, da klageren var ny i landet, ikke talte dansk og troede, at klageren var ansat i T... T...'s rengøringsvirksomhed. Klageren modtog angiveligt kontant løn fra T... T... og opdagede først uregelmæssigheder, da klageren så en faktura udstedt i klagerens navn. Klageren politianmeldte T... T... for økonomisk kriminalitet i januar 2016. Klageren fastholdt, at klageren kun havde en lønindkomst på 34.872 kr. og intet overskud af virksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at det af SKAT beregnede overskud af virksomhed ikke skulle henføres til klagerens skattepligtige indkomst. SKAT var derfor berettiget til at ansætte klagerens indkomst efter et skøn, jf. dagældende Skattekontrolloven § 5, stk. 3 og Skattekontrolloven § 6, stk. 7.

Retten lagde vægt på følgende:

• Klageren havde ikke haft anden indtægtskilde end det selvangivne beløb på 34.872 kr., hvilket betød, at transaktionerne på bankkontoen tidsmæssigt kunne henføres til en periode, hvor klageren drev erhvervsmæssig virksomhed.
• Klageren havde ikke fremlagt dokumentation, der underbyggede forklaringen om, at en anden person havde drevet virksomheden i klagerens navn, og at denne person havde haft rådighed og adgang til bankkontoen.
• Da klageren personligt havde underskrevet oprettelsesdokumenterne til bankkontoen og virksomheden, blev det lagt til grund, at klageren var den reelle ejer af virksomheden, og at overførslerne til og fra bankkontoen var sket med klagerens kundskab.
• Klagerens oplysninger om, at personen T... T... var politianmeldt for bedrageri, kunne under disse omstændigheder ikke føre til et andet resultat, jf. SKM2013.537.ØLR og SKM2019.344.BR.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om forhøjelse af klagerens indkomst med 311.413 kr.

Juridisk grundlag

• Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. Statsskatteloven § 4.
• Udgifter afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede, hvis der foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem udgiften og indkomsten, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1.
• Skattepligtige skal selvangive deres indkomst fyldestgørende, jf. dagældende Skattekontrolloven § 1 og Skattekontrolloven § 3.
• Hvis selvangivelsen ikke er fyldestgørende, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. dagældende Skattekontrolloven § 5, stk. 3.
• Erhvervsdrivende har pligt til at indsende regnskabsmateriale og bilag på begæring, jf. dagældende Skattekontrolloven § 6, stk. 1.
• Hvis der konstateres yderligere indtægter, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse stammer fra allerede beskattede eller undtagne midler, jf. SKM2008.905.HR og SKM2017.233.BR.
• Klageren har bevisbyrden for, at virksomheden ikke er drevet af klageren, jf. SKM2013.537.ØLR.