Beskatning af opsparet overskud ved ophør af kommanditselskab

Sagen omhandler en klagers beskatning af opsparet overskud i virksomhedsordningen som følge af ophør af erhvervsmæssig virksomhed. Klageren deltog som kommanditist i et svensk kommanditselskab (K/S [virksomhed1]), hvis eneste aktiv var en udlejningsejendom i Sverige. Ejendommen blev solgt ved salgsaftale af 20. december 2011 med overdragelsesdato den 9. februar 2012. Kommanditselskabet var i likvidation frem til 2016.

SKAT forhøjede klagerens personlige indkomst for indkomståret 2014 med opsparet overskud på 1.800.892 kr., idet SKAT anså kommanditselskabet for ophørt med at drive virksomhed i 2012, da ejendommen blev solgt. SKAT argumenterede, at da klageren ikke havde påbegyndt ny erhvervsmæssig virksomhed inden for respitperioden, skulle det opsparede overskud beskattes i 2014, selvom den korrekte beskatningstidspunkt ifølge SKATs egen vurdering (baseret på ophør i 2012) ville have været 2013. SKAT henviste til, at anvendelsen af virksomhedsordningen i tidligere år ikke behøver at have været berettiget for at udløse ophørsbeskatning, jf. SKM2003.413.HR.

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at beskatningen skulle ændres, da virksomheden først endeligt ophørte i 2015/2016 i forbindelse med den endelige likvidation af kommanditselskabet. Repræsentanten fremhævede, at der efter salget af ejendommen fortsat var aktiviteter relateret til mangelafhjælpning, tvister om lejeforhold og konstruktionsfejl, samt afregning af svensk skat, hvilket forsinkede den endelige afslutning. Klageren havde i 2016 erhvervet en ny udlejningsejendom, som han ønskede at videreføre virksomhedsordningen med. Repræsentanten anførte, at SKATs ændring af ophørsåret fra 2015 til 2014 var usaglig og alene havde til hensigt at omgå forældelsesreglerne for 2013. Klageren havde været i god tro og baseret sin planlægning på, at virksomheden ville ophøre i 2015.

Klagerens tidslinje

Klageren fremlagde en tidslinje, der understøttede, at der var aktiviteter frem til den endelige afslutning i 2016:

• 20/12-2011: Ejendommen solgt (fysisk/økonomisk overdragelse 24/1-2012).
• 3/11-2014: Besked fra ejendomsadministrator om oprettelse af likvidationsregnskaber og nedlukning i Sverige og Danmark.
• Maj 2016: Revisionsprotokol til likvidationsregnskabet for 2015-2016.
• 10/5-2017: K/S'et afsluttet og lukket.
• 2017: Sidste betaling til investorerne fandt sted.

Klageren og hans revisor havde opfattet, at virksomheden fortsat var erhvervsmæssig frem til den endelige afslutning i 2016, baseret på de udarbejdede regnskaber og skattebilag, som angav "resultat af selvstændig virksomhed" og anbefalede anvendelse af virksomhedsordningen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at kommanditselskabet K/S [virksomhed1], [Sverige], ophørte med at drive erhvervsmæssig virksomhed, da selskabet afstod sin eneste aktiv, udlejningsejendommen i Sverige, ved salgsaftale af 20. december 2011 med overdragelsesdato den 9. februar 2012. Retten lagde vægt på, at de eneste indtægter efter salget af ejendommen var finansielle indtægter (renteindtægter), og der var ingen andre erhvervsmæssige aktiviteter.

Det forhold, at kommanditselskabet ikke blev opløst i 2012, men fortsat bestod på grund af mangelafhjælpning og afregning af svensk skat, kunne ikke føre til et andet resultat. Ligeledes kunne en efterfølgende regulering af driftsomkostninger i likvidationsregnskabet ikke ændre vurderingen af ophørstidspunktet.

Retten fandt heller ikke, at klagerens erhvervelse af en ny lejlighed i 2016 kunne tillægges betydning for at anse virksomheden for fortsat. Der var en forløben tidsperiode på ca. 4 år fra salget af ejendommen til købet af den nye ejerlejlighed, og det var ikke godtgjort, at klageren aktivt havde afsøgt muligheder for at fortsætte sin virksomhed i den mellemliggende periode, jf. SKM2002.681.VLR.

For så vidt angår repræsentantens anbringende om, at SKATs ændring af ophørsåret fra 2015 til 2014 var en omgåelse af fristreglerne, bemærkede retten, at Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1 ikke var relevant, da SKAT ikke havde ændret skatteansættelsen for indkomståret 2013. SKAT var berettiget til at ændre sin opfattelse af ophørsåret, så længe reglerne om udsendelse af agterskrivelse i Skatteforvaltningsloven § 20 blev iagttaget, hvilket var tilfældet.

Retten fastslog, at betingelsen om at drive selvstændig erhvervsvirksomhed i Virksomhedsskatteloven § 1, 1. pkt. ikke var opfyldt for klageren i indkomstårene 2013 og 2014, da virksomheden ophørte i 2012. Klageren var derfor ikke berettiget til at anvende virksomhedsordningen i disse indkomstår. Klageren måtte således anses for at være ophørt med at anvende virksomhedsordningen i det påklagede indkomstår, jf. Virksomhedsskatteloven § 15 b, stk. 1.

Det er ikke en forudsætning for anvendelsen af Virksomhedsskatteloven § 15 b, stk. 1 om beskatning af opsparet overskud, at den skattepligtige har været berettiget til at anvende virksomhedsordningen forud for sit ophør hermed, når blot ordningen faktisk har været anvendt, jf. SKM2003.413.HR. Indestående på konto for opsparet overskud skulle derfor medregnes til klagerens personlige indkomst for indkomståret 2014.

Landsskatteretten stadfæstede herefter SKATs afgørelse.