Afklaring af sagsomkostninger i højesteret efter delvist medhold i erstatningssag

Denne sag omhandler fastsættelse af sagsomkostninger i en erstatningssag, hvor parterne opnåede delvist medhold. Sagen blev behandlet skriftligt i Højesteret, jf. Retsplejeloven § 387.

Sagens Baggrund og Forløb

Sagen udspringer af en trafikulykke i 2011, hvor Appelindstævnte (skadelidte) krævede erstatning og godtgørelse for personskade. Kravet omfattede varigt mén, svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste, hustruens pasning, skade på bil og erhvervsevnetab. Den centrale tvist i sagen var spørgsmålet om årsagssammenhæng mellem ulykken og Appelindstævntes helbredsmæssige gener.

Tidligere Instanser

Sagen blev først behandlet ved Retten i Roskilde, som afsagde dom den 11. april 2018. Herefter blev sagen anket til Østre Landsret, der afsagde dom den 26. februar 2020.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten fandt, at der var årsagssammenhæng mellem ulykken og Appelindstævntes helbredsmæssige gener, og tilkendte ham godtgørelse for varigt mén samt svie og smerte. Dog blev krav om godtgørelse for hustruens pasning og tabt arbejdsfortjeneste afvist, og kravet om erstatning for erhvervsevnetab blev fundet forældet. Appelindstævnte fik tilkendt 59.263 kr. udover de 100.000 kr., som Allianz Seguros allerede havde udbetalt inden sagens anlæg. Landsretten afgjorde, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part, da begge parter havde fået delvist medhold.

Påstande for Højesteret

Appellanten, Allianz Seguros, nedlagde påstand om, at Appelindstævnte skulle betale fulde sagsomkostninger for byret og landsret. Allianz Seguros argumenterede for, at de i det væsentlige havde vundet sagen, da Appelindstævnte kun fik medhold i en lille del af sit samlede krav, og at Appelindstævntes urealistiske krav havde medført betydelige merudgifter til procesførelse.

Appelindstævnte påstod landsrettens omkostningsafgørelse stadfæstet. Han anførte, at landsretten havde foretaget en konkret og fyldestgørende vurdering, og at han havde fået medhold i sagens største tvistepunkt, nemlig årsagssammenhængen. Han mente, at Retsplejeloven § 313, stk. 2 ikke fandt anvendelse, da hovedspørgsmålet var årsagssammenhæng, og at landsrettens afgørelse var i overensstemmelse med retspraksis.

Højesterets Begrundelse for Afgørelsen

Højesteret lagde til grund, at sagens tyngdepunkt i de tidligere instanser havde ligget på spørgsmålet om årsagssammenhæng mellem trafikulykken og Appelindstævntes helbredsmæssige gener. Dette spørgsmål havde indebåret en væsentlig del af sagens forberedelse og bevisførelse.

Flertallet af dommerne fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte landsrettens afgørelse om sagsomkostninger. Dette skyldtes, at begge parter havde fået delvist medhold i sagen, og at hovedspørgsmålet om årsagssammenhæng var komplekst og centralt for sagens forløb.

Mindretallet af dommerne mente derimod, at Allianz Seguros i det væsentlige havde vundet sagen, idet Appelindstævnte kun fik medhold i en mindre del af sit samlede krav. Mindretallet stemte derfor for, at Appelindstævnte skulle pålægges at betale delvise sagsomkostninger til Allianz Seguros for byret og landsret.

Højesterets Afgørelse

Efter stemmeflertallet stadfæstede Højesteret landsrettens afgørelse om sagsomkostninger. Dette indebærer, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part for byret og landsret.

For sagsomkostninger ved Højesteret blev det bestemt, at Allianz Seguros skal betale 7.500 kr. til Appelindstævnte.

Det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter dommens afsigelse og forrentes efter Renteloven § 8 a.