Fogedrettens afgørelse om parkeringsafgift ved spærret port i Nyhavn

Sagen omhandler en klage over en parkeringsafgift, som Klager 1 modtog den 30. oktober 2016 for at have parkeret sin bil foran Nyhavn 14 i København. Klager 1 bestred ikke at have parkeret bilen på det angivne sted og tidspunkt, men anfægtede lovligheden af afgiften med henvisning til, at parkeringsstedet ikke udgjorde en ind- og udkørsel i færdselslovens forstand.

Klager 1's Argumentation

Klager 1 forklarede, at døren til Nyhavn 14, selvom den lignede en port, kun var en dør i midten, som ikke kunne åbnes fuldt ud til bilkørsel. Han hævdede, at det var fysisk umuligt for en bil at køre igennem, og at døren primært blev brugt som en indgangsdør for fodgængere og cykler. Han mente derfor, at parkeringen ikke var i strid med Færdselsloven § 29, stk. 3, nr. 2, da der ikke var tale om en reel ind- og udkørsel for biler. Klager 1 afviste desuden relevansen af tidligere domme, som Skat Inddrivelse henviste til, da disse omhandlede garageanlæg og ikke en dør som den i Nyhavn 14. Han påpegede, at døren var bygget i 1780, hvor der ikke var biler, og at den aldrig har kunnet åbnes til bilkørsel. Han kritiserede også politiets rapport for at være misvisende og for at have undladt at besigtige forholdene korrekt.

Skat Inddrivelses Argumentation

Skat Inddrivelse fastholdt, at parkeringsafgiften var lovligt pålagt. De henviste til Færdselsloven § 29, stk. 3, nr. 2, som forbyder parkering ud for ind- og udkørsel til og fra en ejendom. De argumenterede for, at bestemmelsens formål er at sikre trafikale hensyn og ikke en ejers ret til uhindret adgang. De mente, at politiet skal kunne pålægge afgifter ud fra objektive kriterier baseret på stedets udseende. Selvom biler ikke kan køre igennem, kan cykler eksempelvis komme ud. Skat Inddrivelse henviste til dommene U.2011.28720 og U1995.776V som sammenlignelige sager.

Fogedrettens Kendelse

Fogedretten afsagde kendelse den 6. december 2017.

Det blev ubestridt, at Klager 1 havde parkeret sin bil foran Nyhavn 14 på det angivne tidspunkt den 30. oktober 2016.

Fortolkning af Færdselsloven

Spørgsmålet var, om det forhold, at døren til Nyhavn 14 ikke kunne anvendes til ind- og udkørsel med bil, fritog Klager 1 fra at betale parkeringsafgiften, som var pålagt i medfør af Færdselsloven § 29, stk. 3, nr. 2.

Retten fastslog, at Færdselsloven § 29, stk. 3, nr. 2 forbyder parkering ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom, eller hvor kørsel til eller fra ejendom væsentligt vanskeliggøres. Bestemmelsen er ikke indført med det konkrete formål at sikre en ejers uhindrede til- og frakørsel, men derimod ud fra overordnede hensyn til trafikkens afvikling uden fare eller ulempe, jf. også Færdselsloven § 28, stk. 1.

Afgørelse

Uanset at biler ikke kan køre gennem indgangsdøren til Nyhavn 14, fandt fogedretten, at parkeringen var omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde. Parkeringsafgiften var derfor pålagt med rette i henhold til Færdselsloven § 121, stk. 1, nr. 4.

Derfor bestemmes:

Parkeringsafgiften af 30. oktober 2016 stadfæstes.

Parterne blev kærevejledt, herunder om kravet om tilladelse fra Procesbevillingsnævnet for at kære til Østre Landsret. Sagen blev herefter sluttet.