Kommunes ret til at opkræve dækningsafgift for lokaler anvendt til yogahold

Denne sag omhandler spørgsmålet om, hvorvidt Københavns Kommune var berettiget til at opkræve dækningsafgift af FOF København for lokaler anvendt til yogahold. Sagen har været behandlet i Københavns Byret og Østre Landsret, før den blev anket til Højesteret.

Sagens parter og forløb

Københavns Kommune var appellant i sagen, mens FOF København var indstævnt. Kommunernes Landsforening deltog som biintervenient til støtte for Københavns Kommune.

Sagen startede i Københavns Byret, som afsagde dom den 8. marts 2019. Østre Landsret behandlede sagen den 11. december 2020, før den endeligt blev afgjort af Højesteret den 22. april 2022.

Baggrund for tvisten

FOF København indgik den 8. september 2015 en lejeaftale om lokaler på ca. 190 m² i Teglgårdsstræde i København. En del af lejeaftalen indebar, at FOF København skulle betale dækningsafgift, hvis lokalerne blev anvendt til dækningsafgiftspligtig virksomhed. Lokalerne blev hovedsageligt anvendt til yogahold.

Københavns Kommunes anbringender

Københavns Kommune argumenterede for, at FOF Københavns aktiviteter faldt ind under Lov om kommunal ejendomsskat § 23 A. Kommunen anførte, at FOF København solgte ydelser af samme art og til samme priser som kommercielle virksomheder, herunder et yogacenter i lokalerne lige ovenover FOF København. Kommunen henviste også til Indenrigsministeriets cirkulære nr. 80 af 31. marts 1962, som fastslår, at afgiftspligten også omfatter ejendomme, der ikke anvendes erhvervsmæssigt, men f.eks. til foreningskontorer.

FOF Københavns anbringender

FOF København bestred, at lejemålet blev anvendt erhvervsmæssigt, og at FOF Københavns formål var af erhvervsmæssig karakter. De fremhævede, at de som en folkeoplysende forening er defineret som ikke-kommercielle i henhold til folkeoplysningsloven, som udtrykkeligt forbyder kommercielt øjemed. FOF København modtager støtte, udlodder ikke overskud til ejerkredsen, og ikke-forbrugte tilskud tilbageføres til kommunerne eller overføres til det efterfølgende års undervisning. De mente derfor ikke at kunne sidestilles med de kommercielle virksomheder, der er oplistet i Lov om kommunal ejendomsskat § 23 A.

Sagens hovedspørgsmål

Sagens primære spørgsmål var, om Københavns Kommune havde hjemmel til at opkræve dækningsafgift for lokalerne. Sekundært blev det drøftet, om kommunen havde foretaget en uvarslet praksisændring, og om sagen skulle hjemvises til fornyet behandling.

Højesterets begrundelse for afgørelsen

Højesteret tog udgangspunkt i Lov om kommunal ejendomsskat § 23 A, stk. 1, 1. pkt., som fastslår, at kommunalbestyrelsen kan opkræve dækningsafgift som bidrag til de udgifter, ejendomme anvendt til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed medfører for kommunen. Disse udgifter omfatter bl.a. veje, gader, vedligeholdelse, renholdelse, belysning og brandvæsen.

Fortolkning af "lignende øjemed"

Højesteret fastslog, at FOF København ikke havde benyttet lokalerne til de udtrykkeligt nævnte former for anvendelse i Lov om kommunal ejendomsskat § 23 A. Spørgsmålet var derfor, om anvendelsen skete i et "lignende øjemed". Retten lagde vægt på en formålsfortolkning, hvor det afgørende var, om anvendelsen generelt måtte antages at påføre kommunen udgifter af den art, som paragraf 23 A har til formål at dække. Det blev understreget, at det ikke var afgørende, om der var tale om kommerciel virksomhed.

Anvendelse af lokaler til yogahold

Højesteret fandt, at anvendelsen af lokaler til yogahold, der udbydes til offentligheden, måtte antages at påføre kommunen udgifter af den art, som kommunen er berettiget til at kræve bidrag til gennem afgift efter Lov om kommunal ejendomsskat § 23 A. Det var uden betydning, om yogaaktiviteterne kunne karakteriseres som undervisning, eller om de var omfattet af folkeoplysningsloven.

Konklusion om dækningsafgift

Højesteret konkluderede, at FOF Københavns anvendelse af lokalerne til yogahold skete i et "lignende øjemed". Københavns Kommune var derfor berettiget til at opkræve dækningsafgift for anvendelsen af lokalerne.

Praksisændring

Københavns Kommune kunne ikke anses for at have ændret praksis, da det ikke var godtgjort, at kommunen i andre tilfælde havde anset anvendelse af lokaler til yogahold for at være undtaget fra Lov om kommunal ejendomsskat § 23 A. Der var derfor ikke grundlag for at hjemvise sagen.

Afgørelse

Københavns Kommune blev frifundet.

Sagsomkostninger

FOF København blev pålagt at betale 110.080 kr. i sagsomkostninger til Københavns Kommune. Beløbet dækker 100.000 kr. til advokatudgift og 10.080 kr. til retsafgift for landsretten og Højesteret. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter dommens afsigelse og forrentes efter Renteloven § 8 a.