Landsskatteretten: Manglende dokumentation for fradrag for administrationsbidrag mellem interesseforbundne parter

Sagen omhandlede en klagers fradrag for administrationsbidrag i sin personlige virksomhed, [virksomhed1], til det interesseforbundne selskab, [virksomhed3] ApS, som klageren ejede via et andet selskab. Begge virksomheder beskæftigede sig med rekruttering af medarbejdere. Klageren fratrak henholdsvis 863.000 kr. for indkomståret 2014 og 944.000 kr. for indkomståret 2015 i administrationsbidrag. Disse beløb dækkede angiveligt [virksomhed1]s andel af udgifter til sekretær, markedsføring og lokaleomkostninger afholdt i [virksomhed3] ApS.

Der forelå ingen skriftlig administrationsaftale, og administrationsbidraget blev fastsat ud fra et skøn over ressourceforbruget, uden time- eller sagsstyring. Det blev oplyst, at de årlige fakturaer for administrationsbidrag blev udarbejdet i forbindelse med årsrapporterne for [virksomhed3] ApS, og at bidragets størrelse medførte, at selskabet årligt fik et driftsresultat omkring 0 kr.

SKATs afgørelse

SKAT godkendte kun delvist fradraget for administrationsbidraget, idet de fandt, at de betalte beløb oversteg, hvad der kunne opgøres efter armslængdeprincippet. SKAT begrundede dette med manglende aftalegrundlag, intet konkret beregningsgrundlag, uspecificerede fakturaer, og at afregningen kun skete én gang årligt. SKAT mente, at administrationsbidraget var fastsat for at dække [virksomhed3] ApS' underskud, og at den reelle risiko for udsving i selskabet dermed var flyttet til klagerens personlige virksomhed. SKAT foretog en skønsmæssig ansættelse af det fradragsberettigede beløb baseret på en fordeling af [virksomhed3] ApS' samlede udgifter (personale-, lokaleomkostninger og fremmede arbejder) i forhold til omsætningen i de to virksomheder (fraregnet modtagne administrationsbidrag fra [virksomhed1]).

SKATs skønsmæssigt godkendte fradrag var:

SKAT fastholdt, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at de betalte beløb herudover var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren påstod principalt, at de selvangivne indkomster skulle godkendes uden ændringer. Subsidiært påstod klageren, at SKATs forhøjelser skulle nedsættes til henholdsvis 34.644 kr. og 31.193 kr., og mere subsidiært til 50.000 kr. og 100.000 kr.

Klageren argumenterede for, at SKATs beslutningsgrundlag var utilstrækkeligt og mangelfuldt, og at der var set bort fra en særlig ressourcebelastning fra store, men bristede, 'no cure no pay'-opgaver, som ville have indbragt betydelig omsætning. Klageren henviste til, at sekretariatet havde udført omfattende forarbejde for opgaver, der ikke førte til ansættelse, og at dette drænede ressourcer uanset fakturering. Klageren mente, at administrationsgodtgørelsen var afregnet på et forretningsmæssigt grundlag og til markedspris i forhold til den opnåede nytteværdi for den personlige virksomhed. Klageren fremlagde alternative beregninger, der inkluderede værdien af disse potentielle, men ikke-realiserede, honorarindtægter for at vise, at forskellen til SKATs godkendte fradrag ville være minimal, hvis disse indtægter blev medregnet i omsætningsfordelingen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at der påhvilede klageren en skærpet bevisbyrde for at anse betalingerne til det interesseforbundne selskab, [virksomhed3] ApS, for at være fradragsberettigede administrationsbidrag. Dette følger af retspraksis, herunder SKM2007.445.HR og SKM2004.162.HR, når der er tale om økonomiske transaktioner mellem interesseforbundne parter.

Retten vurderede, at klageren ikke havde løftet denne skærpede bevisbyrde for, at betalingerne udelukkende kunne anses for fradragsberettigede udgifter i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten lagde vægt på følgende forhold:

• Manglende dokumentation for ydelser: Der forelå intet specificeret time- eller sagsregnskab, der dokumenterede omfanget af de modtagne ydelser fra [virksomhed3] ApS.
• Ingen skriftlig aftale: Der var ingen skriftlig administrationsaftale mellem [virksomhed1] og [virksomhed3] ApS.
• Uspecificerede fakturaer: De årlige fakturaer var ikke specificerede udover at angive 'administrationsbidrag', og det fremgik ikke, hvilke perioder de dækkede.
• Resultat omkring nul: De årlige fakturaer for administrationsbidrag blev udarbejdet i forbindelse med årsrapporterne for [virksomhed3] ApS, og bidragets størrelse medførte, at selskabet årligt fik driftsresultater omkring 0 kr. Dette indikerede, at bidragets størrelse var båret af andre forhold end rent forretningsmæssige hensyn.
• Skøn utilstrækkeligt: Klagerens oplysning om et 'konkret skøn' over ressourceforbruget blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation, især da der ikke var løbende registrering, og klageren arbejdede for begge virksomheder.

Retten fandt, at den del af betalingerne, der ikke kunne anses for administrationsbidrag, måtte betragtes som tilskud til hovedanpartshaverens selskab, og da klageren ikke havde dokumenteret, at dette tilskud var en driftsomkostning, kunne det ikke fratrækkes i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige godkendelse af fradraget. Retten bemærkede, at da en nøjagtig opgørelse af værdien af de modtagne ydelser ikke var mulig, var SKATs fremgangsmåde med at fordele omkostningerne baseret på omsætningerne i de to virksomheder rimelig. Retten lagde vægt på, at de to virksomheder havde grundlæggende samme arbejdsfunktioner og aktiviteter.

Retten afviste klagerens argumenter om at medregne potentielle, ikke-realiserede indtægtsmuligheder i skønnet. Dette skyldtes, at både klageren og konsulenterne i selskabet arbejdede på 'no cure no pay'-basis, hvilket indebar, at også konsulenterne måtte have udført opgaver uden honorar. Desuden fandt retten, at klagerens erfaring potentielt kunne have reduceret hans træk på sekretariatet sammenlignet med andre konsulenter.

Samlet set fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde godtgjort, at SKATs skøn hvilede på et urigtigt grundlag. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet.