Hovedanpartshaver afkræftede formodning om rådighed over fri jagt

Sagen omhandlede, hvorvidt en hovedanpartshaver skulle beskattes af værdi af fri jagt på en skovejendom ejet af hans selskab for indkomstårene 2013, 2014 og 2015. SKAT havde forhøjet klagerens personlige indkomst med 22.500 kr. årligt, idet SKAT mente, at der var en formodning for, at hovedanpartshaveren havde udnyttet jagtretten, da han havde rådighed over den.

Klageren argumenterede for, at han ikke skulle beskattes, da han de facto var afskåret fra at benytte jagtretten. Dette skyldtes, at skovdriften på ejendommen fulgte principperne for ”Naturnær Skovdrift”, som ikke tillod jagt. Klageren henviste til en tidligere dom fra Vestre Landsret for indkomstårene 2010-2012, hvor landsretten fandt, at han havde afkræftet formodningen om privat rådighed over jagtretten.

SKAT fastholdt, at der som udgangspunkt gælder en formodning for, at jagtretten er udnyttet, når en hovedanpartshaver har rådighed over den. SKAT ansatte værdien ud fra en markedsleje på 500 kr. pr. hektar for et jagtareal på 45 ha.

Landsskatteretten lagde afgørende vægt på Vestre Landsrets dom for de foregående indkomstår. Retten fandt, at klageren i overensstemmelse med denne dom også for indkomstårene 2013-2015 havde afkræftet formodningen om, at han havde udnyttet rådigheden over jagtretten. Derfor skulle han ikke beskattes af værdi af fri jagt, og SKATs afgørelse blev ændret.

Landsskatterettens afgørelse

Ifølge statsskattelovens § 4 betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter, uanset om de er i penge eller formuegoder af pengeværdi, som skattepligtig indkomst. Principperne for værdiansættelse af personalegoder er fastsat i ligningslovens § 16.

Klageren, som er hovedanpartshaver og direktør i selskabet, havde rådighed over jagtretten på selskabets ejendom. Derfor gælder en formodning om, at jagtretten er blevet udnyttet privat, medmindre denne formodning konkret afkræftes, jf. praksis fastlagt i TfS1999,877HR.

Vestre Landsret havde i en tidligere dom af 1. april 2019, der omhandlede indkomstårene 2010-2012, fastslået, at klageren havde afkræftet formodningen om, at han havde rådet over jagtretten på ejendommen.

Landsskatteretten fandt i overensstemmelse med landsrettens dom, at klageren også for de nu påklagede indkomstår 2013, 2014 og 2015 havde afkræftet formodningen for, at han havde udnyttet rådigheden over jagtretten. På denne baggrund skulle klageren ikke beskattes af værdi af fri jagt, jf. ligningslovens § 16, stk. 1 og stk. 3.

Landsskatteretten ændrede derfor SKATs afgørelse.