Landsskatteretten: Afslag på godtgørelse af tinglysningsafgift for betinget skøde

Sagen omhandler en klage over SKATs afgørelse om afslag på godtgørelse af tinglysningsafgift for et betinget skøde. Klageren havde betalt 2.400 kr. i variabel tinglysningsafgift for et betinget skøde, som senere blev udslettet fra tingbogen. Klageren anmodede om godtgørelse af denne afgift, hvilket SKAT afviste.

Faktiske omstændigheder

Klageren tinglyste den 5. august 2016 et betinget skøde på en ejendom med overtagelse den 1. januar 2016. Der blev betalt 4.060 kr. i tinglysningsafgift, hvoraf 2.400 kr. var variabel afgift. Handlen var betinget af, at Landsskatteretten traf endelig afgørelse om, at den offentlige ejendomsvurdering blev nedsat til maksimalt 400.000 kr. Skødet blev tinglyst med frist til 1. november 2016 til opfyldelse af betingelsen, hvorefter det blev udslettet fra tingbogen, da betingelsen ikke var opfyldt inden fristens udløb.

Den 8. februar 2017 tinglyste klageren et nyt betinget skøde på samme ejendom, ligeledes betinget af Landsskatterettens afgørelse om ejendomsvurderingen, og dette skøde blev efterfølgende endeligt indført i tingbogen. Klageren anmodede den 17. februar 2017 SKAT om godtgørelse af den variable afgift på 2.400 kr. vedrørende det første, udslettede skøde.

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT afviste anmodningen om godtgørelse. SKAT henviste til Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 1, nr. 1, som kræver, at et ejerskifte skal være aflyst/udslettet senest ni måneder efter overtagelsesdagen for at kunne opnå godtgørelse. Da overtagelsesdagen var den 1. januar 2016, og skødet blev udslettet den 1. november 2016, var der forløbet mere end ni måneder. SKAT afviste også anvendelsen af Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 1, nr. 2, idet denne bestemmelse omfatter ejerskifter betinget af en offentlig myndigheds godkendelse, som ikke er opnået (f.eks. udstykningstilladelse eller tilladelse til erhvervelse af landbrugsejendom). SKAT mente, at en afgørelse vedrørende ejendomsværdien ikke faldt ind under denne kategori.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren nedlagde påstand om, at SKAT skulle tilbagebetale den variable tinglysningsafgift på 2.400 kr. Klageren anførte, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af mangelfuld sagsoplysning og tilsidesættelse af officialprincippet. Klageren gjorde gældende, at lovgivers intentioner med 9-månedersreglen ikke burde finde anvendelse i denne sag, da muligheden for tilbagebetaling derved blev formel og ikke reel. Klageren mente, at handlen var betinget af Landsskatterettens afgørelse, og at dette burde sidestilles med en offentlig myndigheds godkendelse i henhold til Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 1, nr. 2. Klageren argumenterede for, at der ikke forelå en negativ afgrænsning af, hvad der udgør en offentlig godkendelse, og at SKATs manglende umiddelbare godkendelse af en nedsættelse af ejendomsvurderingen betød, at resultatet ville medføre en offentlig myndigheds godkendelse.

Klageren henviste desuden til Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2, som omhandler godtgørelse ved nedsat ejendomsværdi som følge af klage, og mente, at denne bestemmelse også kunne hjemle tilbagebetaling. Endvidere påberåbte klageren sig, at SKATs fremgangsmåde var i strid med retsstatsprincipper, herunder legalitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet, forbud mod vilkårlighed i den offentlige forvaltning, samt grundlæggende rettigheder i EU-charteret og EMRK.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede indledningsvis, at SKATs afgørelse af 14. marts 2017 ikke var ugyldig. Selvom klageren var uenig i SKATs resultat, og der var en mindre fejl i angivelsen af afgiftsbeløbet for begge skøder, fandt retten ikke, at der var sket sagsbehandlingsfejl, der kunne medføre ugyldighed. Der blev derfor foretaget en realitetsbehandling af sagen.

Tinglysningsafgift og godtgørelse

Retten henviste til Tinglysningsafgiftsloven § 4, stk. 1, 4, 9 og 10, som fastsætter, at der ved tinglysning af ejerskifte af fast ejendom skal betales en fast afgift på 1.660 kr. og en variabel afgift på 0,6 % af afgiftsgrundlaget. Ved familieoverdragelser, hvor ejerskiftesummen er mindre end 85 % af den senest offentliggjorte ejendomsværdi, beregnes afgiften af 85 % af ejendomsværdien.

Landsskatteretten vurderede herefter godtgørelsesbestemmelserne i Tinglysningsafgiftsloven § 23:

• Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 1, nr. 1 (9-måneders fristen): Denne bestemmelse giver mulighed for godtgørelse af den variable tinglysningsafgift, hvis et tinglyst ejerskifte af fast ejendom er aflyst senest ni måneder efter overtagelsen. I den foreliggende sag var overtagelsesdatoen den 1. januar 2016, og det betingede skøde blev udslettet den 1. november 2016. Da der var forløbet mere end ni måneder, var betingelsen for godtgørelse efter denne bestemmelse ikke opfyldt. Retten fandt ingen grund til at fravige lovgivers intention om, at fristen skal beregnes fra overtagelsesdatoen.

• Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 1, nr. 2 (Offentlig myndigheds godkendelse): Denne bestemmelse fraviger 9-måneders fristen, hvis ejerskiftet er aflyst eller udslettet, fordi det var betinget af en offentlig myndigheds godkendelse, som ikke blev opnået. Retten fastslog, at bestemmelsen kun finder anvendelse i situationer, hvor selve ejerskiftet kræver en myndigheds godkendelse for at få retlig virkning (f.eks. tilladelse til erhvervelse af landbrugsejendom). Da Landsskatterettens afgørelse om nedsættelse af ejendomsværdien ikke var en forudsætning for, at aftalen om ejerskiftet kunne få retlig virkning, fandt retten, at betingelsen i denne bestemmelse ikke var opfyldt.

• Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 (Nedsat ejendomsværdi): Denne bestemmelse giver mulighed for godtgørelse af for meget betalt afgift, hvis afgiften er betalt af den senest offentliggjorte ejendomsværdi, og denne senere nedsættes som følge af klage. Klageren havde imidlertid betalt tinglysningsafgift af den forventede nedsatte ejendomsværdi på 400.000 kr. og ikke af den senest offentliggjorte ejendomsværdi. Derfor opfyldte klageren ikke betingelsen for at anvende denne godtgørelsesbestemmelse. Retten bemærkede desuden, at den faste tinglysningsafgift på 1.660 kr. ikke godtgøres i henhold til Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæstede på denne baggrund SKATs afgørelse af 14. marts 2017, hvorefter der ikke kunne ske godtgørelse af den variable tinglysningsafgift.