Tinglysningsafgift - Beregning af afgift ved skøde tinglysning - Godtgørelse efter Tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 2 - Rettidig klage

Sagen omhandler en klagers krav om godtgørelse af tinglysningsafgift efter en nedsættelse af ejendomsvurderingen. Klageren købte en ubebygget grund for 7.200.000 kr. i marts 2014. Den seneste offentlige ejendomsvurdering fra 1. oktober 2012 var 27.007.400 kr.

Klagerens repræsentant anmodede SKAT om en vurdering efter Vurderingsloven § 4, men fik afslag grundet en lovændring (Vurderingsloven § 45, stk. 3) der suspenderede adgangen til sådanne vurderinger frem til 1. marts 2016. Herefter anmodede klageren SKAT om at ændre vurderingen af egen drift i henhold til Skatteforvaltningsloven § 33a, idet den offentlige vurdering blev anset for åbenbar urigtig i forhold til købesummen mellem uafhængige parter. Denne anmodning blev sendt den 17. marts 2014, inden skødet blev tinglyst den 26. maj 2014.

SKAT nedsatte den 9. juli 2014 vurderingen pr. 1. oktober 2012 til 7.200.000 kr. Klageren havde ved tinglysningen indbetalt afgift baseret på købesummen (44.860 kr.), men SKAT fastsatte afgiften til 163.760 kr. baseret på den oprindelige offentlige vurdering, da denne var højere end købesummen, jf. Tinglysningsafgiftsloven § 4, stk. 2.

SKATs begrundelse

SKAT fastholdt, at der ikke var grundlag for godtgørelse efter Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2. SKAT argumenterede for, at godtgørelse kun kan ske, hvis vurderingen nedsættes som følge af en ”klage” efter Skatteforvaltningsloven kapitel 15. En omvurdering efter Vurderingsloven § 4 eller en genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 33a kunne ikke sidestilles hermed. SKAT henviste til sin Juridiske Vejledning og en Landsskatteretskendelse fra 2003, der fastslog, at der ikke var hjemmel til at se bort fra den seneste offentliggjorte vurdering, medmindre en ændringsmeddelelse forelå inden tinglysning. SKATs beregning var som følger:

SKAT bemærkede desuden, at de nye regler fra 1. januar 2014, der i visse tilfælde tillader beregning af afgift baseret på købesummen uanset vurderingen, ikke gjaldt for ubebyggede grunde.

Klagerens opfattelse

Klageren påstod, at tinglysningsafgiften skulle beregnes af den nedsatte vurdering på 7.200.000 kr. Klageren anførte, at Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 ikke begrænser klageadgangen til kun at omfatte klager efter Skatteforvaltningsloven kapitel 15. Klageren fremhævede, at klageadgangen efter kapitel 15 var suspenderet, og at klageren som ny ejer ikke havde mulighed for at klage over 2012-vurderingen inden fristen i 2013. Klageren havde benyttet den resterende klagemulighed via Skatteforvaltningsloven § 33a forud for tinglysningen, og denne henvendelse burde sidestilles med en klage, der berettigede til godtgørelse. Klageren afviste relevansen af Landsskatteretskendelsen fra 2003, da Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 først blev indført i 2011 og netop skabte mulighed for godtgørelse i sådanne situationer.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om tinglysningsafgiften. Retten henviste til Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2, som fastslår, at godtgørelse af for meget betalt afgift kan ske, hvis ejendomsværdien er nedsat som følge af en klage, og klagen er indgivet inden tinglysningen.

Landsskatteretten bemærkede, med henvisning til lovbemærkningerne til lovforslag nr. L 123 2010/1, at formålet med Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 var at afhjælpe situationer, hvor myndighedernes sagsbehandlingstid forsinkede meddelelse om en nedsat vurdering, selvom der var klaget rettidigt.

Retten henviste endvidere til sin egen afgørelse SKM2016.454.LSR, hvor det blev fastslået, at begrebet ”klage” i Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2 skal forstås som en klage, der er indgivet under overholdelse af de i Skatteforvaltningsloven fastsatte frister for at klage, dvs. en rettidig klage.

I den konkrete sag blev der ikke indgivet en klage over ejendomsvurderingen for 2012 inden for den fastsatte klagefrist, som var den 1. juli 2013, jf. den dagældende Skatteforvaltningsloven § 38, stk. 2. Landsskatteretten fandt derfor, at nærværende tilfælde ikke var omfattet af bestemmelsen i Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 2, og der var således ikke adgang til godtgørelse af tinglysningsafgiften.

Afslutningsvis fastslog Landsskatteretten, at tinglysningsafgiften med rette var opgjort til 163.760 kr. i henhold til Tinglysningsafgiftsloven § 4, da den offentlige ejendomsvurdering på 27.007.400 kr. var højere end købesummen på 7.200.000 kr. på tidspunktet for tinglysningen.