Nægtet fradrag for udgifter til fremmed arbejde grundet manglende dokumentation og kontant betaling

Sagen omhandler en klagers skattepligtige indkomst for indkomståret 2015, hvor SKAT havde nægtet fradrag for udgifter til fremmed arbejde i klagerens to virksomheder, [virksomhed1] I/S og enkeltmandsvirksomheden [virksomhed2]. SKAT forhøjede klagerens skattepligtige indkomst med i alt 6.664.124 kr., fordelt med 1.009.650 kr. for [virksomhed1] I/S og 5.654.484 kr. for [virksomhed2].

SKATs begrundelse for at nægte fradrag var primært manglende dokumentation for de udførte ydelser, herunder uspecificerede fakturaer, manglende mulighed for at kontakte underleverandører, og at underleverandørerne ikke havde overholdt deres forpligtelser over for SKAT. Desuden var en stor del af betalingerne foretaget kontant, hvilket ifølge SKATs vurdering oversteg grænsen for kontantbetalinger, der kan fradrages skattemæssigt.

SKATs ændringer i virksomhedernes resultater var som følger:

Klageren fastholdt, at fradragene skulle godkendes, og anførte, at kontantbetalinger skyldtes underleverandørernes manglende bankkonti, at det ikke var klagerens ansvar at kontrollere underleverandørernes overholdelse af skatteforpligtelser, og at eventuelle fejl i fakturanummerrækkefølgen var menneskelige fejl. Klageren henviste til, at virksomhederne var momsregistrerede, og at det var SKATs ansvar at kontrollere underleverandørerne.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten tiltrådte SKATs afgørelse om at nægte fradrag for udgifter til fremmed arbejde i klagerens to virksomheder, [virksomhed1] I/S og [virksomhed2]. Afgørelsen blev truffet med henvisning til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, som kræver, at udgifter skal være dokumenteret og have en direkte forbindelse til indkomsterhvervelsen.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende forhold:

• Kontantbetalinger: En betydelig del af fakturaerne fra underleverandørerne i [virksomhed2], i alt 4.448.289 kr., var betalt kontant med beløb over 10.000 kr. Disse betalinger er ikke fradragsberettigede i henhold til Ligningsloven § 8Y, stk. 1, da betaling ikke skete via et pengeinstitut, der sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler.
• Manglende dokumentation: For de resterende fakturaer og generelt for alle underleverandørfakturaer manglede der specifikationer for, hvor og hvornår arbejdet var udført, hvem der havde udført det, og opgaverne var uspecificerede. Dette gjorde det umuligt at kontrollere, om arbejdet var udført på markedsmæssige vilkår.
• Problemer med underleverandører: Det var ikke muligt at få kontakt til underleverandørerne, da de enten var ophørt eller opløst efter konkurs. En af leverandørerne ([virksomhed9]) drev ikke virksomhed inden for rengøringsbranchen, og en anden ([virksomhed7] ApS) havde udskrevet fakturaer med samme numre til begge klagerens virksomheder.
• Utilstrækkelig kapacitet: Klagerens egen enkeltmandsvirksomhed ([virksomhed2]) havde ikke tilstrækkeligt antal ansatte til at udføre det fakturerede arbejde til [virksomhed1] I/S i en given periode, hvilket indikerede, at en medarbejder skulle have arbejdet mere end 26 timer pr. døgn for at dække det fakturerede arbejde.

Landsskatteretten fandt, at der var tale om så usædvanlige forhold, at de fremlagte fakturaer ikke kunne anses for reelle. Der blev henvist til praksis, herunder SKM2017.210.BR, SKM2016.9.BR, og SKM2018.539.LSR.

Klageren havde ikke løftet bevisbyrden for, at ydelserne var leveret, og SKATs forhøjelse af den personlige indkomst for 2015 blev derfor stadfæstet. SKAT havde korrekt taget højde for, at klageren ikke skulle beskattes af de fiktive ydelser, som [virksomhed2] havde faktureret til [virksomhed1] I/S.