Sommerhusudlejningsbureau ikke omfattet af rejsebureaumoms ved formidling af sommerhuse med fri adgang til svømmehal

Sagen omhandler et bindende svar fra SKAT vedrørende et sommerhusudlejningsbureau, der formidler udlejning af sommerhuse, hvor enkelte ejere som led i udlejningen tilbyder fri adgang til en svømmehal. Spørgsmålet var, om denne formidling faldt ind under de særlige regler om rejsebureaumoms.

SKAT havde oprindeligt svaret ”Nej” til spørgsmålet, idet de mente, at formidlingen af sommerhusudlejning og adgangen til svømmehallen udgjorde to selvstændige hovedydelser. SKAT henviste til Momsloven § 4, stk. 4, hvorefter en formidler, der handler i eget navn, men for en andens regning, anses for selv at have modtaget og leveret ydelsen. De argumenterede for, at særordningen for rejsebureauer i Momsloven § 67 fandt anvendelse, da der blev leveret flere ydelser. SKAT baserede sin argumentation på SKM2012.191.SR, hvor adgang til svømmehal og museum blev anset for selvstændige hovedydelser, og differentierede sagen fra SKM2012.55.SR med henvisning til, at adgangen til svømmehallen var frivillig for ejeren at tilkøbe.

Selskabet påstod, at det bindende svar skulle ændres til ”Ja”. De argumenterede for, at selskabet udelukkende agerede som formidler af sommerhusudlejning og ikke som rejsearrangør/bureau, jf. Momsloven § 67, stk. 2. Selskabet fremhævede, at det var de enkelte sommerhusejere, der frivilligt tilkøbte abonnementet til svømmehallen, og at denne udgift også dækkede ejerens private forbrug. Selskabet anførte, at adgangen til svømmehallen var en accessorisk biydelse til hovedydelsen (leje af sommerhuset), idet omkostningen på 1.200 kr. årligt (ca. 25 kr. pr. uge) var bagatelagtig i forhold til en ugentlig husleje på typisk 5.000-10.000 kr. De henviste til C-349/96, Card Protection Plan Ltd. (CPP), hvor en ydelse anses for sekundær, hvis den ikke er et mål i sig selv, men et middel til at udnytte hovedydelsen. Selskabet mente, at den foreliggende sag adskilte sig fra SKM2012.191.SR, da det ikke var formidleren, der for egen regning og risiko havde tilkøbt biydelsen. De påberåbte sig desuden SKM2012.55.SR, hvor liftkort inkluderet i feriehusleje blev anset for en biydelse, og SKM2018.114SR, hvor lignende videreformidling af rabataftaler blev anset for biydelser. Selskabet argumenterede også for, at de ikke opfyldte de grundlæggende karakteristika for et rejsebureau, som defineret i EU direktiv 2015/2302.

Landsskatteretten ændrede SKATs bindende svar til et ”Ja”. Retten fandt, at selskabet formidlede en enkelt hovedydelse. Dette skyldtes, at den gennemsnitlige kunde ville anse den obligatoriske fri adgang til svømmehallen som en samlet ydelse med udlejningen af sommerhuset, og at adgangen til svømmehallen udgjorde et uvæsentligt beløb. Da Momsloven § 67, stk. 1 kræver levering af flere ydelser for at særreglerne finder anvendelse, var betingelserne for at være omfattet af rejsebureauordningen ikke opfyldt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om Spørgers formidling af sommerhusudlejning var omfattet af de særlige regler om rejsebureaumoms, selvom enkelte ejere af sommerhuse som led i udlejningen stillede fri adgang til en svømmehal til rådighed for lejerne. Spørgsmålet var, om selskabet var omfattet af særreglerne for rejsebureauer i Momsloven §§ 67-68.

Det følger af Momsloven § 3, at afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. Udgangspunktet i Momsloven § 4, stk. 1 er, at der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ifølge Momsloven § 4, stk. 4 anses en formidler, der handler i eget navn, men for en andens regning, for selv at have modtaget og leveret den pågældende ydelse.

Særreglerne for rejsebureauer i Momsloven §§ 67-68 blev indført med virkning fra den 1. januar 2011 som en implementering af Momssystemdirektivets artikel 306-310. Ifølge Momsloven § 67, stk. 1 finder særordningen anvendelse på transaktioner udført af rejsebureauer, der handler i eget navn over for den rejsende, og som til rejsens gennemførelse anvender leveringer af varer og ydelser, der foretages af andre afgiftspligtige personer. Momsloven § 67, stk. 2 fastslår dog, at særordningen ikke finder anvendelse på rejsebureauer, der udelukkende fungerer som formidlere, og for hvem Momsloven § 27, stk. 3, nr. 3 om udlæg finder anvendelse. Momsloven § 67a fastslår, at transaktioner udført af rejsebureauet med henblik på gennemførelse af en rejse anses som en enkelt ydelse, og Momsloven § 67c definerer afgiftsgrundlaget som rejsebureauets fortjenstmargen.

Momsmæssigt skal en biydelse behandles på samme måde som hovedydelsen, mens uafhængige hovedydelser behandles selvstændigt. Vurderingen afhænger af, om ydelsen for den gennemsnitlige forbruger udgør et mål i sig selv eller er et middel til at udnytte hovedydelsen. En ydelse anses normalt for en biydelse, hvis dens vederlag udgør en ikke-væsentlig del af det samlede vederlag. Særordningen for rejsebureauer gælder som udgangspunkt, når rejsebureauet leverer mindst to selvstændige hovedydelser.

Selskabet formidler en samlet ydelse bestående af adgang til det lejede sommerhus og obligatorisk fri adgang til tredjemands svømmehal. Selskabet har ikke indflydelse på sommerhusejerens aftale om svømmehal, og udgiften afholdes af ejeren. Hverken selskabet eller lejeren kan fravælge adgangen til svømmehallen, selvom lejeren kan vælge ikke at benytte den. Sommerhusejerens årlige betaling for svømmehal er 1.200 kr., hvilket Landsskatteretten betegner som en lav værdi.

Landsskatteretten fandt, at den gennemsnitlige kunde ville anse den obligatoriske fri adgang til svømmehallen som en samlet ydelse med udlejningen af sommerhuset, især da svømmehalsadgangen udgør et uvæsentligt beløb. På den baggrund konkluderede Landsskatteretten, at selskabet formidler en enkelt hovedydelse. Da Momsloven § 67, stk. 1 kræver levering af flere ydelser for at særreglerne finder anvendelse, var betingelserne for at være omfattet af særreglerne i Momsloven §§ 67-68 ikke opfyldt.

Landsskatteretten ændrede derfor SKATs (nu Skattestyrelsens) besvarelse af spørgsmålet til et ”Ja”.