Ophævelse af beslaglæggelse af sættevognstrækker efter spirituskørsel

Denne sag omhandler en udenlandsk virksomheds kæremål af en kendelse fra Retten i Horsens, der godkendte politiets beslaglæggelse af en sættevognstrækker. Beslaglæggelsen skete på baggrund af, at en ansat chauffør var sigtet for spirituskørsel med en promille over 2,00 under kørsel den 11. maj 2021.

Sagens Baggrund

Den 6. juli 2021 afsagde Retten i Horsens en kendelse, der godkendte politiets beslaglæggelse af en sættevognstrækker og opretholdelse af denne beslaglæggelse. Kendelsen blev kæret af advokat Dominika Prokop på vegne af den udenlandske virksomhed, der ejede køretøjet. Virksomheden påstod, at beslaglæggelsen skulle ophæves.

Den Kærende Virksomheds Argumenter

Den udenlandske virksomhed anførte, at reglerne om konfiskation af tredjemands køretøjer primært er rettet mod vanvidskørsel og omgåelse af lovgivningen via leasingselskaber og stråmænd. De fremhævede, at lovgivningen er generelt formuleret, og at domstolene har til opgave at afbøde eventuelle urimeligheder.

Virksomheden henviste til EU-domstolens afgørelse af 14. januar 2021 i sag C-393/19 og dennes indflydelse på reglerne om tredjemandskonfiskation. De argumenterede for, at de var i god tro og ikke havde nogen interesse i, at chaufføren kørte i beruset tilstand. Chaufførens handlinger blev beskrevet som upåregnelige og abnorme. Virksomheden havde taget alle rimelige forholdsregler ved ansættelsen af chaufføren, herunder indhentet straffeattest og kontaktet tidligere arbejdsgivere.

Det blev også anført, at sættevognstrækkeren havde en værdi af ca. 300.000 kr., og at et eventuelt erstatningskrav mod chaufføren, der var rejst til Ukraine, var illusorisk. Konfiskationen blev derfor anset for uforholdsmæssigt indgribende.

Anklagemyndighedens Argumenter

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af byrettens kendelse. De henviste til forarbejderne til Færdselsloven § 133 a, stk. 2, som affattet ved lov nr. 534 af 27. marts 2021. Anklagemyndigheden fremhævede, at virksomhedsindehaveren har pligt til at udvise agtpågivenhed for at sikre, at køretøjet ikke anvendes til anden kørsel end den forudsatte. De mente, at virksomheden skulle have benyttet alle tilgængelige muligheder for at opnå viden om risikoen for vanvidskørsel.

Anklagemyndigheden argumenterede for, at betingelserne for beslaglæggelse var opfyldt, idet udgangspunktet er, at køretøjer anvendt til vanvidskørsel konfiskeres, og ejeren må søge sit tab dækket gennem et erstatningskrav mod føreren. De understregede, at den endelige afgørelse om konfiskation skulle afgøres under straffesagen, og at en ophævelse af beslaglæggelsen kunne gøre en eventuel konfiskationspåstand illusorisk.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten bemærkede indledningsvis, at sagen vedrørte en sættevognstrækker og ikke en sættevogn, som byretten fejlagtigt havde anført.

Mistanke om Spirituskørsel

Landsretten tiltrådte byrettens vurdering af, at den mistænkte chauffør med rimelig grund var mistænkt for spirituskørsel med en alkoholkoncentration i blodet på over 2,00 promille. Dette opfyldte betingelsen for beslaglæggelse i henhold til Retsplejeloven § 802, stk. 1, nr. 1.

Vurdering af Tredjemandskonfiskation

Da der var tale om en potentiel tredjemandskonfiskation, skulle der foretages en konkret vurdering af, om konfiskationen ville være uforholdsmæssigt indgribende. Dette skulle især ske under hensyntagen til ejerens mulighed for at vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel, og ejerens evne til at sikre sin økonomiske stilling, jf. Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt..

Landsretten lagde til grund:

• Den omhandlede kørsel blev foretaget af den mistænkte som led i hans ansættelse som lastbilchauffør hos den kærende virksomhed.
• Der forelå ingen oplysninger, der tydede på omgåelseshensigt eller stråmandsvirksomhed.

Virksomhedens Agtpågivenhed og Mulighed for Erstatning

Efter en vurdering af de undersøgelser, den kærende virksomhed havde foretaget ved ansættelsen af chaufføren, og opgavens karakter (godskørsel i Danmark), fandt landsretten, at virksomhedens mulighed for at vide, at køretøjet ville blive anvendt til spirituskørsel, var yderst begrænset. Ligeledes blev virksomhedens mulighed for at sikre sin økonomiske stilling i forbindelse med overdragelsen af køretøjet til chaufføren anset for at være begrænset, og et eventuelt erstatningskrav mod chaufføren blev vurderet som illusorisk.

Konklusion og Ophævelse af Beslaglæggelse

En samlet vurdering af sagens oplysninger førte til, at konfiskation af sættevognstrækkeren hos den kærende virksomhed ville være uforholdsmæssigt indgribende. Der var derfor ikke tilstrækkelig grund til at antage, at sættevognstrækkeren ville blive konfiskeret i medfør af Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt.. Betingelserne for beslaglæggelse i Retsplejeloven § 802, stk. 1, nr. 2 eller Retsplejeloven § 803, stk. 1 var derfor ikke opfyldt.

Landsretten tog den udenlandske virksomheds påstand til følge og bestemte, at beslaglæggelsen af sættevognstrækkeren med det angivne registreringsnummer skulle ophæves.