Afgørelse om forældelse af parkeringsafgift

Denne sag omhandler et betalingspåkrav fra parkeringsselskabet PARKZONE A/S mod en debitor vedrørende en parkeringsafgift. Sagen blev behandlet i fogedretten i Holbæk, hvor det centrale spørgsmål var, hvornår forældelsesfristen for parkeringskravet skulle regnes fra.

Sagens Baggrund

• Kreditor: PARKZONE A/S
• Debitor: En privatperson bosiddende i Holbæk
• Kravets art: Parkeringsafgift pålagt den 17. januar 2013.
• Kravets størrelse: Det samlede skyldige beløb var opgjort til 1.514,92 kr., inklusive krav, grundafgift for betalingspåkrav og civil sag, fratrukket tilbagebetalt retsafgift.

Kreditors Argumentation

Kreditor fremsendte betalingspåkravet den 10. februar 2016 og argumenterede for, at forældelsesfristen skulle regnes fra udløbet af en betalingsfrist, som var sat til den 12. februar 2013. Dette var baseret på Forældelsesloven § 2, stk. 2, som angiver, at forældelsesfristen først regnes fra betalingsfristens udløb, hvis der er indrømmet løbedage eller en frist for rettidig betaling.

Kreditor henviste til:

• En privatretlig aftale indgået ved parkering på et privat parkeringsareal, jf. Højesterets dom af 8. oktober 2014 (sag 295/2013).
• Bekendtgørelse om indgåelse af visse aftaler om parkering og udstedelse af kontrolafgifter på private parkeringsområder, som ifølge kreditor kræver skriftlig meddelelse om kontrolafgift og oplysning om betalingsfrist.
• Højesterets afgørelse af 4. marts 2010 (sag 140/2008), som ifølge kreditor indebærer, at der skal sendes et betalingspåkrav for at sikre kendskab til kravet, hvis bilisten ikke selv henvender sig.

Kreditor mente, at lovgivningen og retspraksis forudsatte en betalingsfrist, hvilket berettigede anvendelsen af Forældelsesloven § 2, stk. 2.

Fogedrettens Vurdering

Fogedretten anmodede kreditor om at redegøre for grundlaget for den indrømmede betalingsfrist. Efter gennemgang af kreditors redegørelse og de påberåbte retsgrundlag, vurderede fogedretten, at:

• Den påberåbte bekendtgørelse var udstedt med hjemmel i Færdselsloven § 122c, stk. 2, som først blev indført i færdselsloven i 2014. Da parkeringen fandt sted i 2013, kunne bekendtgørelsen ikke anvendes som lovbestemt grundlag for en ret til betalingsfrist i denne specifikke sag.
• De nævnte Højesteretsafgørelser tog ikke stilling til, fra hvilket tidspunkt forældelsesfristen for parkeringskrav skal regnes.
• Da der ikke var et lovmæssigt grundlag eller et aftalt vilkår mellem parterne om en betalingsfrist, fandt Forældelsesloven § 2, stk. 2 ikke anvendelse. I stedet skulle forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor kreditor kunne kræve betaling, jf. Forældelsesloven § 2, stk. 1. Dette tidspunkt var parkeringsdatoen den 17. januar 2013.
• Med en forældelsesfrist på 3 år og betalingspåkravet modtaget den 10. februar 2016, var kravet forældet.

Afgørelse

Fogedretten afviste betalingspåkravet, da kravet om parkeringsafgift blev anset for forældet. Retsafgiften for indledning af retssagen blev tilbagebetalt til kreditor, og betalingspåkravet blev returneret.

Begrundelse for Afgørelsen

Fogedretten lagde til grund, at:

• Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt: Kreditor påberåbte sig Forældelsesloven § 2, stk. 2, hvorefter forældelsesfristen regnes fra udløbet af en indrømmet betalingsfrist. Kreditor argumenterede for, at en sådan frist fulgte af lovgivningen og retspraksis, herunder Bekendtgørelse om indgåelse af visse aftaler om parkering og udstedelse af kontrolafgifter på private parkeringsområder.
• Lovgrundlag for betalingsfrist: Fogedretten fandt, at den påberåbte bekendtgørelse var udstedt med hjemmel i Færdselsloven § 122c, stk. 2, som først blev indsat i færdselsloven med lov nr. 169 af 26. februar 2014. Da parkeringen fandt sted i 2013, kunne bekendtgørelsen ikke anvendes som lovbestemt grundlag for en ret til betalingsfrist i denne sag.
• Retspraksis: De af kreditor påberåbte Højesteretsafgørelser (sag 295/2013 og 140/2008) tog ikke stilling til, fra hvilket tidspunkt forældelse af krav i anledning af parkering skal regnes.
• Anvendelse af Forældelsesloven: Da der ikke var et lovmæssigt grundlag eller en aftalt vilkår for en betalingsfrist, fandt Forældelsesloven § 2, stk. 2 ikke anvendelse. Forældelsen skulle derfor regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor kreditor kunne kræve betaling, jf. Forældelsesloven § 2, stk. 1. Dette tidspunkt var parkeringsdatoen den 17. januar 2013.
• Forældelse af kravet: Forældelsesfristen er 3 år. Da betalingspåkravet blev modtaget i fogedretten den 10. februar 2016, var kravet forældet. Fogedretten afviste derfor betalingspåkravet i henhold til Retsplejeloven § 477c, stk. 1.