Landsskatteretten: Døgnplejer ansat som lønmodtager – Ikke selvstændig erhvervsdrivende

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt klageren, der drev døgnpleje for plejebørn i sin private bolig, skulle anses som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende i indkomstårene 2012 og 2013. SKAT havde reklassificeret klagerens overskud fra virksomhed til A-indkomst, hvilket medførte en nedsættelse af overskud fra virksomhed til 0 kr. for begge år og en tilsvarende forhøjelse af A-indkomsten. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren og dennes ægtefælle havde i flere år haft plejebørn i deres private bolig, en stor gård på 400 m2 med 11 værelser, som de havde ejet siden 2005. Hovedaktiviteten var familiepleje, og klageren havde ingen ansatte. Klageren havde sideløbende en køreskole. Familien var godkendt som plejeforældre i 2005, og godkendelsen blev udvidet i 2010 til fire plejebørn med højt støttebehov, hvilket krævede, at begge ægtefæller havde plejeforældre som hovedbeskæftigelse. Klageren havde pligt til at underrette kommunen om ændringer i plejeforholdet og var underlagt kommunalt tilsyn i henhold til Serviceloven § 66a, stk. 1 og Serviceloven § 66a, stk. 4 (tidligere Serviceloven § 142).

Klageren indgik plejekontrakter med [by1] Kommune for plejebarn 2 og 3, hvor der blev udbetalt faste månedlige vederlag baseret på KL's standardvederlag samt omkostningsgodtgørelse for kost, logi, lommepenge og beklædning. Kontrakterne kunne opsiges med kort varsel (14 dage de første 3 måneder, derefter 1 måned).

Klageren og ægtefællen udarbejdede fælles årsregnskaber for døgnplejeaktiviteten, hvor resultatet blev delt ligeligt. Klageren anførte betydelige udgifter til ejendom, husholdning, og særligt hestehold, som blev brugt terapeutisk for plejebørnene, især plejebarn 1. Disse udgifter oversteg de refusioner, der blev modtaget fra kommunen.

Klagerens repræsentant fremlagde en oversigt over indtægter og udgifter for 2012 og 2013 for at illustrere de afholdte merudgifter:

SKATs afgørelse

SKAT anså klageren for lønmodtager, da klageren modtog faste månedlige vederlag som A-indkomst, var omfattet af ferielovens bestemmelser, havde ret til opsigelsesvarsel, og kommunen havde tilsyns- og kontrolbeføjelser. SKAT mente, at udgifterne til hestehold var en privat hobby og ikke relateret til arbejdet som plejefamilie, og at klageren ikke havde påtaget sig en reel økonomisk risiko.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at klageren skulle anses for selvstændig erhvervsdrivende. Argumenterne var baseret på kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven. Repræsentanten fremhævede:

• Klagerens store ejendom og dens indretning, der var tilpasset plejebørnenes behov, herunder etablering af særskilte værelser og brug af hestehold som pædagogisk og terapeutisk redskab.
• De betydelige merudgifter, der oversteg kommunens refusioner, hvilket dokumenterede en reel økonomisk risiko og et omfang, der var usædvanligt for et lønmodtagerforhold.
• Klagerens selvstændige tilrettelæggelse, ledelse og tilsyn med arbejdet, uden instruktion udover den afgivne ordre.
• At kommunens forpligtelse var begrænset til det enkelte barn, og at klageren ikke var begrænset i adgangen til at udføre arbejde for andre hvervgivere (selvom godkendt til et maksimalt antal børn).
• Den korte opsigelsesfrist fra kommunens side, som skabte en økonomisk risiko, da faste udgifter til ejendommen forblev uændrede.
• At klageren ikke var omfattet af ferieloven som kommunalt ansat, da Kommunernes Landsforening anså plejefamilier som selvstændige.

Repræsentanten henviste til tidligere praksis, herunder TfS.1987.483, Højesterets dom af 12. december 1997 (TfS.1998.70), Vestre Landsrets dom af 20. januar 2006 (U.2005.1376 V), Vestre Landsrets dom af 17. marts 2009 (SKM.2009.248.VL), og Landsskatterettens kendelse af 21. december 2015 (LSR2015.13-3960872), som alle understøttede muligheden for at drive døgnpleje som selvstændig erhvervsvirksomhed, især når der var tilstrækkeligt "art og omfang" af udgifter og økonomisk risiko.

Retsgrundlaget for sondringen mellem lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende

Landsskatteretten bemærkede, at Statsskatteloven § 4, litra a fastslår, at lønindtægt er skattepligtig indkomst, og Kildeskatteloven § 43 definerer A-indkomst som vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. Kriterierne for afgrænsningen mellem tjenesteforhold og selvstændig erhvervsdrivende fremgår af cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven pkt. B.3.1.1 og er fastlagt i praksis ved Højesterets dom af 9. maj 1996 (UfR 1996.1027 H).

Ved vurderingen af selvstændig erhvervsvirksomhed lægges der vægt på, om indkomstmodtageren tilrettelægger, leder og fører tilsyn med arbejdet uden instruktion udover den afgivne ordre, om hvervgiverens forpligtelse er begrænset til det enkelte ordreforhold, om indkomstmodtageren påtager sig en selvstændig økonomisk risiko, om indkomsten oppebæres fra en ubestemt kreds af hvervgivere, og om indkomsten afhænger af et eventuelt overskud.

Ved vurderingen af et tjenesteforhold lægges der vægt på, om hvervgiveren har adgang til at fastsætte instrukser, om indkomstmodtageren overvejende har samme hvervgiver, om der er aftale om løbende arbejdsydelse, om arbejdstiden er fastsat af hvervgiveren, om der er ret til opsigelsesvarsel, om hvervgiveren afholder udgifterne, samt om indkomstmodtageren anses for lønmodtager efter Ferieloven § 1, stk. 2 og Ferieloven § 1, stk. 3 m.v.

Østre Landsret har i dom af 15. december 2017, offentliggjort som SKM2017.739.ØLR, fastslået, at afgørelsen beror på en samlet afvejning af disse kriterier. Landsretten udtalte, at en plejeforælder, der modtog fast godtgørelse med udgiftsdækning, havde påtaget sig en plejeopgave i et tjenesteforhold og ikke overvejende for egen regning og risiko.

Landsskatterettens afgørelse

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt, at klageren skulle anses som lønmodtager i de påklagede indkomstår. Dette blev begrundet med en samlet vurdering af følgende forhold:

• Klageren indgik kontrakter med kommunen om døgnpleje for børn og havde alene én hvervgiver ([by1] Kommune) i de påklagede indkomstår.
• Klageren modtog et fast månedligt vederlag i en ikke afgrænset periode samt takstmæssige beløb til dækning af kost og logi, lommepenge, tøjpenge og kørselsgodtgørelse.
• Kontrakterne kunne opsiges med kort varsel (14 dage de første 3 måneder, derefter 1 måned), men døgnplejeforældre kunne indbringe afgørelser for Ankestyrelsen i henhold til Serviceloven § 78, stk. 4 og Serviceloven § 168, stk. 2.
• Hvervgiveren havde almindelig adgang til at fastsætte instrukser og føre tilsyn med arbejdet og forholdene i hjemmet, hvilket særligt fremgik af tilsynsforpligtelsen i Serviceloven § 78, stk. 7.
• Klageren havde pligt til at underrette kommunen om ændringer i plejeforholdet, bopæl, samt økonomiske og personlige forhold.
• Kommunen havde pligt til at sørge for barnets forsørgelse, herunder udgifter til kost, logi, beklædning og lommepenge, jf. vejledning til Serviceloven § 52, stk. 3. Tilskud til ekstraordinære udgifter kunne søges hos kommunen.
• Klagerens afholdelse af udgifter, der oversteg vederlaget og godtgørelserne fra kommunen, blev ikke anset for dokumenteret som nødvendige og sædvanlige udgifter for døgnplejeaktiviteten. Disse omkostninger blev derimod set som et udslag af private dispositioner, herunder familiens interesse for heste. Det forhold, at klageren valgte at have udgifter, der oversteg vederlaget, medførte ikke, at klageren havde påtaget sig en økonomisk risiko, der kunne sidestilles med selvstændig erhvervsvirksomhed.

Disse retsmedlemmer fandt, at forholdene i sagen var sammenlignelige med forholdene i Østre Landsrets dom, gengivet i SKM2017.739.ØLR, og lagde vægt på denne dom.

Et retsmedlem fandt på baggrund af døgnplejeaktivitetens omfang og antallet af plejebørn, at klageren skulle anses som værende selvstændig erhvervsdrivende.

Landsskatteretten traf afgørelse efter stemmeflertallet og stadfæstede SKATs afgørelse.

Hjemvisning

Landsskatteretten fandt ingen forhold, der talte for, at sagen burde hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, og tog derfor ikke hjemvisningspåstanden til følge.