Beskatning af kompensationsbeløb for tab på investeringsbeviser: Grov uagtsomhed og ekstraordinær genoptagelse

Sagen omhandler SKATs beskatning af et kompensationsbeløb på 135.453 kr., som klageren modtog i 2013 for tab på investeringsbeviser i "[...]-Obligationer". Klageren købte investeringsbeviserne i 2007 efter rådgivning fra [finans1]. Efter finanskrisen faldt værdien af beviserne betydeligt, hvilket førte til forhandlinger og et tilbud om kompensation fra [finans1] i 2012. Klageren modtog beløbet i 2013, men selvangav det ikke, da hun mente, at den samlede investering havde været tabsgivende.

SKATs afgørelse

SKAT forhøjede klagerens indkomst for 2013 med det modtagne kompensationsbeløb. SKAT sidestillede beløbet med en salgsindtægt og henviste til, at investeringsbeviserne var lagerbeskattede efter Aktieavancebeskatningsloven § 19, stk. 1 og Aktieavancebeskatningsloven § 23, stk. 7. SKAT argumenterede for, at klageren havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt ved ikke at selvangive beløbet, hvilket berettigede en ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. SKAT mente desuden, at fristen for ansættelsesændringen var overholdt, da de først fik kundskab om beløbet den 1. februar 2016.

Klagerens påstand

Klageren nedlagde påstand om, at forhøjelsen skulle nedsættes til 0 kr., subsidiært nedsættes med det tab, hun havde i 2008, som ikke blev fratrukket. Klageren bestred, at hun havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt, da hun troede, at hun ikke skulle beskattes af et beløb, der stadig resulterede i et samlet tab på investeringen. Hun argumenterede for, at genoptagelse af hendes skatteansættelser for 2008 og 2009 burde være en direkte følge af SKATs ansættelse for 2013, og at SKAT ikke havde reageret inden for fristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, da sagen havde været massivt omtalt i dagspressen, og bankens årsregnskaber viste afsatte erstatningsbeløb.

Klageren fastholdt, at hun samlet set havde lidt et tab på 61.241 kr. efter fradrag af kompensationsbeløbet, og at beskatningen af kompensationsbeløbet og fradrag for tabet hang sammen. Hun mente derfor ikke, hun skulle beskattes, når hun samlet set havde lidt et tab.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lagde til grund, at klageren i 2013 modtog et kompensationsbeløb på 136.953 kr. fra [finans1], og at hun blev informeret om, at beløbet var skattepligtig indkomst, som hun selv skulle selvangive. Klageren selvangav dog ikke beløbet.

Landsskatteretten fandt, at klageren handlede groft uagtsomt ved ikke at selvangive kompensationsbeløbet, idet hun forholdt sig passivt, selvom hun var bekendt med beløbets skattepligt og størrelse. Dette opfyldte betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5.

Frist for ansættelsesændring

Det blev fastslået, at SKAT fik kundskab om forholdet, der begrundede ændringen af skatteansættelsen, den 1. februar 2016. Dette var tidspunktet, hvor SKAT havde tilstrækkelige oplysninger til at varsle en ændring. Omtale i dagspressen på et tidligere tidspunkt blev ikke anset for at give SKAT tilstrækkelig viden. SKATs varsling af ændringen for 2013 var dateret den 16. juni 2016, og afgørelsen den 11. juli 2016. Dermed blev betingelserne i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 overholdt, jf. også Østre Landsrets dom SKM2017.623.ØLR.

Skattepligt af kompensationsbeløb

Landsskatteretten bemærkede, at erstatningssummer skattemæssigt behandles på samme måde som den indtægt, de træder i stedet for. Investeringsbeviserne var lagerbeskattede efter Aktieavancebeskatningsloven § 19, stk. 1 og Aktieavancebeskatningsloven § 23, stk. 7. Kompensationsbeløbet sidestilles med en afståelsessum i henhold til Aktieavancebeskatningsloven § 31, stk. 2.

Klagerens argument om, at hun samlet set havde lidt et tab, og derfor ikke skulle beskattes, blev ikke fulgt, da lagerprincippet kræver årlig opgørelse af gevinst/tab, uafhængigt af den samlede investeringsudvikling over flere år. Muligheden for genoptagelse af tidligere års skatteansættelser for tab var ikke en direkte følge af SKATs ansættelse for 2013, og klagerens anmodning om genoptagelse af 2008 og 2009 faldt uden for Landsskatterettens kompetence i denne sag.

På baggrund af ovenstående stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse om forhøjelse af klagerens indkomst for 2013.