Beskatning af fri sommerbolig for hovedanpartshaver: Manglende fraskrivelse af rådighed

Sagen omhandler beskatning af værdi af fri sommerbolig for indkomstårene 2010-2014. Klageren, der er direktør og 100 pct. ejer af selskabet [virksomhed1] ApS, blev af SKAT beskattet af rådighed over en sommerbolig, som selskabet ejede. SKAT forhøjede klagerens personlige indkomst med i alt 1.420.250 kr. over de fem år.

Faktiske oplysninger

Selskabet anskaffede ejendommen i [adresse1] i 1992, som blev benyttet som sommerhus. Klageren og hendes samlever boede selv i sommerboligen fra april 2004 til oktober 2006. Efter fraflytning blev ejendommen sat til salg og forsøgt udlejet. Klageren udarbejdede fraskrivelseserklæringer over for sit selskab i 2007 og 2009, hvor hun fraskrev sig brugsretten over ejendommen. Der blev dog ikke udarbejdet tilsvarende fraskrivelseserklæringer over for de udlejningsbureauer, der forsøgte at udleje sommerboligen. Sommerboligen var i den omhandlede periode kun udlejet i beskedent omfang (10 uger i 2010, få uger i 2011-2014). I 2011 afgav klageren/selskabet en erklæring til Naturstyrelsen om, at selskabets ejer ikke havde benyttet ejendommen. Prøver for skimmelsvamp i sommerboligen viste i 2016 skimmelsvamp i kategori C.

Selskabets udgifter til varme, el og vand for sommerboligen var som følger:

Udlejningsindtægterne fra bureau var:

SKATs afgørelse

SKAT begrundede beskatningen med, at klageren som hovedanpartshaver i selskabet blev anset for at have rådighed over sommerboligen i de perioder, hvor den ikke var udlejet til tredjemand. SKAT henviste til Ligningsloven § 16, stk. 5 og Ligningsloven § 16a, stk. 5. SKAT fandt, at de interne fraskrivelseserklæringer ikke var tilstrækkelige, da der ikke var udfærdiget fraskrivelseserklæringer over for udlejningsbureauerne. SKAT mente, at det beregnede forbrug af el, vand og varme tilsagde en større anvendelse af ejendommen end udlejningen viste, og at ejendommen var bebølig. SKAT afviste desuden, at en tidligere afgørelse fra 2003/2004 vedrørende indkomståret 1999 kunne gøre, at der ikke skulle ske beskatning for de omhandlede år, da forholdene havde ændret sig, idet klageren selv havde anvendt boligen til bebølse i en periode.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant påstod, at klageren ikke skulle beskattes af værdi af fri sommerbolig. Det blev anført, at ejendommen ikke havde stået til rådighed for og ikke var blevet benyttet af klageren eller hendes familie i perioden 2010-2014. Klageren havde bindende fraskrevet sig brugsretten over for selskabet, og dette burde være tilstrækkeligt til at afskære rådigheden. Det blev fremhævet, at ejendommen var af en sådan art og i en sådan tilstand (uisoleret, fugtig, højt varmeforbrug), at klageren ikke havde interesse i privat benyttelse, og at benyttelse i vinterhalvåret var uforholdsmæssig dyr. Klageren henviste til, at ejendommen reelt var en helårsbolig, der blot blev udlejet på korttidsbasis, da salg eller langtidsudlejning ikke var muligt. Klageren påpegede, at erklæringen til Naturstyrelsen, afgivet under strafansvar, burde have mindst samme bevisværdi som en erklæring til et udlejningsbureau. Klageren mente, at SKATs formodning om privat brug var afkræftet af forbrugstallene, som stemte overens med udlejningsbestræbelserne og ejendommens høje driftsomkostninger. Endelig henviste klageren til en tidligere SKAT-afgørelse fra 2000, hvor beskatning af fri sommerbolig blev frafaldet, og at klageren i god tro havde regnet med, at denne godkendelse fortsat var gældende.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om beskatning af fri sommerbolig for indkomstårene 2010-2014. Afgørelsen bygger på en samlet konkret vurdering af rådighedsforholdene.

Landsskatteretten bemærkede følgende:

• Klageren er hovedanpartshaver i selskabet, idet hun ejer 100 pct. af anpartskapitalen. En hovedanpartshaver, der modtager udbytte i form af en stillet sommerbolig, skal medregne værdien af rådigheden i den skattepligtige indkomst, jf. Ligningsloven § 16a, stk. 5 og Ligningsloven § 16, stk. 5.
• Det er rådigheden, der begrunder skattepligten, ikke den faktiske anvendelse, jf. SKM2009.558.H. Der er en formodning for, at hovedanpartshaveren har rådighed over sommerboligen hele året.
• Selskabets hovedaktivitet er at eje kapitalandele i tilknyttede virksomheder, og selskabet drev ikke i øvrigt virksomhed med udlejning af sommerhuse. Sommerboligen anses derfor ikke for at udgøre et driftsaktiv, jf. SKM2011.262.VLR.
• Klagerens interne fraskrivelseserklæringer fra 2007 og 2009 til eget selskab blev ikke tillagt afgørende vægt, da rådigheden ikke var afskåret over for sommerhusudlejningsselskaberne. Klageren havde således ikke effektivt afskåret sig rådigheden.
• Erklæringsskemaet til Naturstyrelsen fra november 2011, hvoraf fremgik, at selskabets ejer ikke havde benyttet sommerboligen, medførte ikke, at klageren havde fraskrevet sig råderetten.
• Det blev ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at sommerboligen var ubebølig i den omhandlede periode, da skimmelsvamp først blev konstateret i 2016.
• Forbruget af el, vand og varme tilsagde umiddelbart en større anvendelse af sommerboligen end den dokumenterede udlejning, selvom sommerboligen var omkostningskrævende i forbrug.
• Det forhold, at sommerboligen ikke kunne sælges eller efterfølgende udlejes i tilstrækkeligt omfang, ændrer ikke ved rådighedsforholdet.
• En tidligere afgørelse fra skatteforvaltningen for indkomståret 2000, hvor beskatning af fri sommerbolig blev frafaldet, medførte ikke en retsbeskyttet forventning for de omhandlede indkomstår 2010-2014, da forholdene havde ændret sig (klageren havde selv beboet ejendommen i perioden 2004-2006).

Landsskatteretten fandt, at sommerboligen måtte anses for at være stillet til rådighed for klageren uden for de dokumenterede udlejningsperioder.