Beskatning af fri sommerbolig til hovedanpartshaver – Rådighedsvurdering

Sagen omhandler en klage over Skatteankenævnets afgørelse om beskatning af fri sommerbolig for indkomstårene 2008, 2009 og 2010. Klageren er medejer af [virksomhed1] ApS med 50 %, mens den resterende del ejes af et selskab, hvor klagerens søn er eneejer. [virksomhed1] ApS ejer et sommerhus, og SKAT havde tilskrevet selskabet, da der ikke var oplyst værdi af fri rådighed over sommerhuset til ansatte.

Faktiske omstændigheder

Selskabets hovedaktivitet er "drift af fast ejendom samt investering", og det ejer kun det omhandlede sommerhus. Der var ingen ansatte eller lønudgifter i selskabet i de relevante år. Sommerhuset blev købt i 1999. En anpartshaveroverenskomst fastslog, at ingen af selskabets ejendomme måtte benyttes af anpartshaverne. Selskabet havde en udlejningsaftale med [virksomhed3], som for 2010 gav [virksomhed3] fuld rådighed over huset. For 2008 og 2009 havde [virksomhed3] rådighed i specifikke perioder. Udlejningsaftalen tillod dog udlejeren at benytte sommerhuset selv efter aftale med [virksomhed3]. Sommerhuset var udlejet i perioder i 2008, 2009 og 2010 med varierende lejeindtægter. Klageren og hans ægtefælle ejede desuden to private sommerhuse og to ubebyggede sommerhusgrunde.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse om beskatning af fri sommerbolig. Nævnet henviste til en tilsvarende afgørelse fra Landsskatteretten for klagerens medanpartshaver, hvor det blev fastslået, at der skulle ske beskatning af rådighedsværdien i henhold til Ligningsloven § 16A, stk. 6 og Ligningsloven § 16, stk. 5. Nævnet nedsatte dog den ansatte værdi i overensstemmelse med de perioder, hvor sommerhuset faktisk var udlejet. Nævnet lagde vægt på, at sommerhuset ikke udgjorde et sædvanligt driftsaktiv for selskabet, og at rådighedsbegrebet i Ligningsloven § 16, stk. 5 var fastslået i SKM2009.558.H.

Klagerens opfattelse

Klageren påstod, at han ikke skulle beskattes af fri sommerbolig, og at indkomsten skulle nedsættes til 0 kr. Han argumenterede med, at:

• Selskabets formål var drift af fast ejendom og investering, og sommerhusene var købt med videresalgshensigt.
• En anpartshaveroverenskomst fraskrev anpartshaverne retten til at benytte selskabets ejendomme, hvilket burde sidestilles med erklæringer om ikke at benytte fri bil.
• Sommerhuset havde i mange år været udlejet gennem [virksomhed3], og [virksomhed3] havde dispositionsretten i 2010.
• Familien havde i forvejen to private sommerhuse og havde derfor ikke behov for yderligere privat brug.
• Sommerhusene tjente selskabets formål og havde ikke været til rådighed eller benyttet af anpartshaverne.

Klageren henviste desuden til et notat fra Skatteministeriet og Landsskatterettens afgørelse SKM2009.459.LSR, hvor en hovedanpartshaver ikke blev beskattet af fri sommerbolig, da købet skete som led i driften af selskabet. Han mente, at SKM2009.558.H ikke kunne sammenlignes med nærværende sag, da den vedrørte en hotellejlighed med vilkår, der sikrede adgang til privat brug.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse om beskatning af fri sommerbolig. Retten henviste til, at den skattepligtige værdi af en fri sommerbolig, der modtages som led i et ansættelsesforhold, beregnes efter Ligningsloven § 16, stk. 5. Klageren blev anset for hovedanpartshaver i henhold til Aktieavancebeskatningsloven § 4, da han ejede mere end 25 % af anpartskapitalen i selskabet, der ejede sommerhuset.

I henhold til Ligningsloven § 16A, stk. 5 skal en hovedaktionær, der modtager udbytte i form af en stillet sommerbolig, medregne værdien af rådigheden i sin skattepligtige indkomst. Det afgørende for skattepligten er rådigheden over ejendommen, ikke den faktiske anvendelse, jf. SKM2009.558.H.

Vurdering af sommerhuset som driftsaktiv

Sommerhuset blev ikke anset for at udgøre et sædvanligt driftsaktiv for selskabet. Dette blev begrundet med, at selskabets hovedaktivitet var af finansiel karakter, og at sommerhuset havde været udlejet, hvilket ikke tidligere havde været en del af selskabets aktivitet. Desuden havde selskabet ejet sommerhuset i over 10 år, og det var endnu ikke solgt.

Vurdering af udlejningsaftale og anpartshaveroverenskomst

Det blev bemærket, at sommerhuset først i 2010 var sat til udlejning hos Dansommer i hele året. Landsskatteretten fandt, at udlejningsaftalen med Dansommer ikke fuldt ud afskar klageren fra råderetten over sommerhuset, da udlejer ifølge aftalen havde mulighed for selv at anvende sommerhuset eller spærre det til eget brug efter aftale med Dansommer. Den foreliggende anpartshaveroverenskomst, der forbød anpartshaverne at benytte selskabets ejendomme, ændrede ikke på dette, da det afgørende er rådigheden og ikke den faktiske anvendelse. Overenskomsten var desuden indgået mellem interesseforbundne parter.

Landsskatteretten konkluderede, at klageren ikke havde afkræftet, at han havde haft rådighed over sommerhuset, bortset fra de uger, hvor sommerhuset rent faktisk var udlejet til tredjemand. Disse udlejede perioder var der taget højde for ved opgørelsen af den skattepligtige værdi. På dette grundlag stadfæstede Landsskatteretten Skatteankenævnets afgørelse.