Afslag på fradrag uden indskud efter etableringskontolovens § 4, stk. 2 – selvangivelsesomvalg eller genoptagelse?

Sagen omhandler en klagers anmodning om fradrag uden indskud efter Etableringskontoloven § 4, stk. 2 for indkomståret 2012, som SKAT havde afslået. Klageren anmodede om ændring af skatteansættelsen den 29. oktober 2015, og fradraget udgjorde 250.000 kr. SKATs afgørelse var baseret på, at muligheden for fradrag uden indskud er et valg, der skal foretages på selvangivelsestidspunktet, og at en efterfølgende anmodning er omfattet af reglerne om omvalg i Skatteforvaltningsloven § 30.

SKAT argumenterede for, at betingelserne for omvalg i Skatteforvaltningsloven § 30 ikke var opfyldt, da klagerens skatteansættelse ikke var ændret af SKAT, og ændringen derfor ikke havde betydning for et tidligere truffet valg. SKAT henviste til Den juridiske vejledning, som i 2016-1 udgaven præciserede, at Etableringskontoloven § 4, stk. 2 er en valgbestemmelse omfattet af Skatteforvaltningsloven § 30.

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at klageren havde krav på genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 2, og at SKATs afslag var ukorrekt. Repræsentanten anførte, at der var tale om en berigtigelse af en fejl, og ikke omvalg, og henviste til tidligere praksis og Højesterets dom SKM2016.165.HR. Det blev også anført, at SKATs ændring af Den juridiske vejledning under sagsbehandlingen var en ensidig forvaltningsakt uden hjemmel, der gjorde afgørelsen ugyldig. Repræsentanten fremhævede, at tidligere versioner af Den juridiske vejledning (før 2015) angav, at genoptagelse for glemte fradrag for etableringskonto var mulig efter Skatteforvaltningsloven § 26.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og fandt, at klagerens anmodning om fradrag uden indskud efter Etableringskontoloven § 4, stk. 2 for indkomståret 2012 skulle behandles efter reglerne om selvangivelsesomvalg i Skatteforvaltningsloven § 30, og ikke efter de almindelige fristregler i Skatteforvaltningsloven § 26. Der blev henvist til Landsskatterettens afgørelse SKM2017.556.LSR.

Det blev fastslået, at en betingelse for selvangivelsesomvalg efter Skatteforvaltningsloven § 30, stk. 1 er, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, der har betydning for valget, og at valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser. Dette er i overensstemmelse med Højesterets dom af 18. april 2013, offentliggjort i SKM2013.248.HR.

Da klagerens anmodning om fradrag uden indskud ikke havde nogen sammenhæng med ændringer af den skattepligtige indkomst, som SKAT havde foretaget, fandt Landsskatteretten, at betingelserne for selvangivelsesomvalg efter Skatteforvaltningsloven § 30 ikke var opfyldt.

Forventningsprincip og fejlberigtigelse

Klagerens argument om, at der kunne støttes ret på tidligere versioner af Den juridiske vejledning (2014-2), som angav, at anmodninger om fradrag uden indskud skulle bedømmes efter Skatteforvaltningsloven § 26, blev afvist. Landsskatteretten bemærkede, at denne tekst ikke fremgik af Den juridiske vejledning 2015-2, som var gældende på tidspunktet for anmodningen. Klageren havde ikke godtgjort, at den tidligere vejledning havde haft indflydelse på tidspunktet for anmodningen, og der var derfor ikke grundlag for en berettiget forventning eller for at kende SKATs afgørelse ugyldig.

Sagen blev også sammenlignet med Højesterets dom af 17. februar 2016, offentliggjort i SKM2016.165.HR, der omhandlede berigtigelse af en klar fejl. Landsskatteretten fandt, at klagerens sag ikke kunne sammenlignes, da det ikke kunne lægges til grund, at der var begået en klar fejl af klageren eller dennes repræsentant, eller at det utvivlsomt var klagerens hensigt at foretage fradrag uden indskud ved indgivelse af selvangivelsen for det omhandlede indkomstår.

På baggrund af ovenstående stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse.