Afskrivningsloven § 52

Efter den gældende lovs § 30, stk. 3, kan en skattepligtig, der har foretaget afskrivninger i overensstemmelse med afskrivningslovens bestemmelser efter udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse kun ændre disse afskrivninger med Ligningsrådets tilladelse.

Told- og Skattestyrelsen har i cirkulære 1998-3 bemyndiget de skatteansættende myndigheder til i nogle nærmere angivne situationer at tillade ændring af af- og nedskrivninger efter selvangivelsesfristen. Cirkulæret er offentliggjort i Ministerialtidende som cirkulære nr. 22 af 12. januar 1998.

Bestemmelsen foreslås ændret på tre punkter.

For det første fastsættes det i bestemmelsen i stk. 1, at en skattepligtig, der har afskrevet efter afskrivningsloven, kan ændre den selvangivne afskrivningssats, når meddelelse herom er indgivet til den skatteansættende myndighed senest 3 måneder efter udløbet af selvangivelsesfristen. Efter bestemmelsen skal den skattepligtige således ikke som i dag anmode om en tilladelse, men den skattepligtige skal blot indsende en meddelelse om, at den selvangivne afskrivningssats ønskes ændret og, hvorledes den selvangivne afskrivningssats ønskes ændret. Den skatteansættende myndighed skal ved den skattepligtiges indsendelse af meddelelsen dog foretage en prøvelse af, om betingelserne for at ændre den selvangivne afskrivningssats er til stede.

For det andet indebærer den foreslåede bestemmelse endvidere, at anmodninger om ændring af de selvangivne afskrivningsbeløb, der skyldes, at afskrivningsgrundlaget ikke blev opgjort korrekt i selvangivelsen, skal behandles efter de almindelige regler i skattestyrelsesloven om genoptagelse. Forslaget ændrer retstilstanden, idet Ligningsrådet efter den gældende bestemmelse har fulgt den praksis, at såvel anmodninger om at ændre den selvangivne afskrivningssats som ansøgninger, der vedrører en ændring af afskrivningsgrundlaget, er anset for omfattet af den gældende afskrivningslovs § 30, stk. 3. Dette anses for uhensigtsmæssigt, idet en ændring af afskrivningssatsen er en ændring af et valg truffet af den skattepligtige, medens en ændring af afskrivningsgrundlaget derimod grundlæggende er en korrektion af en ukorrekt retsanvendelse. Det er kun en meget begrænset del af anmodningerne i dag, der vedrører ændring af afskrivningsgrundlaget.

For det tredje fastsættes det i bestemmelsen i stk. 2, at den selvangivne afskrivningssats i andre tilfælde end de i stk. 1 nævnte kun kan ændres efter tilladelse fra skatteministeren. Som nævnt ovenfor kan de foretagne afskrivninger efter gældende regler kun ændres med Ligningsrådets tilladelse. Dette cirkulære har virkning for anmodninger, der modtages den 1. marts 1998 eller senere.

Efter bestemmelsen overføres kompetencen til skatteministeren. Det er dog tanken indtil videre at udlægge kompetencen til Ligningsrådet, der herefter ligesom i dag kan træffe beslutning om at udlægge kompetencen helt eller delvist til den skatteansættende myndighed.