Landsskatteretten: Skattepligt af udenlandsk indkomst, rejsegodtgørelse og befordringsfradrag for pilot

Sagen omhandler en pilots skatteansættelser for indkomstårene 2008-2014, med fokus på beskatning af udenlandsk lønindkomst, rejsegodtgørelse (diæter) og fradrag for befordring. Klageren havde arbejdet for flere udenlandske luftfartsselskaber i Tyskland, Schweiz og Slovenien. SKAT havde forhøjet klagerens personlige indkomst og nedsat fradrag for rejse- og befordringsudgifter. Klageren bestred forhøjelserne og anførte, at ansættelserne for de tidligste år var foretaget uden for den ordinære frist, og at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke var opfyldt. Desuden gjorde klageren gældende, at de modtagne rejsegodtgørelser var skattefrie, og at befordringsfradragene var berettigede.

SKATs afgørelse og Landsskatterettens udfald kan opsummeres som følger:

SKAT havde forhøjet den personlige indkomst med udenlandsk løn og udbetalt rejsegodtgørelse samt nedsat rejse- og befordringsfradrag. SKAT begrundede de ekstraordinære genoptagelser for 2008-2012 med, at klageren som minimum havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive fuld indkomst og uberettiget rejsefradrag. Klageren bestred dette og henviste til telefonisk vejledning fra SKAT for 2008-2009 og god tro vedrørende rejsegodtgørelserne for de senere år, baseret på en fortolkning af Ligningsloven § 9a og styresignaler. Vedrørende befordringsfradrag anførte klageren, at udgifterne var afholdt, og at SKATs afvisning var i strid med Ombudsmandens udtalelser om bevisbyrde.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten tog stilling til spørgsmål om beskatning af udenlandsk lønindkomst, rejsegodtgørelse og befordringsfradrag for indkomstårene 2008-2014, herunder betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne.

Indkomstårene 2008-2009

For indkomstårene 2008 og 2009, hvor klageren havde lønindkomst fra et tysk selskab, som ikke var selvangivet, fandt Landsskatteretten, at undladelsen alene kunne tilregnes klageren som simpelt uagtsomt. Dette skyldtes en konkret vurdering, herunder at klageren havde forklaret at have fået oplyst af SKAT, at lønnen skulle beskattes i Tyskland, og at den unddragne skat i 2008 var begrænset (3.144 kr.), og der ingen unddraget skat var i 2009. Da betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 ikke var opfyldt, blev SKATs forhøjelser for disse år nedsat til 0 kr.

Indkomstårene 2010-2012

For indkomståret 2010 fandt Landsskatteretten ikke tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at klageren ikke havde selvangivet hele sin indkomst, herunder en godtgørelse (per diem) på 6.558 kr. fra [virksomhed5] og overførsler på 84.010 kr. fra [virksomhed1] Ltd. Der blev lagt vægt på klagerens forklaring om ikke at have arbejdet for [virksomhed1] Ltd. og at den samlede selvangivne indkomst fra [virksomhed4] og [virksomhed5] oversteg de konstaterede overførsler. SKATs forhøjelse for 2010 blev derfor nedsat til 0 kr.

For indkomstårene 2011 og 2012 stadfæstede Landsskatteretten SKATs forhøjelser af den skattepligtige indkomst med henholdsvis 90.628 kr. og 97.890 kr. Disse beløb vedrørte udbetalte rejsegodtgørelser (100 euro pr. rejsedag). Retten fandt, at godtgørelserne var skattepligtige, da klageren ikke havde dokumenteret, at arbejdsgiveren havde ført en effektiv kontrol med udbetalingen, hvilket er en betingelse for skattefrihed efter Ligningsloven § 9a, stk. 1 og bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse. Klageren havde heller ikke godtgjort ret til fradrag for rejseudgifter efter standardtaksterne i Ligningsloven § 9a, stk. 7, da der ikke var redegjort for dage med overnatning uden for sædvanlig bopæl. Klagerens adfærd blev anset for mindst groft uagtsom, hvilket berettigede ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5.

Indkomstårene 2013-2014

For indkomstårene 2013 og 2014, som blev genoptaget inden for den ordinære frist i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1:

• Rejsegodtgørelse: Landsskatteretten stadfæstede SKATs forhøjelser af den skattepligtige indkomst med henholdsvis 75.600 kr. og 47.328 kr. vedrørende rejsegodtgørelse. Ligesom for de tidligere år var det ikke godtgjort, at arbejdsgiveren havde ført kontrol med udbetalingen, og godtgørelserne var derfor skattepligtige. Klageren havde heller ikke redegjort for dage med overnatning uden for sædvanlig bopæl, hvorfor fradrag for kost efter standardtaksterne ikke kunne godkendes.

• Befordringsfradrag: Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om befordringsfradrag. Klageren havde selvangivet fradrag baseret på lange afstande til udenlandske lufthavne, men havde ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at befordringen havde fundet sted i det selvangivne omfang, eller at den udelukkende var sket ved bilkørsel. Der blev henvist til det skærpede beviskrav ved ekstraordinært lange afstande. Derfor kunne kun fradrag for kørsel mellem klagerens bopæl og [by2] Lufthavn godkendes for de sandsynliggjorte arbejdsdage (24 dage i 2013 og 36 dage i 2014) i henhold til Ligningsloven § 9c og relevant bekendtgørelse.