Fradrag for kompensationsbeløb i afståelsessum ved samlivsophævelse

Sagen omhandlede opgørelsen af skattepligtig ejendomsavance ved en mands salg af sin ideelle andel af en ejendom til sin tidligere samlever. Samlivet var ophørt to år før salget. I ejertiden havde samleveren afholdt betydelige udgifter til opførelse af nye driftsbygninger (ridehal, lade m.v.) til hendes virksomhed på den fælles ejendom.

Ved salget blev parterne enige om en overdragelsessum, der var væsentligt lavere end 50 % af ejendommens reelle handelsværdi. Forskellen skulle kompensere samleveren for hendes investeringer i bygningerne.

SKATs afgørelse

SKAT anså overdragelsen for at skulle ske til den fulde handelsværdi. Forskellen mellem handelsværdien og den aftalte pris blev betragtet som en gave fra sælger til køber. Da klageren (sælgeren) ikke selv havde afholdt udgifterne til forbedringerne, kunne han ikke medregne dem i sin anskaffelsessum. Dette resulterede i en høj skattepligtig avance.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten var enig i, at afståelsessummen skulle tage udgangspunkt i handelsværdien. Retten fandt dog, at differencen mellem handelsværdien og den aftalte lavere pris ikke var en gave, men et reelt kompensationsbeløb til samleveren for de afholdte forbedringsudgifter. Da klageren ikke kunne forhøje sin anskaffelsessum med udgifter, han ikke havde betalt, jf. Ejendomsavancebeskatningsloven § 5, stk. 2, godkendte retten i stedet, at kompensationsbeløbet kunne fratrækkes i afståelsessummen. Herved blev klageren ikke beskattet af en værdistigning, han reelt ikke havde fået del i. Ejendomsavancen blev herefter nedsat betydeligt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at fortjeneste ved afståelse af fast ejendom er skattepligtig i henhold til Ejendomsavancebeskatningsloven § 1. Opgørelsen af fortjenesten sker som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen, jf. Ejendomsavancebeskatningsloven § 4.

Retten lagde til grund, at klageren og hans tidligere samlever ejede ejendommen i lige sameje. Samleveren havde under samlivet afholdt alle udgifter til opførelse af nye driftsbygninger til hendes rideskole. I skødet, der blev indgået ca. to år efter samlivets ophør, var det aftalt, at disse bygninger ikke var en del af handlen, og salgsprisen var sat lavere end den reelle handelsværdi for at kompensere samleveren for hendes investeringer.

Landsskatteretten fandt, at den aftalte skævdeling af værdien underbyggede, at samleveren havde et reelt kompensationskrav mod klageren. Der var ingen tegn på gavehensigt fra nogen af parterne. Formålet med aftalen var at opnå en rimelig deling af formuen i forbindelse med samlivsophævelsen, så ingen af parterne opnåede en uberettiget formuegevinst.

Da klageren ikke selv havde afholdt udgifterne til forbedringerne, kunne han ikke tillægge disse til sin anskaffelsessum, jf. Ejendomsavancebeskatningsloven § 5, stk. 2. For at undgå, at han blev beskattet af en værdiforøgelse, som samleveren havde finansieret, anerkendte retten, at kompensationsbeløbet kunne fratrækkes i afståelsessummen. Dette er i overensstemmelse med princippet i TfS 1999.35 LSR.

Landsskatteretten opgjorde herefter den skattepligtige avance således:

Landsskatteretten nedsatte derfor den skattepligtige ejendomsavance til 164.641 kr.