Bankindsætninger anset som skattepligtig indkomst på grund af manglende dokumentation for lån

Sagen omhandlede, hvorvidt en række bankindsætninger på en skatteyders konto skulle betragtes som skattepligtig personlig indkomst. Skatteyderen modtog i 2012 i alt 858.900 kr. fordelt på to beløb: 315.000 kr. fra en bekendt, [person1], og 543.900 kr. fra en forretningsforbindelse, [person4].

Klageren gjorde gældende, at beløbet på 315.000 kr. var tilbagebetaling af et tidligere ydet lån til [person1], og at beløbet på 543.900 kr. var et nyt lån fra [person4]. Til støtte for dette fremlagde klageren efterfølgende udarbejdede gældsbreve og erklæringer.

SKAT (nu Skattestyrelsen) anså ikke dokumentationen for tilstrækkelig og fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om skattefrie lån. Derfor blev beløbene anset for skattepligtig indkomst. Derudover havde SKAT oprindeligt foretaget en skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst for 2012 og 2013 på henholdsvis 1.080.000 kr. og 950.000 kr. baseret på en beregning, der viste et negativt privatforbrug. Denne beregning blev senere korrigeret af Skattestyrelsen under klagesagen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten traf en delt afgørelse. Forhøjelsen vedrørende de to bankindsætninger blev stadfæstet, mens den skønsmæssige forhøjelse baseret på privatforbruget blev annulleret.

Den endelige afgørelse for klagerens indkomst var som følger:

Indsætning fra [person1] (315.000 kr.)

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at beskatte beløbet på 315.000 kr. Retten lagde vægt på, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om tilbagebetaling af et reelt lån. Begrundelsen var:

• Der blev fremlagt to forskellige versioner af et gældsbrev ("IOU"), som skabte tvivl om det reelle indfrielsesbeløb (den ene nævnte 315.000 kr., den anden 90.000 kr.).
• Der manglede objektiv dokumentation for, hvornår og hvordan låneforholdet oprindeligt var opstået.
• De fremlagte dokumenter var efterfølgende konstruktioner og kunne ikke tillægges afgørende bevisværdi, jf. praksis som i SKM2011.208.HR.

Da klageren ikke kunne godtgøre, at beløbet stammede fra allerede beskattede midler eller var en skattefri formuebevægelse, blev det anset for skattepligtig indkomst i henhold til Statsskatteloven § 4.

Indsætning fra [person4] (543.900 kr.)

Retten stadfæstede ligeledes beskatningen af dette beløb. Klageren havde ikke godtgjort, at der var tale om et lån. Retten fremhævede følgende:

• Den fremlagte låneaftale var først oprettet i 2016, efter Skattestyrelsen havde påbegyndt sagen, og kunne derfor ikke tillægges vægt, jf. SKM2018.571.BR.
• Bankoverførslerne kom fra selskabet [virksomhed7] og ikke direkte fra den påståede långiver, [person4].
• En senere påstået tilbagebetaling i 2017 på 200.000 AUD kunne ikke afstemmes med det oprindelige lånebeløb plus renter og blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation for gældens indfrielse.

Skønsmæssig forhøjelse baseret på privatforbrug

Landsskatteretten annullerede de skønsmæssige forhøjelser på 1.080.000 kr. for 2012 og 950.000 kr. for 2013. Under sagens behandling havde Skattestyrelsen fremlagt en korrigeret kapitalforklaring, som viste et betydeligt positivt privatforbrug for begge år (1.131.719 kr. i 2012 og 1.487.122 kr. i 2013). Dermed var grundlaget for de skønsmæssige forhøjelser, som var baseret på et oprindeligt beregnet negativt privatforbrug, bortfaldet.

Formalitet

Retten afviste klagerens påstand om, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af manglende hjemmel. Retten fandt, at SKAT i tilstrækkelig grad havde henvist til relevante lovbestemmelser, herunder Statsskatteloven § 4 og den dagældende Skattekontrollovs § 5, stk. 3, og begrundet afgørelsen.