Landsskatteretten Stadfæster Nægtelse af Momsfradrag for Underleverandører grundet Manglende Dokumentation

Sagen omhandler en enkeltmandsvirksomhed, der driver vagt- og sikkerhedstjenester, og SKATs nægtelse af fradrag for købsmoms på 347.796 kr. for udgifter til underleverandører i perioden 1. januar 2013 til 30. september 2015. SKATs afgørelse blev stadfæstet af Landsskatteretten.

SKAT begrundede sin afgørelse med, at fakturaerne fra seks specifikke underleverandører ikke kunne anvendes som dokumentation for momsfradrag i henhold til Momsloven § 37 og Momssystemdirektivets artikel 178 litra a og artikel 168 litra a. SKAT anførte, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ydelserne var leveret, og at der var begrundet tvivl om fakturaernes realitet. SKATs hovedargumenter inkluderede:

• Fakturaerne var sparsomt udfyldt og manglede oplysninger om, hvor arbejdet var udført.
• Mistanke om, at overførte beløb dækkede over betaling for sort arbejde.
• Hyppig udskiftning af underleverandører, der kun samarbejdede i korte perioder.
• Underleverandørerne blev ikke anset for reelle virksomheder og havde ingen offentlig referenceramme eller historik.
• En tydelig tendens til, at underleverandørerne blev anvendt i umiddelbar forlængelse af hinanden og ikke angav eller afregnede korrekt moms og skat.
• Manglende identifikation af kontaktpersoner hos underleverandørerne og usædvanlig kommunikation via kunders/samarbejdspartneres telefoner.
• Ingen indgåede skriftlige kontrakter med underleverandørerne.
• Ingen af de anvendte underleverandører var registreret under branche for vagtvirksomhed.
• Virksomheden vidste eller burde vide, at den indgik i mulig kædesvig, især da SKAT tidligere havde nægtet fradrag for underleverandører i perioden 2010-2012, hvilket skærpede bevisbyrden.

Virksomheden bestred SKATs begrundelse og anførte, at fakturaerne opfyldte kravene i Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1 (tidligere § 40), da de angav omfanget og arten af de leverede ydelser. Virksomheden argumenterede for, at manglende angivelse af leveringssted ikke var et krav. Det blev fremhævet, at virksomheden ikke kunne forventes at have kendskab til underleverandørernes interne forhold, og at branchen var præget af stor udskiftning af underleverandører. Virksomheden påpegede, at den efter SKATs tidligere afgørelse havde ændret betalingsmetode fra kontant til bankoverførsler for at imødekomme SKATs kritik. Virksomheden mente, at den ikke skulle bære risikoen for eventuelt sort arbejde udført af underleverandørerne. Virksomheden henviste til, at den løbende havde justeret sine arbejdsgange for at leve op til SKATs krav, herunder ved at kræve mere præcise fakturaer og tjekke momsregistrering.

De nægtede momsfradrag for udgifter til underleverandører var som følger:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at nægte fradrag for virksomhedens købsmoms for udgifter til underleverandører. Afgørelsen bygger på, at virksomheden ikke har godtgjort, at betingelserne for momsfradrag i henhold til Momsloven § 37 er opfyldt.

Retten lagde vægt på følgende:

• Virksomheden har ikke fremlagt underleverandørkontrakter eller timesedler, der kan understøtte, at de omhandlede tjenesteydelser faktisk er leveret.
• Det er ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at underleverandørerne har været i stand til at levere de pågældende ydelser.
• Fakturaerne angiver ikke tilstrækkeligt arten og omfanget af de leverede ydelser, da der mangler oplysninger om beskrivelse af arbejdsopgaver, hvor og hvornår arbejdet er udført, hvem der har udført arbejdet, og betalingsbetingelser.
• De fremlagte fakturaer opfylder ikke de indholdsmæssige krav i momsbekendtgørelsens dagældende § 40 (nu Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1).
• Manglen på støttebilag som samarbejdsaftaler og timesedler, kombineret med de sparsomme fakturaoplysninger, førte til, at fakturaerne ikke kunne anses for reelle.
• Det forhold, at fakturaerne er betalt ved elektroniske pengeoverførsler, kan ikke i sig selv udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at levering har fundet sted.

Landsskatteretten henviste desuden til Retten i [by2]s dom af den 10. februar 2017, offentliggjort som SKM2017.210.BR, samt Landsskatterettens afgørelser af den 27. september 2017 og den 15. november 2018, offentliggjort som SKM2018.540.LSR og SKM2018.611.LSR.