Ungarn har tilsidesat EU-retten ved at indføre ulovlige afvisningsgrunde og kriminalisere organiseret bistand til asylansøgere

Europa-Kommissionen anlagde traktatbrudssøgsmål mod Ungarn, idet landet havde indført en række nationale bestemmelser, der ifølge Kommissionen var i strid med EU's fælles asylregler, særligt direktiv 2013/32/EU (Asylproceduredirektivet) og 2013/33/EU (Modtagevilkårsdirektivet). Sagen drejede sig om tre hovedaspekter af ungarsk lovgivning, som var en del af den såkaldte "Stop Soros" lovpakke: indførelsen af en ny national afvisningsgrund for asylansøgninger; kriminalisering af organiseret bistand til asylansøgere; og restriktioner for bevægelsesfriheden for personer, der mistænkes for denne kriminalitet, hvilket hindrer deres adgang til transitområder.

Ungarn forsvarede sine foranstaltninger med henvisning til nødvendigheden af at bekæmpe misbrug af asylsystemet, der opstod som følge af masseindvandring. Ungarn hævdede, at de nye afvisningsgrunde var et forsøg på at regulere begreberne om "sikkert tredjeland" og "første asylland", og at kriminaliseringen kun rettede sig mod organiseret bistand med forsæt til at omgå loven, ikke altruistisk humanitær hjælp eller juridisk rådgivning i god tro.

Domstolen fastslog, at Ungarn havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EU-retten på tre centrale områder, idet de nationale bestemmelser uforholdsmæssigt begrænsede adgangen til asylproceduren og den dertilhørende juridiske og rådgivningsmæssige bistand.

Ulovlig afvisningsgrund (Direktiv 2013/32/EU, art. 33, stk. 2)

Domstolen fastslog, at Ungarn har tilsidesat artikel 33, stk. 2, i direktiv 2013/32/EU, fordi medlemsstaten gjorde det muligt at afvise en ansøgning om international beskyttelse med den begrundelse, at ansøgeren var indrejst via et land, hvor vedkommende ikke risikerede forfølgelse. Domstolen understregede, at:

• Artiklen indeholder en udtømmende opregning af afvisningsgrunde.
• Den blotte omstændighed, at en ansøger har rejst gennem et tredjeland (transit), udgør ikke i sig selv den nødvendige "forbindelse" som krævet for at anvende begrebet "sikkert tredjeland" (Art. 38).

Kriminalisering af organiseret bistand (Straffelovens § 353/A)

Domstolen fandt, at Ungarn har tilsidesat artikel 8, stk. 2, og artikel 22, stk. 1, i direktiv 2013/32/EU samt artikel 10, stk. 4, i direktiv 2013/33/EU. Dette skyldes, at den ungarske lovgivning straffer enhver person, der i organiseret aktivitet yder hjælp til asylansøgningen, når det kan bevises, at personen var klar over, at ansøgningen ikke ville få et gunstigt udfald i henhold til ungarsk ret. Domstolen mente, at:

Indførelsen af sådanne strafferetlige sanktioner har ubestrideligt en meget betydelig afskrækkende virkning, som kan føre til, at de personer, der gerne vil yde bistand til tredjelandsstatsborgere eller statsløse, [...] afholder sig fra at deltage i den bistandsvirksomhed, der er genstand for de EU-retlige bestemmelser.