Døgnpleje anset for lønmodtagerforhold og ikke selvstændig virksomhed

Sagen omhandler, hvorvidt indkomst fra døgnpleje for en familieplejer i indkomstårene 2013 og 2014 skulle kvalificeres som indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed eller som lønindkomst. Klageren og hendes ægtefælle havde i en længere årrække haft flere børn i familie- og aflastningspleje for to forskellige kommuner. De havde indrettet deres private bolig med seks børneværelser og investeret i en minibus til formålet.

Klageren argumenterede for, at aktiviteten skulle anses for selvstændig erhvervsvirksomhed. Dette blev begrundet med, at de drev virksomheden for egen regning og risiko, havde foretaget betydelige investeringer, havde flere hvervgivere (kommuner), og at de selv tilrettelagde arbejdet. Desuden henviste klageren til en afgørelse fra de kommunale skattemyndigheder i 2005, som havde godkendt aktiviteten som selvstændig virksomhed, og påberåbte sig derfor forventningsprincippet.

SKAT anså derimod klageren for at være lønmodtager. SKAT lagde vægt på, at der var indgået kontrakter med kommunerne, som indebar et fast månedligt vederlag, ret til opsigelsesvarsel, og at kommunerne havde en tilsyns- og kontrolforpligtelse. Endvidere blev de fleste omkostninger dækket af skattefrie godtgørelser, hvorfor den økonomiske risiko for klageren var begrænset.

Økonomiske resultater

De regnskabsmæssige resultater for døgnplejevirksomheden var som følger:

Klageren gjorde gældende, at de afholdte driftsomkostninger i art og omfang oversteg de modtagne godtgørelser. Subsidiært blev der påstået ret til ligningsmæssigt fradrag for de afholdte driftsomkostninger, hvis aktiviteten blev anset for lønmodtagerforhold.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten baserer sin afgørelse på en samlet vurdering af forholdet mellem klageren og de anbringende kommuner i henhold til kriterierne i personskattelovscirkulæret (cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994). Retten henviser desuden til praksis, herunder Østre Landsrets dom i SKM2017.739.ØLR.

Vurdering af selvstændig virksomhed vs. lønmodtagerforhold

Landsskatteretten finder, at en række momenter peger afgørende i retning af et lønmodtagerforhold:

• Vederlag og omkostningsdækning: Klageren modtog et fast månedligt vederlag, hvis størrelse var baseret på det enkelte barns plejebehov. Dertil kom skattefrie godtgørelser til dækning af specifikke udgifter som kost, logi, tøj og lommepenge. Kommunerne afholdt i udgangspunktet alle udgifter forbundet med plejebørnene, hvilket minimerer klagerens økonomiske risiko.
• Instruktion og kontrol: Selvom klageren tilrettelagde det daglige arbejde, var hun underlagt kommunernes lovpligtige tilsyn i henhold til Serviceloven. Kontrakterne indeholdt desuden bestemmelser om efteruddannelse, supervision og ferieplanlægning, hvilket indikerer et over-/underordnelsesforhold.
• Opsigelsesvarsel: Kontrakterne indeholdt gensidige opsigelsesvarsler, hvilket er karakteristisk for tjenesteforhold.
• Økonomisk risiko: Retten finder det ikke godtgjort, at klageren påtog sig en selvstændig økonomisk risiko. De afholdte udgifter, herunder til bolig og bil, blev i vidt omfang anset for dækket af de modtagne godtgørelser. Det var ikke dokumenteret, at investeringerne var nødvendige for indkomsterhvervelsen på en måde, der oversteg, hvad der blev kompenseret for.

Selvom visse elementer, såsom at kontrakterne var knyttet til enkelte børn, kunne tale for selvstændig virksomhed, vejede de ikke tungere end de mange momenter, der talte for et lønmodtagerforhold.

Subsidiær påstand om fradrag

Landsskatteretten afviser klagerens subsidiære påstand om ligningsmæssigt fradrag for driftsomkostninger. Ifølge Ligningsloven § 9, stk. 6, kan udgifter, der er dækket af skattefrie godtgørelser, ikke fradrages. Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at der er afholdt yderligere fradragsberettigede udgifter, som var nødvendige for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Forventningsprincippet

Kravet om at blive beskattet som selvstændig erhvervsdrivende baseret på en afgørelse fra 2005 afvises. Landsskatteretten anfører, at adgangen til at støtte ret på tilkendegivelser fra tidligere kommunale skattemyndigheder er snæver. Desuden var det ikke dokumenteret, at de faktiske og kontraktmæssige forhold var de samme som i 2002-2003. Afgørelsen fra 2005 indeholdt heller ikke en konkret vurdering ud fra personskattelovscirkulærets kriterier og kunne derfor ikke skabe en retsbeskyttet forventning.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse. Klagerens indkomst fra døgnpleje anses for A-indkomst som lønmodtager, og hun er dermed ikke berettiget til at anvende virksomhedsordningen eller få fradrag for medarbejdende ægtefælle efter Kildeskatteloven § 25a.