Landsskatteretten: Arbejdsudleje ved brug af udenlandsk arbejdskraft

Sagen omhandlede SKATs afgørelse om, at et dansk selskabs brug af udenlandsk arbejdskraft fra en svensk virksomhed skulle anses for arbejdsudleje frem for entreprise. Dette medførte krav om indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for perioden 1. januar 2012 til 11. marts 2015.

Selskabet, [virksomhed1] A/S, driver virksomhed med coating, overfladebehandlinger, gulvbelægninger og renoveringer. Selskabet havde et mangeårigt, mundtligt samarbejde med den svenske virksomhed, [virksomhed5], der udførte gulvbelægning, primært med en særlig type belægning, der var stort set ukendt i Danmark. Selskabet argumenterede for, at der var tale om entreprise, da [virksomhed5] arbejdede selvstændigt, uden instruktion fra selskabet, og med egen ekspertise og værktøj. Selskabet mente ikke at have de faglige kompetencer til at instruere [virksomhed5]s medarbejdere.

SKAT fastholdt, at der var tale om arbejdsudleje i begge perioder, baseret på en samlet vurdering af en række kriterier. For perioden før 19. september 2012 lagde SKAT vægt på, at selskabet havde den overordnede ledelse og ansvar for arbejdspladsen, at vederlaget afspejlede akkordlignende vilkår (kvadratmeterpris, timepris, fastpris, samt ekstra betaling for helligdagsarbejde og rejseomkostninger), at selskabet leverede materialer og værnemidler, og at der ikke var klarhed over, hvem der fastsatte antallet af arbejdstagere og deres kvalifikationer. SKAT henviste til Juridisk Vejledning afsnit C.F.3.1.4.2.

For perioden efter 19. september 2012 henviste SKAT til den skærpede arbejdsudlejeregel i Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3, som fokuserer på, om arbejdet udgør en integreret del af den danske virksomhed, baseret på en realitetsvurdering ("substance over form"). SKAT fandt, at arbejdet var en integreret del af selskabets forretningsområde, da selskabet selv beskæftigede sig med gulvbelægninger. SKAT fremhævede, at selskabet leverede materialer og værnemidler, at selskabets ansatte arbejdede sammen med [virksomhed5]s ansatte, og at betalingsstrukturen var atypisk for entrepriseforhold. SKAT henviste til SKM2014.478.SKAT, SKM2013.702.SR og SKM2013.479.SR.

Selskabet gjorde subsidiært gældende, at det ikke hæftede for den manglende indeholdelse efter Kildeskatteloven § 69, da der ikke var udvist forsømmelighed. Selskabet fastholdt, at [virksomhed5]s virksomhed var tilstrækkeligt udskilt og ikke integreret i selskabets forretningsområde, og at den begrænsede omsætning understregede dette. Selskabet oplyste desuden, at [virksomhed5]s medarbejdere primært havde til opgave at instruere og oplære selskabets egne medarbejdere i den særlige gulvbelægningsteknik.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at der forelå arbejdsudleje i begge de omhandlede perioder og stadfæstede SKATs afgørelse.

Vedrørende perioden før 19. september 2012

Landsskatteretten henviste til den dagældende Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3 (lovbekendtgørelse nr. 1403 af 7. december 2010), som fastslog skattepligt for vederlag for personligt arbejde udført i Danmark som arbejdsudleje. Vurderingen blev foretaget ud fra en række kriterier, herunder hvem der havde det overordnede ansvar og ledelse, hvem der bar risikoen, arbejdsstedets disposition, vederlagets beregning, og hvem der stillede arbejdsredskaber til rådighed. Selvom SKAT som udgangspunkt har bevisbyrden, kan den overgå til skatteyderen, hvis aftalen er uklar eller ikke efterlevet.

Retten lagde vægt på følgende forhold, der pegede på arbejdsudleje:

• Manglende skriftlige kontrakter, arbejdsbeskrivelser eller lignende mellem parterne, hvilket skabte formodning mod, at den udenlandske virksomhed bar ansvaret og risikoen.
• Det blev ikke godtgjort, at den udenlandske virksomhed ([virksomhed5]) havde instruktionsbeføjelsen over medarbejderne.
• Selskabet afholdt udgifter til materialer.
• Arbejdet blev i nogle tilfælde udført til kvadratmeterpris eller timepris, hvilket ikke er typisk for entrepriseforhold.
• Selskabet betalte ekstra for arbejde i helligdage og for rejseomkostninger, hvilket anses for atypisk i entrepriseforhold.

Vedrørende perioden efter 19. september 2012

Landsskatteretten henviste til den ændrede Kildeskatteloven § 2, stk. 1, nr. 3 (lov nr. 921 af 18. september 2012), som definerer skattepligt for vederlag for personligt arbejde, når arbejdet udgør en integreret del af virksomheden. Det er en forudsætning, at den danske virksomhed reelt kan anses for arbejdsgiveren. Vurderingen fokuserer på, om den danske eller udenlandske virksomhed bærer ansvaret og den økonomiske risiko, og om ydelserne kan afgrænses. Yderligere kriterier inkluderer instruktionsret, kontrol over arbejdssted, vederlagsafkrævning, redskaber, antal og kvalifikationer af personale, ansættelses- og opsigelsesret, sanktioner og arbejdstider/ferier. Kriteriernes vægt kan variere, men tilsyn og kontrol med arbejdet tillægges stor vægt. Der blev henvist til forarbejderne til lov nr. 921 af 18. september 2012 (L 195 af 14. august 2012), kommentarerne til OECDs Modeloverenskomst og SKATs styresignal SKM2014.478.SKAT.

Retten fandt, at arbejdet var en integreret del af selskabets virksomhed og ikke tilstrækkeligt udskilt. Dette blev begrundet med:

• Manglende kontrakter mellem selskabet og [virksomhed5].
• Det blev ikke godtgjort, at [virksomhed5] havde instruktionsbeføjelsen over medarbejderne.
• Selskabet afholdt udgifter til materialer.

Hæftelse for manglende indeholdelse

Landsskatteretten fandt, at selskabet hæftede for den manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i henhold til Kildeskatteloven § 69, stk. 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7. Retten vurderede, at selskabet havde udvist forsømmelighed ved ikke at indeholde skatter og bidrag, da selskabet ved benyttelse af udenlandsk arbejdskraft burde være bekendt med reglerne herom.

Landsskatteretten var enig i SKATs beregningsgrundlag, som tog udgangspunkt i de samlede betalinger til [virksomhed5]. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet.